Painted Sorrows

Det gav et stød af, hvad var det? Kærlighed? da Felix brugte hans modersmål. Han stod lidt forstenet og så på ham inden han tog sig selv i det og nikkede. Det skulle ske. Et smil bredte sig på hans læber og han gengældte hans berøring med et lille klem inden han tog ham med tilbage til sine gemakker. Her fik han fundet en lille cylinder frem der kun havde en enkelt knap på sig. Han vendte sig om mod ham og viste den frem. Den var ikke større eller tykkere end en tommelfinger, sort og diskret. Han dirigerede Felix til sengekanten og bad ham sætte sig inden han stille sig overfor ham. "Okay, lige nu er chippen ikke aktiveret, det vil sige der ikke bliver sendt nogen elektriske impulser fra den til dit nervesystem," forklarede han. "Når jeg aktiverer den burde den sende nogle impulser afsted der kan afskære dine nerver fra deres baner og på den måde forhindre dig i at kunne bevæge dem eller styre dem." Han så alvorligt på ham og uden videre tøven trykkede han på knappen for at tænde for chippen.

Vladimir spærrede øjnene op i rædsel da han så Felix’ krop ligge og rykke rundt som en fisk på land. Han faldt på knæ og forsøgte at holde ham.
“Nej nej nej, det var ikke det her der skulle ske!” Hans stemme der normalt var rolig i stort set alle situationer havde dn undertone af let panik indtil han fik trykket på knappen igen og deaktiveret chippen. “Felix?? Felix, kan du høre mig??” Han klaskede hans kinder en ad gangen for at se om der var liv i ham endnu. Han ruskede og rykkede i ham. “Felix, please! Svar mig!”

Vladimir kiggede på remoten i hånden. “En... ti års tid?” svarede han med en panderynke. “Hvad da, kan de havde en udløbsdato? Sidste holdbarhedsdato?” Han rystede remoten lidt for at se om der var noget i vejen med den men der var ingen løse forbindelser. “Ok, nu ved vi at den virker, det kan være jeg kan skrue ned for den indeni et sted,” han kiggede på remoten i hver en vinkel han kunne men der var bogstaveligt talt ingen forskel på nogen af enderne af den på nær knappen. Han så skarpt på Felix. “Er du ok, søn?” Spurgte han bekymret og så indgående på sin yngling. Det skar ham i hjertet at han havde gjort ham ondt, men det beviste at det kunne fungere og Felix kunne være inkapaciteret fra at male.

Vladimir blev en smule overrasket over omfavnelsen. Han kunne dog ikke skjule et smil og lagde ligeledes armene om Felix for at gengælde hengivenheden inden han trak ham op og stå fra gulvet. “Ja, jeg må hellere finde en teknologikyndig,” sagde han med et lidt nervøst smil og vendte remoten i hånden inden han puttede den i lommen. “Men nu,” han lagde en hånd tungt på Felix’ skulder, “jeg tror det er bedst du får samlet dine ting og taget dem hjem til boghandlen. Jeg kan bistå kontakten angående maleriet og give besked når vi er klar til at komme, da?”