Wait for it

Der gik et lille sus igennem Dante da Augustin lagde sin hånd på hans skulder. Det var første gang et andet menneske end Lucia anerkendte ham, gav ham ros, var stolt. I hans fantasier, fra hans tidlige år i barndommen, havde billederne der mest kom til ham om den oplevelse været mere præget af ømhed, tryghed, en familie, et hus og et velfungerende liv. At han stod i en underjordisk bunker i en del af Paris' katakomber mens han snakkede om blodsugende sagnomspundne væsner med en kræftsyg mand, var ikke just sådan han havde forestillet sig det ville ske, men han tog det ind i hjertet og mærkede styrken og følelsen af mening blusse op og han nikkede og mønstrede et smil.
"Er der andet jeg skal gøre mens jeg er afsted?" spurgte han. Det kunne være manden manglede kontakt med folk eller andre han kendte, som var relevante for ham at høre fra. Det var svært at komme ned i bunkeren i forvejen, så når han alligevel var afsted ville det være bedst at få det meste ud af turen mens han kunne.

Dante nikkede. Og nikkede. Og nikkede. Han tog alle informationerne ind og lavede mentale noter til hver for at holde styr på dem.
"Medicin, ny video, dødsannonce," mumlede han mens han gik igennem instrukserne en efter en inden han sendte sin mentor et forsikrende smil. "Javel. Det gør jeg. Jeg er ked af at måtte afskære Ingrid fra Dem. Hun satte altid pris på det De gjorde for inkvisitørerne," sagde han med henvisning til de få samtaler han havde nået at have med Ingrid i det omfang han havde haft kontakt med hende for at finde frem til Augustin. Han tog sin jakke fra en stol hvor han havde smidt den og svang den om skuldrene for at gøre sig klar til at tage tilbage op til overfladen. "Hvad med mit forslag om en air condition unit hernede?" spurgte han lidt forsigtigt.