Unison

Gabriel havde ikke brug for en karriere for at have penge. Han havde så mange penge han havde sparet op gennem de mange tusind år så han kunne leve minimum tusind år uden at arbejde, men han havde samtidig også en vis stolthed i at han tjente sine egne penge. Det var til dels også derfor han var blevet på Møllen, også lidt for at give sin far hovedpine over at andre så ham så eksponeret og afklædt. Men han kunne mærke der var en ændring, både mentalitetsmæssigt og spirituelt måske. Han ville lave noget andet.
“Jeg var træt af livet i rampelyset, så jeg valgte en anden scene og en anden projektør, så hvorfor skulle jeg tilbage til det jeg oprindeligt forlod?” Han smilede lidt og lænede sig mod bardisken men vendt mod Armando, en smule tættere på end før. Der var ingen tvivl om at de kunne have gnistrende kemi. “Måske hvis vi kunne få et photoshoot sammen kunne jeg overtales,” han smilede smalt. “Ellers har jeg min daddy der har rigeligt med penge hvis nu jeg ikke gider arbejde,” han trak på skuldrene.

Diæterne og målebåndene kunne Gabriel altid hamle op med. Måske var det også derfor det blev kedeligt. Der var ingen udfordring efter nogen tid. Man så de andre supermodeller skændes om en mintpastil og et glas vand og derefter tage en håndfuld afføringsmiddel, men han var heldig som vampyr. Hans udseende var næsten altid attråværdigt, og han var kommet ind i branchen lynhurtigt og steg i graderne i løbet af et år da han var begyndt. Det var selvfølgelig tilbage i 90'erne, så tiderne var sikkert skiftet, men var det nok?
"Ja, med dig," fortsatte han og krængede et lidt mere venligt smil frem på læberne. Armando var tydeligvis påvirket, ellers ville han have holdt sig på afstand, men det var vel også ok. Gabriel kunne lade ham komme tættere på som undskyldning for at have bidt af ham tidligere, og det var altid sjovt at lege lidt med ham. "Et photoshoot med dig ville være med til at kickstarte min karriere, og så kan vi sige at jeg ikke kommenterer på dit og Lucias forhold igen," tilføjede han. I hans stille sind håbede han på at kunne genopvække deres flirt. Det ville være morsomt at se hvad det kunne føre til, men hvor meget kokain der skulle til vidste han ikke lige. Heldigvis kunne han få hjælp af Rachel til det.
"Crawford? Nej nej, det her er min far," svarede han tørt som en selvfølge. Det var klart ordet havde nogle andre betydninger for nogen, men i hans tilfælde var begge betydninger møntet på én og samme person. Ikke at Armando ville fatte det, og selv hvis han gjorde var Gabriel ligeglad. "Du ved, jeg var prinsen og du var tiggerdrengen, ikke sandt?" han blinkede til ham med tanken om den forskel der var på dem.

"Jeg synes ellers at mindes du bare et par øjeblikke siden syntes jeg havde snakket dårlig om hende, men jeg kan da godt blive ved hvis det ikke gør dig noget alligevel," svarede Gabriel sardonisk og knipsede til bartenderen om at sende ham en ny whiskey. Den blev sendt til ham hen ad bardiskens furrede, slidte overflade efter mange århundreder og han greb den uden at se på den. "Ja, du er det kendte ansigt lige nu, jeg var før dig, så det kunne skabe god omtale at lave et samarbejde," han trak på skuldrene. Selvfølgelig ville der være risikoen for at folk ville finde det underligt at han så så ung ud stadigvæk, men det var heldigvis bare noget man kunne afvise som gode gener. Han blev stadig genkendt, og der var stadig kulørt presse i hælene på ham hvis han gik på normale menneskebarer, hvilket også gjorde Unity mere eftertragtet for ham. Og så var journalister ikke tilladt på Moulin Rouge uden speciel tilladelse, og den var svær at få, så han havde tilbragt sin tid der som danser i forholdvis uforstyrrede omgivelser. "Med mindre du ikke vil ses med en veteran, altså," han smilede drilsk til ham og tog en slurk af sin whiskey mens han betragtede ham intenst hen over kanten af glasset.

