Head Over Heels

Han lænede sig nær hendes ansigt og placerede et varmt kys mod hendes kolde kind. Det var som at kysse en statue. Han trak sig ikke bort med det samme for at lade hende vide at han var helt tæt på hende og hvor nemt det kunne være for ham at ende spændingen lige dér. Hans læber var så tæt på hendes at de næsten mødtes men han trak sig endelig langsomt fra hende og rejste sig for at tage hendes hånd og guide hende op fra sofaen og stå. Han førte hende med sig gennem lejligheden hen til entréområdet hvor han tog jakke og taske inden han atter vendte sig mod hende og tog hendes hænder i sine.
"Vi skal på en lille tur," forklarede han og slyngede hendes jakke om hendes skuldre. "Stol på mig, det bliver fantastisk!" han grinede lidt for sig selv så hun ikke kunne se det.

Rummet var som trukket ud af den kolde krigs æstetik. Grå vægge, en seng med en jernramme og en stribet krøluldsmadras der havde set bedre dage samt et bord med en kontorstol der havde mistet ryglænet. Døren var en tung jerndør med et lille vindue men mekanismen der åbnede den var ikke synlig på denne side og lige nu var døren lukket bag dem. Dantes ansigt have ændret sig. Der var ikke meget der kunne ændre hans beslutning nu. I lommen havde han den lille flamberings-anordning som man brugte til at lave den ulækre dessert der var cremé brulée.
"Jeg er ked af det, Lucia, men jeg kan ikke have dig fri på overfladen," sagde han køligt men måtte atter synke en klump af sorg. Han håbede at kunne få sin vilje med hende senere på den tarvelige seng men det ville nok kræve lidt anordninger som han skulle ud og finde. Måske Callahan også var interesseret? Hun var jo smuk trods alt.

"Bare rolig," foriskrede han hende. "Du skal nok vænne dig til det hernede." Han slog armene ud som for at vise hvad der var at sætte pris på. "Sandt, det er ikke ligefrem master suiten i et palæ, men det er det, der passer til dig og det du er," fortsatte han med stemmen dryppende af syre. "Det, du er blevet, er en skændsel for verden og du er kun i live fordi jeg har lovet at du kan hjælpe os. Dit blod," han nikkede mod hende som for at indikere at det var alt hun var nu for ham, et bloddyr med omvendt fortegn, "skal hjælpe os i vores kamp mod vampyrerne."
Han forholdt sig stille foran døren, og vidste at Callahan var derude hvis der skete noget.

Det hev og sled i ham at han skulle gå hen til hende og tage om hende og sige, at det var en fejl eller en dårlig drøm og hun bare skulle lægge sig og sove så var hun hjemme igen snart, og han kunne afbryde hele handlingen. Men nu havde han hevet hende derned i løvens hule og han vidste at Callahan havde ventet på nye blodforsyninger og ville gå langt i at få det han skulle bruge. Samtidig var det også noget der gjorde at Augustin kunne overleve overhovedet, og tanken om hans mentors stolthed og ros gav ham mere mod til at gennemføre sit forehavende.
"Ja, jeg elsker dig," sagde han tonløst for at holde følelserne hen selvom han kunne mærke hele kroppen dirre af både raseri over sig selv og hende og hele situationen. Hvordan var de endt her?? "Og det er min kærlighed der holder dig i live lige nu," han trådte hen til hende endelig og tog hende ved skuldrene. "Hvis ikke jeg elskede dig var du død allerede," han lænede sig ind og kyssede hendes pande inderligt. Han trak sig ikke for langt bort. Hun havde en sær påvirkning på ham nu efter hun var blevet forvandlet, noget han havde anerkendt tidligere på aftenen, og det var svært nu ikke at forestille sig hvordan det ville være at vise hvordan han kunne være hendes eneste. Hendes alt. "Bare gør som de siger, så sker der dig intet. Måske kan du endda komme ud og gå af og til," foreslog han selvom han vidste Augustin var alt for paranoid til at lade hende komme ud når først hun var i rummet.

Dante mærkede hvordan desperationen blev erstattet af myndig beslutsomhed og han hævede hovedet og så på hende med et stålsat blik inden han langsomt bakkede væk fra hende mens han hellere ikke ville slippe hende af syne.
"Du vil forstå, Lucia," sagde han stille, om det var til hende eller til sig selv vidste han ikke helt mens han langsomt kantede sig bagud til jerndøren. "Du vil udrette store ting, selvom du er blevet til en vampyr. Du vil hjælpe mig, du skal se tidsnok, så vil du forstå," det var som om hans talestrøm var mere en forsikring af at hans forehavende var det rigtig at gøre, en måde at retfærdiggøre hans handlinger. Han nåede døren og bankede på for at få Callahans opmærksomhed så han kunne blive lukket ud og håbede det gik hurtigt inden Lucia gik i kødet på ham.

Dante var bakket ud så snart døren var blevet åbnet med en tuden fra den forældede jernmekanisme og Callahan lukkede hastigt døren hvis Lucia nu pludselig ville sætte efter dem. Dante tog sig til brystet som om nogen netop havde brækket hans hjerte inden han støttede sig til Callahan, der tilbød ham en skulder at læne sig op ad for at genvinde fatningen. Tårer stred lydløst ned ad hans ansigt men han strøg dem bort med en vred bevægelse inden han registrerede Augustin var kommet til. Han så op på sin mentor med et bestemt nik.
"Ja, jeg er ok," sagde han og formåede et halvhjertet smil, så halvhjertet det kunne være nu den anden halvdel af hans hjerte var fanget bag en både metaforisk men også bogstavelig jerndør.
"Hun skal nok svækkes og så kan vi fiksere hende og begynde første tapning," sagde Callahan med myndig stemme og så fra Dante til Augustin med et smalt smil. "Det er nemt nok når der er gået et par dage uden hun har fået noget at spise."