Painted Sorrows

Vladimir fnøs. Det var uden tvivl Matthews idé om en sadistisk behandling af Felix. "Nej, det vidste jeg ikke, moy syn," sagde han stilfærdigt, de russiske ord for "min søn" faldt uventet fra hans læber mens han sad på sengekanten og betragtede sin fortvivlede yngling. Hvis han havde haft flere tårer i sig ville han have fældet en over hans ulykke, men det var ikke muligt for ham. Han lagde kluden fra sig og placerede en tung, beroligende hånd på Felix' brystkasse. "Du behøver ikke tage den bestilling hvis du ikke vil, Felix," formanede han ham. "Bestillingsarbejde kan afvises." Han vidste godt det ville være dumt at afvise en handel med Matthew, specielt når den var så specifik. "Og hvis du endelig tager den, så skal du også være dit mål værd," hans fingre bankede på hans bryst. "Du skal drikke blod mindst fire gange om ugen, unge mand, du skal opretholde din statur og din tilstand. Jeg vil ikke have du ender som en rosin i et hjørne af Paris!" hans stemme smældede lidt, men det var mere for at være sikker på at hans kommando gik igennem denne gang til den unge vampyr. Hans fingre stoppede deres lidt hårde behandling af ham og han lagde istedet en hånd mod hans kind og sukkede tungt. "Jeg vil ikke miste dig, Felix," sagde han stilfærdigt inden han bøjede sig ned og placerede et ømt, faderligt kys på hans ynglings pande.

Han følte Felix' ord som en dødsdom ramme ham og slå luften ud af ham. Han bed tænderne sammen, hans øjne blev blanke men ingen tårer faldt. Istedet mønstrede han sin viljestyrke og så medfølende på ham mens han langsomt rystede på hovedet. "Felix... det kan jeg ikke," sagde han åndeløst. "Dine hænder, dit talent, det er grunden til at jeg opdagede dig," hans fingre knugede hans næsten som om han ikke ville give slip. Dog sneg en idé sig ind i hans sind. "Men..." han fugtede læberne mens han tænkte sig om inden han langsomt gav slip på ham og rejste sig, "vi kan kontrollere det," han gik hen til sit glaskabinet og begyndte at rode imellem glas og flasker inden han fandt hvad der lignede en lille diode uden lys men med et lille batteri. "Men det vil kræve," han drejede rundt på hælen med den lille elektronikplade imellem tommelfinger og pegefinger, "at vi river op i nogle gamle sår."

Drengens videbegærlighed var det perfekte værktøj til at få ham med på idéen. Vladimir vidste det var utrolig tvivlsomt at det ville komme til at virke, men det var den sidste udvej han havde. "Det her?" han nikkede til den lille elektronikplade, en lidt forældet udgave af en mikrochip. "Med lidt held, og brug af Matthews operationsrum," han gav en lidt tvivlsom grimasse, "kan vi placere den i dit sår og styre dine hænder og fingres motorik. Så længe jeg er der til at slukke og tænde, kan vi sætte dine hænder ud af spil så du ikke behøver at tage den opgave!" han gik tættere på ham og så mere og mere beslutsom ud. "Det er det, vi gør, Felix," han rakte den anden hånd ud til ham. "Kom med, jeg ved hvor hans laboratorium ligger."

Vladimir tog ham med sig gennem palæet med beslutsomme og hastige skridt. Risikoen for at de kom og forstyrrede husets herre var meget reel, men der var ingen anden udvej. Han var næsten - kun næsten - vred på Felix, over at han kunne finde på at foreslå at fjerne hans hænder. Det lille diskrete kærtegn fra hans yngling gjorde ham endnu mere stålsat på at skulle ordne det her. Måske kunne han få bugt med selve skaden mens han også var igang? Men det var tvivlsomt. Han havde højst erfaring med det hvide snit, så det her var en helt anden problematik. Drengen var jo dybest set hjerneskadet da han havde forvandlet ham.
De kom til et sted i en lang gang hvor han med en skosnude pressede en knap nede bag en statue og et panel gled til side og afslørede den lange trappe op. De gik ind og panelet gled lydløst i bag dem som de satte kurs op til værkstedsdækket. Et stort monstrum af en maskine stod og summede med hvad der lignede en ung, fregnet dreng i. En kuvøse af en art vel sagtens, tænkte Vladimir og så sig om. Der var gjort klar til hvad der lignede små glas sat til en større maskine. De var i forskellige størrelser og der var 9 eller 12 af dem. Han nåede ikke at tælle dem. Til den maskine var fastgjort hvad der lignede en gynækologstol, spritny og ubrugt. Han gøs lidt ved tanken om hvad der mon skulle ske med den, inden han tog Felix med sig op på den næste etage hvor der stod gamle operationsbrikse, en ramponeret tandlægestol og andet hospitalsudstyr blandet med torturinstrumenter der lå på det lange bord og hang på et instrumentbræt på væggen. I kabinetter stod glaskolber og væskefyldte kar og flasker. Han guidede sin yngling til den pæneste af briksene og fik ham lagt ned med ansigtet i et hul så han så ned i gulvbrædderne hvor der var mørke plamager spredt hist og her. Han fandt en skalpel, sutur, en lille pumpe til at suge blod bort og dækkede ham til med et plastikklæde samt iklædte sig et forklæde der hang ved en stålvask. Han tændte for den kæmpemæssige projektør der oplyste briksen som var solen steget ned til jorden.
"Er du klar?" spurgte han med læberne presset sammen til en smal streg.

