Wait for it

Dante nærmede sig langsomt manden i stolen foran computeren. Han lignede et fugleskræmsel, men han valgte ikke at kommentere på hans lasede, syge udseende. Han forsøgte med et smil på sit ungdommelige ansigt men det blev til en stiv grimasse af skepsis over sin egen reaktion på mandens ord.
"Ja?" spurgte han ivrig for flere ærinder for manden i spidsen for hvad han selv så som en revolution, både digitalt og i den virkelige verden. Hvis det stod til ham ville de sprede pamfletter og flyers til folk på de store pladser oppe i byen for at gøre opmærksom på faren der gemmer sig i byerne disse år, men han var bange for at tanken var for progressiv, så han holdt sine design-idéer for sig selv på sin MacBook hjemme i hotelsuiten.
"Du siger til, jeg er klar," sagde han og lagde mappen frem til manden på skrivebordet ved siden af hans arbejde. Det var en lille mappe han havde samlet på Lucias nye bekendtskab for at vise Augustin hvad han selv havde af planer. Der var billeder af Paris fra forskellige paparazzi samt lidt info om hendes gøren og laden i musikbranchen. "Jeg har fundet noget," han pegede på mappen. "Ved ikke om det er noget... vi skal se på?" han rettede sig med hænderne foldet foran sig mens han ventede på ord fra ham.

Dante satte sig med en lidt forfjamskethed, der var ny for ham. Han var ivrig over at have en mening med tilværelsen der ikke længere gik ud på at stjæle og lyve hver dag. Det var som om han havde fundet meningen med livet og hans kald, og det fyldte ham til randen med motivation og beslutsomhed, og Augustin var ophavsmanden for hans ildhu. Hans smil falmede dog da han hørte om Augustins planer for at bruge vampyrblod, men han blev også samtidig bekræftet i at hans research ikke havde været forgæves. Han fugtede læberne og nikkede mens han lyttede intenst.
"Jeg kunne skaffe hendes blod?" foreslog han og nikkede til billederne af Paris. "Hun har forgiftet min søster, jeg er bange for at hun vil gøre hende til vampyr - hvis det altså ikke allerede er sket!" han bed tænderne sammen og kæmpede mod en pludselig lyst til at græde af vrede, men han lod dem blive i øjenkrogene.

Hans ord ramte ham hårdt, som et slag i brystet. Et eller andet sted havde han allerede set det komme men han havde måske levet i fornægtelse af hensyn til deres forhold. Ja, det var skørt at tænke men han var måske ikke så vred over at hun var en vampyr, men mere at hun ikke havde fortalt ham noget endnu. De delte jo alt, de delte endda tandbørste af og til når det havde knebet med pengene inden næste hit de havde planlagt! Han sank lidt tilbage i stolen og sukkede tungt.
"Hun har ændret sig, ja," sagde han stille og kneb fingrene om næseryggen som for at tvinge de lystige billeder på hans nethinde ud af hans sind, men sandheden var at han allerede havde mærket den sædvanlige spænding imellem dem være eskaleret, på både godt og ondt, og han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Hun var ikke hans kød og blod, men hun var alligevel hans søster. Han så endelig på Augustin med et skuldertræk og pegede på mappen.
"Jeg havde håbet du kunne give mig nogle tips," sagde han endelig, måske lidt opgivende. "Men du kender hende allerede?" han så spørgende på ham. Der måtte være mere til historien.

Dante sad tilbage lamslået over den korte men ellers meget informative fortælling. Eller man kunne ikke kalde det fortælling, for så mange ord blev ikke udvekslet, men nok til at han kunne se det for sig. Han kastede et blik på billederne af den letpåklædte vampyr og han tænkte på Lucias nye væremåde. Hun var ikke sadistisk men klart mere sensuel og udfordrende og troede på sig selv fremfor "dem". Hun var blevet selvstændig, og det skar Dante i hjertet. Det var jo de to mod resten af verden! Nu var han her, i en kold, klam bunker under jorden med en dødsyg mand, der fortalte at kvinden, der havde forvandlet hans søster, var et monster. Hvad ville der ikke ske i længden med Lucia??
"Hvad kan der gøres?" spurgte han med læberne presset sammen i frustration men også beslutsomhed. "Du kender vampyrer bedre end jeg. Kan hun forvandles tilbage eller sådan noget?" spurgte han med en snert af desperation i stemmen.

Dante rejste sig for at få frustrationen ud af kroppen. Det hele var et virvar af tanker lige nu og han gled en hånd gennem det halvlange, mørke hår mens han tænkte og gik frem og tilbage i det lille værelse mens han undgik at træde på de halvopløste pizzabakker, der var halvdøde af fugten i bunkeren.
"Hun kunne måske..." han stoppede kort op inden han fortsatte sin gang frem og tilbage, "ja, hun kunne måske lokkes med nogle diamanter eller guldsmykker," han standsede og så på Augustin. "Men... skal hun herned så?" spurgte han. "Jeg kan prøve at lokke hende herned?" foreslog han. At Paris nok ville opdage hendes nye yndling var væk havde ikke strejfet hans tanker. Han kendte ikke meget til vampyrernes indbyrdes forhold, og slet ikke det mellem en skaber og en yndling.

"Nej," svarede Dante prompte og faldt på knæ foran Augustin med en udstrakt hånd. Han lagde den bedende på hans knæ, som en dreng der beder om sin fars anerkendelse, "Jeg ved jeg ikke kan slå hende ihjel, men jeg kunne holde hende indespærret her og hun kunne være din vej til at få livet igen!" sagde han insisterende. Hans mørke øjne var store og bedende. "Ville det ikke være det oplagte? Udnytte at vi kender en vampyr som kan blive din styrke? Jeg ved også at din anden," en lille snerrende grimasse fløj over hans ansigt ved tanken om Callahan, "hjælper, bruger vampyrblod til at være stærkere. Det kunne give os en fordel imod de blodsugende parasitter, uden at blive vampyrer selv!"