Head Over Heels

Dante havde fået købt hvad han skulle og sendt til en hemmelig adresse så han kunne få tingene bugseret ned til bunkeren. Han havde, modvilligt, kontatet Callahan for at få hans hjælp og de havde i fællesskab fået en generator der var bedre end den nuværende, en air condition unit, et køle-fryseskab og en kaffemaskine ned til bunkeren og rent faktisk indrettet et område til at være lidt mere køkkenagtigt. Det var lidt som et tarveligt køkken i et kontorfællesskab, men det var bedre end ingenting, og Dante var træt af at se på Augustins sørgelige pizzabakker. Det hjalp BESTEMT ikke på hans helbred jo!
Han var derefter taget hjem til hotellet og havde fundet suiten forladt. Et eller andet sted havde han været glad ved det, så han kunne tage et bad og få lidt frustrationer forløst for sig selv, mens han ventede på at Lucia kom hjem. Han havde pakket lidt ting i en taske ved døren, og han var i tøj han fandt praktisk. Lucias ord vækkede ham fra hans gøremål ved computeren og han lukkede den sammen og pakkede ned inden han gik hen for at lukke hende ind. Hun så rædderlig ud men han vidste hvorfor. Han havde kort nået at se nogle nyheder på nettet selvom klokken var over midnat, og han genkendte hende nemt. Det vred og sled i hans mellemgulv af jalousi. Det havde altid været dem mod resten af verden... Men det var som om noget havde ændret sig for ham efter han havde snakket med Augustin. Erkendelsen af at hun ikke længere var menneske gjorde næsten også at hun ikke længere var hans søster. Hun var stadig smuk, sensuel, mere end før, og hun bar en attitude af at gøre hvad fuck hun end ville, og det var både tiltrækkende og samtidig frastødende.
Han lukkede døren tungt bag hende inden han vendte sig for at se på hende, kjolen lidt urettet, det smukke, platinblonde hår bar præg af at være rodet op i forbindelse med diverse aktiviteter.
"Hvor har du været?" spurgte han med et mørkt blik og et stik af vrede og sorg i mellemgulvet over at se hende sådan. Hans smukke Lucia.

Det skar og vred sig i ham ved hendes ord. Omgivelserne, alt de havde arbejdet for de sidste mange år, var som vasket bort af hendes skødesløshed. Hvordan var det overhovedet gået til at hun var endt dér hvor hun var endt? Han knyttede hænderne langs siderne men forholdt sig alligevel rolig mens han så på hende. Han trak vejret ind og ud af næsen for at kontrollere sin vejrtrækning og ikke stige op i det røde felt alt for hurtigt.
"Lucia... mia dios, hvad er der sket med dig?" spurgte han næsten åndeløst og han sank en klump mens han mærkede bitterheden blande sig med sorg og vrede, en farlig, sprængfarlig cocktail. Han mærkede de knyttede hænder dirre.

Han havde lyst til at råbe og skrige af hende, tage hende om skuldrene og ruske noget fornuft ind i hende. Aldrig før havde hun været så skødesløs, ligeglad med ham. Det beviste for ham hvor farlige vampyrer var og han vidste det var det bedste at gennemføre planen så nænsomt som muligt uden at hun fattede mistanke. Han gled derfor sin hånd over hendes og tog hendes hånd i sin og pressede den inderligt imod sine læber. Hun var underligt kold, som en sekretær der sidder hele dagen ved computeren og har dårligt blodomløb. Han så op på hende og rakte en hånd op mod hendes marmorkind hvor han mærkede kulden ligeledes, selvom en lille glød i hendes kinder kendetegnede at hun måtte have fået blod. Hvem havde ladt livet for hendes dyriske natur?
"Lucia... du er ikke dig selv," sagde han stilfærdigt. "Fortæl mig... hvad er der sket?" bad han inderligt, og hans stemme truede med at knække men han holdt det inde for ikke at give hende for meget at lege med.

