Post by Deleted on Oct 15, 2020 16:46:02 GMT 1
Et sted var det rart for Dmitry at gå rundt, tros han havde det skidt og et sted gerne ville på skadestuen, han var ret sikker på at han ikke burde have det sådan her efter en brækket næse. Han sagde dog ikke noget, han tænkte og tænkte samtidig med han mærkede hvordan øjnene fra vagterne inderligt fulgte ham, hver eneste lille bevægelse han lavede så de. Han satte sig dog på et sæde lidt væk fra Vladimir og vagterne men så han stadigvæk kunne blive set, han sad der resten af turen.
Da flyet landede trykkede det mere og mere i hans næse og det begyndte svagt at bløde igen, han vidste ikke om han skulle bede om at komme på sygehuset og om de overhovedet ville lade ham komme på sygehuset? For lige nu virkede det ikke som om han havde nogen indvendinger at kunne komme med overhovedet! Grebet i hans arme og turen ud af flyet og ned i bilen var ikke særlig rar men han fulgte med uden modstand, han var fysisk ikke i stand til at gøre andet end bare at følge med.
Dmitry sagde ikke noget hele turen, han havde ikke lyst til at snakke med Vladimir eller nogen andre, han sad blot med blikket ud af vinduet så hvordan de kørte forbi tingene, der var så meget anderledes her i Paris det lignede slet ikke et land som det han kom fra, han kunne ikke helt beskrive det. Det kom dog som et lille chok, da stokken ramte ham og han kiggede en anelse træt og udkørt over på Vladimir og fangede hurtigt at de skulle stige ud af bilen og han var ikke langsom til det. Huset eller skulle man kalde det et palæ på grænsen til et slot? Var vildt! Grebet i hans arm brummede han lidt over og kort forsøgte at trække armen men opgav det ret hurtigt da han huskede hvad han havde gjort ved hans næse og fulgte bare med.
”Jeg klager da ikke over at skulle bo her, er der Wifi?” kom det fra ham som han så en kvinde, hans øjne blev kæmpestore og underkæben faldt næsten til gulvet. Wow hvordan var det hun så ud? Hendes opførsel og måde at snakke på? Kunne det blive meget værre? Var hans første tanker. Måden kvinden kiggede over på ham, fik ham til automatisk at træde et skridt tilbage, men blev stoppet i det som Vladimir holde hans arm og spørgsmålet om hvem han var skulle han til at fremstamme sit navn men Vladimir kom ham i forkøbet, hvilket var prisværdigt.
Dmitry brummede en anelse da han blev skubbet over imod hende, og hendes hånd kom frem. Det var et usikkert blik der var rettet mod den men han valgte at mande sig op og rækker den frem og give hende hånden. ” uhm Hej Paris?” sagde han på russisk, han var forvirret! Var de Paris? Hed hun Paris eller hvordan? Blikkede vandrede fra den ene til den anden en anelse uforstående.
Da flyet landede trykkede det mere og mere i hans næse og det begyndte svagt at bløde igen, han vidste ikke om han skulle bede om at komme på sygehuset og om de overhovedet ville lade ham komme på sygehuset? For lige nu virkede det ikke som om han havde nogen indvendinger at kunne komme med overhovedet! Grebet i hans arme og turen ud af flyet og ned i bilen var ikke særlig rar men han fulgte med uden modstand, han var fysisk ikke i stand til at gøre andet end bare at følge med.
Dmitry sagde ikke noget hele turen, han havde ikke lyst til at snakke med Vladimir eller nogen andre, han sad blot med blikket ud af vinduet så hvordan de kørte forbi tingene, der var så meget anderledes her i Paris det lignede slet ikke et land som det han kom fra, han kunne ikke helt beskrive det. Det kom dog som et lille chok, da stokken ramte ham og han kiggede en anelse træt og udkørt over på Vladimir og fangede hurtigt at de skulle stige ud af bilen og han var ikke langsom til det. Huset eller skulle man kalde det et palæ på grænsen til et slot? Var vildt! Grebet i hans arm brummede han lidt over og kort forsøgte at trække armen men opgav det ret hurtigt da han huskede hvad han havde gjort ved hans næse og fulgte bare med.
”Jeg klager da ikke over at skulle bo her, er der Wifi?” kom det fra ham som han så en kvinde, hans øjne blev kæmpestore og underkæben faldt næsten til gulvet. Wow hvordan var det hun så ud? Hendes opførsel og måde at snakke på? Kunne det blive meget værre? Var hans første tanker. Måden kvinden kiggede over på ham, fik ham til automatisk at træde et skridt tilbage, men blev stoppet i det som Vladimir holde hans arm og spørgsmålet om hvem han var skulle han til at fremstamme sit navn men Vladimir kom ham i forkøbet, hvilket var prisværdigt.
Dmitry brummede en anelse da han blev skubbet over imod hende, og hendes hånd kom frem. Det var et usikkert blik der var rettet mod den men han valgte at mande sig op og rækker den frem og give hende hånden. ” uhm Hej Paris?” sagde han på russisk, han var forvirret! Var de Paris? Hed hun Paris eller hvordan? Blikkede vandrede fra den ene til den anden en anelse uforstående.
