legionarie in shining armor

Paris havde taget Rose med sig ud i byen med strenge formaninger om ikke at miste hende af syne. Alligevel var popidolet blevet optaget i en musikbutik for at diskutere udstyr til hendes næste world tour. Rose havde siddet på en klaverbænk og svunget benene lidt frem og tilbage da hun havde set ud af vinduet og fanget en due med blikket. Modsat palæet var byen fuld af larm og folk og lugte og lyde og lys. Masser af lys. Idag var specielt slem. Rose kunne ikke lide solen, det var ikke som sådan noget der skadede hende, men hun kunne mærke en sær form for smerte, en slags hovedpine, hvilket var noget hun ikke anede hvad var når hun nu var født som vampyr. Det kunne måske nemmest sammenlignes med det menneskene kaldte migræne.
Ikke desto mindre var hun sprunget ned fra klaverbænken i musikbutikken og havde sat kursen ud i solskinnet hvor duen sad dum og grim på en stolpe der forhindrede biler i at køre igennem gågaden. Hun var som en lille dukke, klædt i en sort gotisk lolitakjole med matchende sko, det kobberbrune hår sat i en fransk fletning. De isblå øjne hun havde fra sin far scannede omgivelserne mens hun gik hen til duen, der ikke gad vente på hende og fløj hen til næste stolpe. Hun fulgte efter den og hver gang hun var tæt på den flaksede den atter bort. Hun var efterhånden kommet et godt stykke bort fra butikken og hun måtte standse op da hun pludselig indså at hun var på en sidegade og ganske fortabt i den store by.

Rose havde stået og kigget på en port hvis bue var smukt udskåret. Det mindede hende om nogle billeder hun havde set i palæet fra Dantes Guddommelige Komedie og nedgangen til helvede. En stemme fangede hendes opmærksomhed og hun vendte sig rundt for at se både nysgerrigt men også tilbageholdende på en mand der nærmede sig hende. Hun havde svært ved at afgøre om hun skulle svare ham eller lade være. Hendes far havde lært hende at man ikke måtte snakke med fremmede, men samtidig var hun også ret sikker på at han ikke ville hende noget ondt. Hun kendte hovedsageligt kun til sin far og de andre vampyrer i palæet, og det var for det meste kun hendes far hun færdedes med og servicerede om natten i sengen. Så det var sådan hun antog de fleste mænd var og dermed også denne mand, hvilket rungede endnu mere i ræsonans med hendes fars formaninger om ikke at snakke med fremmede.
Hun vred hænderne lidt foran sig, genert og utilpas over hele situationen og så til siden på porten uden at svare ham.

Rose slog blikket ned i brostenene hvor hendes lakskosnude gned sig lidt mod den kolde overflade. "Jeg... er faret vild, monseiur," sagde hun stilfærdigt. Det var så pinligt. Hvad ville hendes mor ikke sige, endsige hendes far?! Hun var jo en stor pige snart, selvom hun var så ung og hendes far stadig gav hende indsprøjtninger så hun blev hurtigere udviklet end normale vampyrbørn hvilket betød at hun faktisk kun var få måneder gammel men lignede en pige på de otte eller ni år.
"Jeg var i en butik med min kusine, og nu er jeg her," forklarede hun lidt opgivende og hævede blikket til ham. Kunne han måske hjælpe med at finde Paris igen?

Rose så på ham med en panderynke på hendes ellers glatte barneansigt. "Mobil...?" hun vidste ikke hvad han snakkede om. Hendes hjerne arbejdede på højtryk inden hun indså hvad han mente. "Nej, men jeg kan huske det var en musikbutik!" sagde hun og lyste op i et smil til ham. Måske var der håb trods alt. Hun var dog ikke helt sikker på at det var det rigtige at gøre men så længe de var i det åbne og offentlige gik det nok. Hun holdt dog sine hænder for sig selv. Hun vidste bedre end at tage en fremmed mand ved hånden da han ville have langt lettere ved at bortføre hende på den måde, og hun havde leget nok fangelege med Angela og Fleur i palæet til at have lært at løbe hurtigt i hendes fine laksko. "Tror du at du kan finde den?" spurgte hun håbefuldt med store øjne på ham.