Dante stod fastfrosset i stuen og ville gerne følge efter hende men det krævede uendelige mængder af kræfter at slide sig bort fra stedet og gå imod badeværelset hvor han betragtede hende rette på sit hår og stå og se sig selv i spejlet. Han var bag hende i spejlbilledet, armene over kors og lænet mod dørkarmen. Hans ansigt var sat i en kold grimasse, en blanding af indestængt vrede og bitter jalousi.
"Jeg er ligeglad med hvem du har knaldet," sagde han syrligt inden han rettede sig op og trådte ind til hende i badeværelset. "Hvem har forvandlet dig til vampyr?" spørgsmålet var koldt og hårdt og direkte og han håbede han kunne få hende rusket lidt ud af sin tåbelige trance.

Paris. Noget dæmrede i ham. Det var som om han tabte pusten et øjeblik og han måtte støtte sig mod døren lidt mens han sundede sig.
"Paris Darklighter?" spurgte han skarpt og så tilbage på hende igen. Hans øjne brændte. Han mærkede hvordan han hørte Augustins ord, den korte men klare fortælling om hvad der var hændt mellem ham og Paris, og hvordan hans loyalitet til sin nye mentor var større end noget andet han nogensinde havde oplevet før. Han sank en klump mens bitterheden gnavede sig vej til hans hjerte og begyndte at bide i det sidste af hans forhold til Lucia, som hang fast. Han rakte ud og lagde en hånd på hendes skulder for at dreje hende rundt og tage hende bedre i øjesyn. "Sig mig det, er det Paris Darklighter?" hans stemme var hævet et par niveauer højere nu.

Det var som en kamp blev udkæmpet lige nu i hans indre da han atter så en snert af sin søster. Det var hårdt at forestille sig hende og den dæmon der netop havde stået foran ham var den samme person.
"Ja," sagde han lidt henkastet og forlod badeværelset. Om hun fulgte med var han ikke sikker, han vidste bare han måtte væk igen og klare tankerne. Når hun var så tæt på ham var det som om hun gjorde ham døsig, han ville røre hende, tage hende i sin favn og sige at alt nok skulle gå, og den svaghed kunne han ikke lade vinde når han havde sin opgave at klare for Augustin. Men han havde jo også indrømmet for Augustin at han ikke kunne dræbe hende, og den kærlighed og hans længsel var ved at knække ham. Hans vrede truede med at lade ham hoppe på hende og enten slå hende til hans hænder blødte eller endelig kysse hende og lade alle følelser få frit løb, utøjlede og utæmmede.
"Hvordan er det så, hvis det ikke er som jeg tror?!" råbte han vred og rev en vase på gulvet i sin kurs gennem den pompøse suite. Porcelænen knustes mod gulvet og spredte sig som et metafor for deres forhold der var gået i stykker og ude af stand til at blive samlet igen.

Det var for meget, næsten. Hendes kys, hendes krop under badekåben, hendes duft efter en aften i baren og senere med en anden mand. Det tændte noget i ham, en sær ild der gjorde at han vidste han ville have hende. Han havde aldrig turdet indrømme det for sig selv på grund af deres bånd, deres ophav fra børnehjemmet, men han vidste det nu, en forfærdelig åbenbaring der skulle komme nu på den anden side af hendes forvandling. Måske han kunne gøre det når hun var nede i rummet i bunkeren. Han så ned på hende næsten medlidende og trak sine hænder fri af hende for at ligge dem om hendes ansigt og kysse hendes pande inden han frigjorde hende fra sit greb og vendte sig mod en sofa hvor han satte sig tungt ned og fingererede med en dyrt udseende plaid.
"Nogle er," sagde han med et suk og så op på hende. "Paris Darklighter er en af de farligste. Hendes onkel er vampyrfyrsten," han så lidt bort fra hende ned på plaid'en. Lidt research havde han trods alt lavet, og med den viden han havde om Paris kunne han kun forestille sig at Matthew var værre end hende. "Han er psykopat. Please," han så bedende op på hende, "du må ikke lade dem hive dig ind i deres spil." Han rakte ud og tog hendes hånd. "Jeg havde ellers endda en overraskelse til dig..." han mønstrede et sørgeligt smil.