Gabriel lod Armandos kommentar ligge om Lucia. Der var ingen grund til at begynde at rode op i det kaos. Istedet faldt hans blik på hans hånd der bankede på brystlommen med en velkendt rytme næsten som en trommerytme fra en svunden tid. Ikke at Gabriel ikke også havde hygget sig med stoffer i Møllen, men han var ikke på det spor så meget mere. Ikke at det var overstået helt endnu, han kunne godt af og til, og Armandos forslag vækkede ham lidt mere til live og han smilede skævt til ham med et sigende blik.
"Lad os gøre det," sagde han inden han gled ned ad barstolen og førte vejen ud til toilettet der lå som en lille eftertanke i Unity. Der var egentlig ikke brug for det da vampyrer ikke havde et fordøjelsessystem der fungerede, men af hensyn til menneskelige gæster og ansatte var der alligevel nydelige unisex toiletfaciliteter. Han vinkede ham hen til en tom bås helt bagerst og slog låsen til. Det var trangt og på sin vis også både beskidt og fristende. Han mærkede fornemmelsen af alkoholen i kroppen summe lige under huden, en blid blussen der satte lidt af hans dømmekraft ud af spil men dog ikke fjernede hans opmærksomhed helt fra omgivelserne.

Gabriel nikkede enig. Selvom toiletterne måske ikke blev brugt særlig meget så var det alligevel en god idé at holde næsen fra toilettet hvis man var bange for at få diverse infektioner. Ikke at han kunne få det som vampyr, og kortvarigt overvejede han at udfordre ham til at tage en linje på toiletbrættet alligevel bare for at se om han turde. Men der var ikke grund til at puste sig unødvendigt op lige nu. Han fik gratis stoffer, det var en stor ting. Han smilede smalt og bøjede hovedet ind over hånden og med det ene næsebor lukket til sniffede han det hvide pulver. Det knitrede lystigt i næsehulen og han snøftede et par gange mens han mærkede det langsomt optages i slimhinderne og sende næsten elektriske gnister gennem hans nervesystem. Han smilede til Armando og lænede sig mod båsens side.
"Ah det er en af de gode årgange," sagde han med et grin som for at gøre grin med stoffet ved at sammenligne det med en vin eller sådan noget prætentiøst bavl. Han smilede til ham. "Hvem er din dealer?" spurgte han. Det var ikke lige så godt som det Rachel kunne frembringe. Det var næsten det reneste af det reneste, men Gabriel havde desværre ikke noget på sig.

Gabriel nikkede og ville have svaret hans spørgsmål, men hans opmærksomhed blev med det samme fanget af den glitrende, rubinrøde linje af blod der flød som i slow-motion ned fra hans næse til læben. Det var som et pift af en parfume i luften der blev frigjort med blodet der nu kom til syne. Centrene i hans hjerne blev aktiveret og han bevægede sig fuldstændig instinktivt tættere på ham, hvis det kunne lade sig gøre, gled en hånd om hans nakke, den anden om hans liv og trak hans ansigt til sit i et kys hvor hans spidse hugtænder skrapede mod hans underlæbe og frigjorde endnu mere blod som han sugede til sig i et dybt, intenst, intimt kys. Det var så svært at frigøre sig når der var stoffer i kroppen, det var svært når manden af åbenlyse årsager var smuk, og det var svært når der var blod på menuen. Det tog et lille minut inden han endelig fik løsrevet sig og blev mindet om at der var nogle creepy bygningskonstruktører der havde installeret overvågningskameraer på badeværelserne af en eller anden årsag. Hvis det nåede udenfor Unity - hvilket det nok gjorde med deres sleske stab af ansatte - skulle det nok blive sjovt at se hvad pressen sagde.
"Ups," han smilede og fjernede noget blod fra mundvigen. "Vampyr, du ved," sagde han med et skuldertræk. Der var ingen grund til ikke at sige det som det var, men Armando var sikkert for langt væk til at lægge to og to sammen - eller også begyndte det forhåbentlig snart at dæmre for ham. Gabriel skubbede båsens dør op igen.
"Ja, Rachel er stadig min dealer, hun er jo min kusine, du ved," svarede han og gik hen til håndvasken for at vaske blodet af sig.

Det var en kende bizart at se ham smile med blodet i munden. Var han overhovedet selv klar over det eller tog han det bare som en selvfølge når man tog stoffer? Oh well, Gabriel smilede blot til ham i spejlet mens han vaskede hænderne færdig inden han vendte sig om imod ham for at lægge hovedet lidt på skrå og se undrende på ham.
“Dude, jeg tror du har fået rigeligt,” sagde han en smule overbærende med ham. Igen kom tankerne tilbage til ham om hvorvidt han skulle vende tilbage til modebranchen hvis det var det her der ventede ham.