Into the wild

Isobel havde mindst af alt forventet at den stille aften kunne afbrydes af det rabalder der opstod ved vampyrjægernes angreb. Hun var heldigvis ikke en kvinde der var bange af sig. Hun havde håndteret sin andel af vampyrjægere. Hell, hendes eks-kæreste var den tidligere leder af inkvisitørerne trods alt, så hun var ikke på nogen måde udfordret af de tåbelige dødelige der forsøgte at angribe. Hun rejste sig med et opgivende suk og med et knips fra fingrene spandt hun med sin mørke energi tråde af mørke, der svang sig om nogle af mændene så de blev kvalt og faldt om mens huden blev askegrå og øjnene blev blodskudte. Blod strømmede fra deres næser og øjne og ører og mund. De sidste par overlevende vampyrjægere indså deres fejl at angribe et par oldgamle vampyrer og stak istedet halen mellem benene og forsvandt fra kirkegården. Der var kun manden, som den fremmede vampyr lod til at have styr på, tilovers. Isobel børstede sin kjole af som for at understrege hvor let det havde været inden hun satte sig med det ene ben over det andet og så med et mildt smil på de fejdende mænd. Vampyrens ansigt virkede underligt bekendt, som et ansigt i en drøm hun havde haft for længe siden.
"Det gør mig intet," sagde hun og skubbede en vild lok hår bort fra ansigtet imens hun fandt sin telefon frem og sendte en SMS til VCS om at der var rengøringsarbejde i kirkegården på Mont Martre. "Selvom det ikke just er den slags action jeg havde håbet på at opleve i aften," tilføjede hun med et suk, om det var til ham eller til sig selv var svært at afgøre.

Isobel betragtede mandens brutalitet. Der var noget yderst ærligt men også yderst barnlig over ham, og hun rynkede blot på næsen over hans tilbud om en cigaret. Hun så bort fra ham og tænkte over hans henvisning til Pluto og Proserpina. Et lille smil formede sig om hendes fuldendte læber og hun vendte blikket imod ham som han sad der, sølet til som en gemen soldat, tarvelig og tydeligvis trænet i kamp, men også med en viden der lod til at være en del af sacre sang vampyrernes arsenal.
"Pluto hentede Proserpina til underverdenen, og der er jeg allerede takket være min bror," sagde hun med et blik på hængepilen over dem hvor de sorte grene strakte sig over dem som krogede fingre. Hun så på ham da han nævnte sit navn og hun nikkede kortfattet til ham. "Hmm, jeg synes jeg burde vide hvem De er," sagde hun med en let panderynke og et underfundigt smil inden hun rakte ham sin hånd som hilsen. "Isobel Stella Corona Darklighter," hilste hun. Darklighter var trods alt navnet på den største vampyrfamilie, så mon ikke han ville genkende hende på en eller anden måde. Men han virkede så bekendt, det var svært at placere.

Hun brast ud i en blød latter der næsten fik hængepilens visne blade til at sitre af hendes fryd. Hun så på ham med et bredt smil og latteren forsvandt til en blid klukken. "Åh, mon Dieu, ja," svarede hun med en hånd lidt for munden som en blufærdig jomfru der netop var taget i en synd, hvilket hun dog langt fra var. "Ja ja, min bror har måske haft et kendskab til Dem, monsieur Scipio," sagde hun. "Min lille kult af unge mænd og kvinder var vidunderlig tidsfordriv," hun samlede hænderne i skødet og så lidt ud over gravene, "men mennesker er skrøbelige og sarte som snefnug, og de fleste endte med at dø af kønssygdomme eller lignende. Det var ellers synd, der var så mange unge drenge og piger der havde det hyggeligt i min villa," hun sukkede og strøg atter en lok af det vilde hår bort fra ansigtet.
"Men De kan huske mig fra dengang?" spurgte hun med et lille smil i mundvigen og så på ham. Han var højere end hende, et ordentligt mandfolk, dog stadig lavere end Gabriel, hvilket var lidt sjovt.