Hun smilede lidt af hans ord så de to vampyrtænder blev synlige. Hun havde endnu ikke lært at det ikke var så smart at flashe dem i offentligheden men de fleste troede at det var en del af et vampyrkostume hun havde på når hun også gik i sine lolita-kjoler. Hun fulgte med et par skridt bag ham mens de gik tilbage til gågaden og langsomt men sikkert fandt de vej hen til en musikbutik som hun mente ville være den rigtige. Hun nikkede og smilede taknemmeligt til ham inden de trådte ind.
"ROSE!" Paris fløj hen og greb Rose om skuldrene, løftede hende op og knugede hende ind til sig som var hun sin egen datter. "Jeg har ledt OVERALT efter dig!"
"Rolig, Paris," svarede Rose som et lydigt lille barn og blev sat ned igen og tog sin kusines hånd. "Manden her hjalp mig!" hun pegede på manden der havde fulgt hende hen til butikken. Paris så hen på ham. Tydeligvis vampyr, men af den slags der kunne færdes udenfor i solen. Hun var selv ikke bange for sollyset og hendes tøj var i dagens anledning netstrømper, et mini skirt og en lak-bh samt et halsbånd med påskriften "Daddy's Girl" i dyre swarovski krystaller. De lange stiletter klikkede mod parketgulvet som hun gik manden i møde og tog hans hånd.
"Tak for at du fandt min kusine," sagde hun med et smalt smil på de højrøde læber.

Paris slap ham og vendte med det samme opmærksomheden mod Rose igen. "Er du uskadt?" spurgte hun bekymret og Rose nikkede blot kort inden Paris tog sin mobil frem og ringede efter sin bodyguard der troppede op i døren til musikbutikken.
"Carl, vil du ikke være en engel og tage Rose hjem?" spurgte hun og strøg med et træt suk en hånd gennem den røde manke. Rose gik lydigt hen til den jakkesætbeklædte bodyguard og tog hans hånd uden tøven. Hun kendte Carl og var tryg ved ham. Hun vinkede med sin lille pige hånd til manden med det sære, udenlandske navn, inden hun blev eskorteret ud af butikken. Paris vekslede et par ord med butiksbestyreren inden hun atter vendte sig mod manden.
"Jack Law," sagde hun med et smalt smil. "Kan jeg byde på en drink et sted i nærheden? Som taknemmelighed for at have fundet min kusine," foreslog hun. Hun havde ikke fjernet sine solbriller så de sorte øjne var stadig gemt bag dem, og det var også mest behageligt. Hendes øjne gjorde altid ondt i sollyset men hun var blevet nød til at tage i butikken her om dagen da det var det eneste tidspunkt de havde åbent og hun skulle have nyt udstyr til sine backing sangere.

"Åh darling!" hun viftede med hånden af hans ord. "Jeg kender et godt sted, kom med," hun vinkede ham med sig ud ad døren og begav sig hen ad gågaden, drejede et par gange ned ad nogle smalle sidegader og kom til en bar med en lille trappe ned fra gadeniveau og vinduerne var dækket af røde gardiner men et rødt neonskilt i vinduet blinkede "ouvert", så der var åbent. Hun førte an ned til baren, der havde lavt til loftet men et pænere interiør end man regnede med ved første øjekast. Lækre sorte lædersofaer stod rundt langs væggene og fine barstole var langs med bardisken. Få personer var at findes derinde, men alle havde det til fælles at de var vampyrer. I et mørkt hjørne kunne man se et par unge vampyrer være intime sammen men ingen lod til at gøre noget for at standse deres handlinger. Et perlegardin i en døråbning ledte ud til nogle lokaler hvor der var flere gæster end inde i selve barstuen.
"Le Petit Prince," sagde hun som hun trådte ind i duften af cigaretrøg og tunge alkoholdunste. "Et af mine yndlingssteder. Nogle bruger det til at få en drink, andre swinger derinde," hun pegede til lokalerne bag gardinet. Hun gik op i baren og nikkede til bartenderen der nærmest automatisk skænkede to glas vodka og rakte dem. Hun vendte sig mod manden og hævede glasset til skål. "Cheers, mate!" sagde hun med et bredt grin og sippede til sin vodka sådan som hendes skaber Vladimir havde lært hende.