Dorian Gray's Apprentice

"Jeg foretrækker realisme, monsieur Andromedius," sagde Matthew skarpt med et hævet øjenbryn til ham inden han gik hen til lænestolens ryglæn og lagde en hånd på Aurelias hoved. Hun blinkede ikke engang, ænsede ikke han var der. Munden stod lidt halvåben mens hun katatonisk stirrede frem for sig. Væden i hendes mund var sort som havde hun drukket blæk. Vladimirs læber var presset syrligt sammen i en stram mine. Der var sket en forandring så hurtig som han nogensinde havde set. Kvinden skæbne... hans tanker ramte de små glas og den store maskine i laboratoriet, og han gøs.
"Men hvis billedet skal udstilles til offentlig skue-" begyndte Vladimir.
"Årh, det ser vi på," sagde Matthew med et bredt smil og strøg en hånd fraværende over Aurelias hoved som var hun en dukke han havde placeret i et dukkehus. "Enten skal det op i mine private gemakker, eller også skal det være en gave til svigerfar." Hans isblå øjne glimtede af fryd over tanken om hvordan Quintin ville reagere på at få et billede af hans datter i hendes nuværende tilstand, uden mulighed for at gøre noget fra eller til.

Matthews øjne var smalle sprækker mens han holdt øje med hver en bevægelse som maleren foretog sig. Manden havde styr på sin komposition, og han ville lade det meste være op til ham, men han ville have at det skulle være så direkte en oversættelse fra virkeligheden til lærredet som muligt. Han var ret overbevist om at billedet kunne risikere at blive destrueret hvis han sendte det afsted til Quintin med det samme, så for en god ordens skyld ville han beholde det selv et lille stykke tid inden han sendte det til Rom. Eventuelt få lavet en mere af det bare for en god ordens skyld.
"Vi har al den tid i verden du har brug for," sagde han med et smalt smil. Vladimir så på scenen der udfoldede sig foran ham inden han sendte et blik til Felix, der var klar bag lærredet. Han havde skiftet batteri og fået hjælp af Gabriel til at sænke styrken i remoten, men han havde ikke haft tid til at nå at afprøve det på Felix endnu. Og så var der hele sagen om deres færd til laboratoriet. Hvis Matthew fattede mistanke til at skaden ikke var udbedret sådan som han havde påstået, kunne det ødelægge hele planen. Men der var ikke tid til at spekulere over det nu. Hans fingerspids legede med knappens overflade inden han trykkede den ind og aktiverede chippen.

Vladimir havde stået og febrilsk holdt øje med Felix. I starten havde han været i tvivl om den lille chip ville fungere, og det havde ladet vente på sig men endelig begyndte der at ske noget. Penslernes tunge dumpen mod gulvet var et godt tegn. Han skævede til Matthew der hævedet et øjenbryn og så irriteret fra Felix til Vladimir.
"Vladimir, din yngling vil hellere være gulvmaler end kunstmaler, fornemmer jeg," sagde han spydigt. Aurelia reagerede ikke på noget. Hun sad som et spøgelse og så ud i luften, tomt og dødt.
"Felix! Min søn, er du ok?" spurgte Vladimir og trådte over til Felix for at tjekke op på ham.

Vladimir trykkede flere gange på remoten for at standse aktiveringen af chippen men det var som om den ikke lystrede. Han havde efterhånden glemt hvor mange gange han havde trykket og mistet fornemmelsen af om den skulle være aktiveret eller deaktiveret nu. Butleren Rex, den støvede gamle Sacre Sang vampyr, der havde forholdt sig tavs ved døren for at overvære den stort anlagte portrætfremstilling (og på privat basis også en fan af Andromedius' værker), trådte frem for at gøre noget, men Matthew beordrede ham med en håndbevægelse at standse. Et lille smil hvilede i mundvigen mens han betragtede Vladimir forsøge at holde på Felix så han ikke spasmede ud over det hele.
"Åh jamen dog, Vladimir, det lader til at du ikke fik alt med derindefra, hva?" spurgte han og smilet blev bredere og øjnene fulde af hån. Vladimir knurrede vredt en samling eder og forbandelser på russisk inden han kunne mærke hvordan planerne havde givet bagslag.
"Hjælp mig istedet for at stå der og se til," vrissede han. Matthew forlod Aurelia i stolen og gik hen til den sprællende maler.
"Jeg ville kunne gøre det bedre hvis vi gik til mit værksted," sagde han og knælede ved Felix' side.
"Nej!" Vladimirs stemme smældede skarpt. Han ville ikke have Felix tilbage op i det rædselskabinet og slet ikke med Matthew for enden af en skalpel, selvom han på alle leder og kanter var bedre til det arbejde, der egentlig var krævet for at hjælpe Felix.