Med en lille trimmer fik han fjernet de brune krøller der dækkede for det lange ar der var i hans baghoved. Den lange flænge var gyselig at se, selv her efter mange hundrede år. Med en tang fik han langsomt løftet skallen forsigtigt og afsløret det følsomme, sarte område der var membranen omkring hjernen. Den var massakreret og man kunne se en dybere fordybning ind i selve hjernens fedtvæv. Han måtte tage mange dybe indåndinger for at gøre sig selv klar inden han med skalpellen løsnede op i vævet for at komme ind til midten af såret. Han mærkede skalpellen skrabe imod noget hårdt og han rynkede panden mens han forsigtigt gravede en lille sølvkrucifiks ud, en rest fra det skæbnessvangre fad. Hvorfor havde han aldrig tænkt på det?! Pumpen sugede til sig af blodet fra der hvor han skar op og han holdt øje med Felix igen og igen for at sikre sig at han stadig var ved bevidsthed, inden han tog den gamle mikrochip og førte ind og syede ind i fedtvævet inden han ligeledes lukkede membranen med den tyndeste sutur han kunne finde. Han holdt vejret under hele seancen og lyttede kun til den mekaniske summen og sugen af pumpen. Han var på ingen måde kirurg, men han havde forstand på anatomi, bedre end de fleste, og han var ikke bange. Han stod og var så fokuseret på sit arbejde at han slet ikke hørte fodtrin bag ham og det var først da en let rømmen kunne høres, at han snurrede rundt og så på Matthew, der stod med armene over kors i døråbningen ned til det nedre niveau i laboratoriet.
"Jamen dog," sagde Matthew med et hævet øjenbryn. "Jeg vidste ikke du havde fri adgang hertil, Vladimir. Hvor længe har det stået på?" Vladimir sank en klump.
"Kun halvtreds år," sagde han beroligende inden han søgte rundt og fandt det lille sølvkrucifiks. "Se! Jeg tog mig endelig sammen og fandt frem til hvad skaden havde efterladt!" Han smilede i et forsøg på at dække over forehavendet. Matthew sukkede opgivende. Han vidste ikke specifikt hvad der foregik men han var ret sikker på at det ikke kun handlede om Felix' skade.
"Og maleren?" spurgte han og nikkede til Felix, som Vladimir langsomt fik lukket sammen i baghovedet med bandager for at holde hovedet fra at bløde alt for meget mens kroppen stadig var afkræftet og måske for svag til at have en alt for hurtig healingsproces.
"Det går strålende, ikke Felix?" spurgte Vladimir og hjalp den unge vampyr langsomt op fra briksen. Han smilede strålende til Matthew der himlede med øjnene, gik over til et skab og fandt en pose blod og kastede til Vladimir så han kunne hælde det op og give til Felix. "Her, drik nu, min ven, du har brug for styrken," sagde Vladimir varmt og med funklende øjne, stolt over at have reddet sin yngling, og stolt over at have kunnet gøre en aktiv indsats mod Matthew for en gangs skyld.

"Den her, ven," sagde han og lagde det lille sølvkrucifiks i hånden på Felix inden han hjalp ham ned og med en spritgennemblødt klud fik fjernet blod fra hans nakke hvor håret manglede. Det var heldigvis ret langt nede, så de andre krøller kunne dække over den ret brutale trimning han havde foretaget. Han lagde armen om hans skuldre med et smil og tog ham med sig hen imod døråbningen. "Vi er færdige her ser det ud til," sagde han til Matthew der useeligt rystedet på hovedet med et suk og gik i forvejen ned til det første niveau hvor drengen lå i sin kuvøse og sov. Vladimir standsede ved trappen helt ned til palæet og så mod den nye store maskine, de mange glas og stolen.
"Er det nyt legetøj?" spurgte han så henkastet som muligt med et nik til det nye inventar.
"Nårh det?" Matthew smilede smalt. "Det er til fostrene," forklarede han. Vladimir kunne mærke det vende sig i sig.
"Fo-fostrene?" han så på Matthew som om han måtte have spist søm.
"Ja, jeg har tænkt mig ihvertfald en håndfuld af dem kunne vokse og måske jeg kunne bruge dele af dem til at indføre i andre," Matthew gled en hånd over maskinen der stadig stod pakket ind i gennemsigtig plastik. "Eventuelt en transplantation så min søn kunne blive gravid via en udvokset livmoder i kroppen, du ved," han trak på skuldrene som om det var ingen sag, "hele verden er fuld af muligheder nu hvor jeg ikke skal spekulere på at finde mine," han skævede til kuvøsen, "eksemplarer ude i verden."
Vladimir sank en klump. Det lød forfærdeligt. "Kom," sagde han blot kort for hovedet og tog Felix med sig ned og ud af værkstedet, langt bort fra de uhyrligheder. Han ventede ikke engang på at Matthew fulgte med. Han så istedet på Felix og forsøgte at mønstre et smil selvom hans tanker var bedøvet af de rædselsvækkende billeder på nethinden.
"Hvordan har du det, Felix?" spurgte han omsorgsfuldt.