Into the wild

De faldt på gulvet med et smæld. Isobel brast ud i en høj latter over den voldsomhed han lagde for dagen. Der var ikke så meget andet at gøre. Hun var glad og fredfyldt og bare optændt af energi, mens hun hev ham mere ind imod sig og tog sig ikke af de ødelagte fliser. Der skulle nok være nogle regninger der skulle betales eller noget renovation der skulle dækkes, men hun var helt ok med det. Hun fik trods alt en god løn som kurator på Louvre, og hun var en af deres dygtigste i staben, så det ville ikke være et problem. Hun behøvede nok ikke engang at sige noget til Matthew, han brugte alligevel ikke suiten så ofte, med mindre han havde fundet et skår i byen og ikke gad hale hende med hjem til palæet. Hun pressede sig imod ham, stønnende, nydende, vridende imod ham som om hun ikke kunne få nok af hans styrke. Havde hun været menneske havde hun blødt og været værre tilredt end et voldtægtsoffer, men hun tog det som en leg mens hun lod ham være over sig, vandet stadig plaskende ned over deres nøgne kroppe.

Mildheden og lidenskaben var væk og erstattet af instinkter der drev værket. Hun var ikke sine omgivelser bevidst, bare klar over de skrig hun gav fra sig, der rungede ud i badeværelsets lyse rum som han hamrede ind i hende. Det var som en stempelmotor der kørte non-stop og hun frydede sig over at have fundet hans passion. Det kunne ligeså godt have været en maskine der kørte, hun var blot modtageren og hun nød det til hun endelig mærkede klimakset komme over hende og hun sled sig væk fra ham, våd, fugtig, ophidset, tændt og samtidig afslappet. Hun lo lidt som for at få endorfinerne endnu mere ud i systemet inden hun rejste sig fra brusenichens smadrede gulv, tørrede sig med et håndklæde som hun dog slyngede fra sig inden hun kastede et blik over skulderen efter ham, og uden et ord satte kurs ud af badeværelset med retning mod soveværelset hvor hun fandt vej til den store dobbeltseng og dens bløde dyner og puder. Hun var stadig uden en trævl på kroppen, varm, sanselig, sensuel og oprørsk indeni mens hun cirkulerede om sengen og over til den side hvor hun normalt lagde sig når hun besøgte suiten. Om hun ville komme til at sove afhang af ham.

Det var næsten for meget af det gode, men Isobel frydede sig altid over den effekt hun havde på mænd. Augustin var vel det bedste eksempel på det. På sin vis også Matthew, der blev edderspændt jaloux når hun var med andre. Ham her var heller ikke meget anderledes. Hun var som en rus for dem, og hun lod sig glide over til ham og lod ham tage hende igen. I og for sig var hun altid den der var i føresædet i den slags handlinger, men hun nød også når hun kunne slippe kontrollen og bare lade manden gøre arbejdet for sig mens hun var åben og villig. Hell, hende og Matthew kunne have en hel dag hvor hun var holdt nede og ude af stand til at modsige sig ham mens han brugte hende som han lystede. Om Gaius var i samme humør vidste hun ikke, hun lod ham blot gøre som han lystede og holdt ham ind til sig med benene om hans hofter mens hun lagde hovedet tilbage nydelsesfuldt og smilende ind imellem sine støn, hendes hænder der greb om lagnet så det krøllede mellem hendes røde negle.

Hun nåede ikke at svare ham før han var faldet i søvn og hun skubbede ham af sig for at frigøre sig fra ham. Hun smilede lidt mens hun satte kursen mod badet igen for at gøre sig det mere behageligt. I det lille køkken der hørte med suiten fandt hun blod som hun drak og genvandt sin energi så kroppen uden problemer kom sig, smertefri og uden mén fra deres heftige leg. Hun fandt tøj i skabet som hun kunne iklæde sig og ringede til receptionen for at bede om en taxa med tonede ruder samt rengøring og skadesberetning om badeværelset. Hun lod ham sove og vidste at han før eller siden måtte forlade suiten. Hun havde ihvertfald ikke planer om at vende tilbage lige foreløbig, tænkte hun, mens hun gjorde sig klar og tog sine ting og forsvandt ud af suiten, der kunne låses op indefra men ikke udefra. Når først han var ude kunne han ikke komme ind igen uden et nøglekort som kun en Darklighter ejede.
Hun smilede for sig selv ved tanken om hvad Matthew dog ikke ville sige når han så hende.
//out