"Åh efter mit første ægteskab som jeg selv endte med en kniv i mandens bryst, fandt min bror ud af at jeg nok selv skulle finde ud af mine ægteskabelige alliancer," svarede hun med et sigende blik på ham mens hendes fingre dansede lidt langs kjolens udskæring over hendes kavalergang. "Og nu, efter fire ægteskaber," hun smilede smalt til ham, "tror jeg han har indset at jeg er dårligt materiale til at forme alliancer." Hun lo sagte for sig selv mens hun tænkte hvordan Matthew gang på gang var hendes rebound efter et ulykkeligt endt ægteskab. "De viste sig altid at være nogle mænd der ikke kunne værdsætte en kvinde, og rendte rundt og horede på siden. Det fik de ikke lov til at fortsætte med," hendes blik faldt på en grav hvor et kranie var skåret ud i marmorstenen og tænkte på de fire kranier der var hjemme i hendes skab fra hendes respektable ægtemænd. Det var sjovt at have dem ud ad øjenkrogen når hun havde sex med Matthew, men det var samtidig måske også tid til at komme videre. Måske skulle hun få Augustins derind også, selvom de ikke havde været andet end kærester?
Hun vendte tilbage til virkeligheden ved hans afsluttende ord og hendes olivengrønne øjne glimtede i lyset fra støbejernslampen der kastede sit blege lys ned over dem. "Jamen min villa er jo desværre ikke længere tilgængelig," sagde hun med et underfundigt smil der viste at hun udemærket var klar over hvad han mente. "Men jeg har en suite i Glass House som måske kunne udgøre en udemærket scene for en genopførelse?" foreslog hun med et let hævet øjenbryn til ham.

Isobel havde svært ved at skjule sit smil over hans pludselige gallante tone og opførsel. Han var spøjs, interesssant og spøjs på samme tid. Hun tog hans hånd og rejste sig fra bænken dog uden besvær og lod ham tage hendes arm så de kunne gå gennem kirkegården. Hun mærkede en sitren af fryd i kroppen af spænding. Det ville være rart at komme lidt væk fra de dystre tanker om hendes brors eksperimenter på den stakkels Aurelia hjemme i palæet. Hun havde et ansvar for pigebarnet, men hun var efterhånden en katatonisk fødemaskine, og overgrebene hun blev udsat for dagligt gav Isobel lyst til at flytte væk fra palæet i en periode. Men hun vidste også hun ikke kunne undvære sin bror i længere tid.
"Venus straffer kun de ulydige," sagde hun med et sødt smil til siden til ham mens de passerede gravene og kom til udgangen af kirkegården hvor de atter mødte byens natlige trafik og støj fra biler og mennesker. Glass House var heldigvis ikke langt borte, man kunne se det prominente spir af glas og stål hæve sig op over byens historiske bygninger, et overflødighedshorn som et hotel fra Abu Dhabi der var blevet placeret i hjertet af Paris. Hun grinede lidt til ham.
"Er De ny her i byen eller har De boet her længe?" spurgte hun lidt nysgerrig efter at vide mere om manden hun havde tænkt sig at tage med i sin seng om ikke så længe. Tanken satte lidt flere spændinger i værks i hendes krop og hun mærkede blodet hun for nylig havde drukket varme hendes indre så støvregnen føltes som prikken på hendes glatte hud hvor den var blottet.

"Åh, det har været omkring 50 før vor tidsregning," sagde hun mens hun tænkte over hans spørgsmål. "Gallerne brændte byen ned i slaget om Lutetia, og efter det fik Romerriget jo mulighed for at genopbygge byen helt efter deres egen model. Min bror valgte at tage det som et tegn til at det var her vi skulle bosætte os, men vi har også boliger i Firenze og London. Jeg ynder selv at tage en tur fra tid til anden over atlanten til New York hvor mine to yngste sønner bor," hun smilede til siden til ham, glad ved hans tydelige tegn på spænding over at være i hendes selskab. De nærmede sig Glass House, den store indgang synlig i det fjerne med den kendte røde løber altid foldet ud til dets klientel. Hotellet var det dyreste og mest prangende i byen, og familien havde en permanent suite på de øvre etager hvor de altid kunne indlogere sig hvis det skulle være, eller tilbyde gæster ly for en aften hvis de var på besøg i byen. De trådte ind i foyeren og hun gik uden tøven forbi marmorskranken med et kort, reserveret nik til receptionisten inden de steg ind i elevatoren, hvor hun vendte sig mere imod ham nu hvor de var ude af offentlighedens åsyn. Hun lagde en hånd på hans brystkasse og skubbede ham lidt op ad væggen i elevatoren der gled lydløst op til de øvre etager, låst op af hendes specifikke nøglekort til den etage som de ejede.
"Venus' gunst er svær at få," sagde hun stilfærdigt og bed sig let i læben mens hendes blik søgte over hans ansigt. "Måske du selv kan tænke dig til det, hm?" sagde hun med hovedet lidt på skrå da elevatoren i samme øjeblik standsede med et lille ding så de kunne træde ind i suiten. Et springvand pludrede over kunstfærdige sten, panoramavinduerne viste Paris' skyline i sin fulde udstrækning og overfladerne var blankpolerede og glatte som var der lige blevet gjort klar til dem. Hun slyngede pelsen af sine skuldre og hang den på en knage inden hun med vuggende hofter satte kurs til et lille barskab hvor hun skænkede to glas whiskey. Hun rakte ham det ene inden hun lod sig glide ned på en chaiselong, elegant som en dronning i sit kongerige.