Vladimir så til med rædsel da Felix' krop blev stiv som et bræt foran dem. En træls lyd af en klukkende latter nåede ham og han så til siden på Matthew der rystede på hovedet og havde svært ved at undertrykke sin latter.
"Åh Vladimir, du har da ikke gjort det dér mikro-chip stunt?" sagde han bag en hånd der var med til at skjule det brede smil.
"HVAD VILLE DU SELV GØRE?!" Vladimir rejste sig, rasende, hænderne knyttede. "Han har lidt de sidste mange tusind år og jeg gav det et ærligt skud, uden meget at miste!" han gestikulerede til den lammede maler på gulvet. "JEG FORSØGTE AT HJÆLPE!"
Matthew så ikke engang op på ham men fik lukket munden på ham med en hævet hånd inden han greb om Felix' baghoved. Hans fingre kørte som en rutineret fysioterapeut langs kanten af den lange flænge der var blevet bandageret for en uges tid siden og nu atter var blottet. Han sukkede og så op på Vladimir.
"Hjælp mig med at få ham op på bordet," sagde han, stadig smilende men med en vis respekt for Vladimirs oprørte følelser. Han sendte Rex et blik der gjorde at den gamle butler gik hen til skrivebordet og forsigtigt fik fjernet alt derfra over til et lille sofabord ved pejsen. De løftede Felix op som var han en statue og fik ham båret hen til bordet hvor de lagde ham på maven. Matthew greb en tynd brevopsprætter af sølv og lirkede den ind i kraniet på den unge vampyr. Han sendte Vladimir et spottende smil.
"Det er din egen skyld, Vladimir," sagde han inden han fortsatte og fik stukket brevopsprætteren langt nok ind til at han kunne grave chippen ud. Den var tværet ind i blod og han lagde den i et kniplet tørklæde. "Så, monsieur Andromedius," sagde han og duppede flængen fri for blod. "Skal vi komme videre med maleriet?" spurgte han mens han tørrede hænderne af for blod og slog dem sammen og sendte Vladimir et afventende blik. Vladimir tog om Felix' ansigt.
"Felix? Felix, kan du høre mig?!" spurgte han febrilsk.

"Ja, vi har ikke hele dagen, vel?" sagde han med et koldt blik på ham. Han var bedøvende ligeglad med Felix' tilstand. Vladimir kunne have ladt være med at gøre sådan et stunt for at forhindre sin yngling i at skulle male hans hjertenskære, der med en smule viljestyrke havde kunnet dreje hovedet og set hvad der var foregået. Aurelia sad stadig som en stivnet dukke, hænderne foldet over den udspilede mave, og øjne så store som tekopper. Men indeni skreg hun. Indeni slog og bankede hun på en glasklokke som hun stod i, ude af stand til at bryde ud og række ud efter Felix. Indeni græd hun, men hendes sorte øjne var uden udtryk og der var ikke antydningen af følelser på ydersiden af hende på grund af blodmanglen, der lige akkurat holdt hende i live og nærede barnet. Vladimir gik hen til Matthew og så alvorligt på ham.
"Han kan ikke mere idag," sagde han bistert men et enkelt blik fra Matthew fortalte ham at der ikke var noget at rafle om.
"Jeg har afsat idag til dette forehavende, Vladimir, jeg har ikke tid til at ændre min tidsplan," sagde Matthew afmålt inden han nikkede til Felix for at fortælle ham at han skulle genoptage arbejdet inden han gik tilbage til lænestolen og stillede sig i præcis den samme position som anvist før Felix fik sit anfald. Rex begyndte at fjerne tingene tilbage på deres plads på skrivebordet uden et ord.