Painted Sorrows

Hendes lemmer føltes tunge som bly. Hun var efterhånden overbevist om at hun fik blod med stoffer i. Det holdt hende kørende men hun var som i en tåge, som om hendes ellers videnshungrende sind var blevet bedøvet. Følelsen af at skrige indeni var konstant. Hun havde lyst til at slå, rive, flå og hive inalt og alle for at komme væk, men der var igen kraft i hende. Alting virkede fjernt, langt væk og diset. Hun var bevidst om det hele tiden, som om hun var fanget i en glasklokke, men ude af stand til at gøre noget. Dagligt skulle hun møde op i Matthews gemakker og gennemgå “inseminationsprocessen”. Det blev gerne til flere gange over flere timer og hendes ben rystede permanent fra anstrengelse, både fra den fysiske anstrengelse men også fra kæder og reb der holdt hende fast. Hun forsøgte virkelig at gøre sit for at nyde, sådan som hun havde snakket med Paris om, men det var umuligt. Der var gået fem dage nu, og hun så frem til hver dag med gru. Om hendes hals havde han låst et koldt stålhalsbånd og det var hårdt og tungt og en konstant påmindelse om hendes status nu.
Hun var netop blevet færdig efter fem timer i hans spind. Hun var træt, bleg og med sparsomme mængder blod i kroppen, som hun måtte opretholde for at blive gravid, og hun havde fundet vej til biblioteket hvor hun gik bleg som et spøgelse i en formløs, grå kjole da hun stoppede op. Hun havde ikke set ham i palæet, men pludselig var han dér. På sin plads. I sit hjørne. Hun stod som så hun et spøgelse og sank en klump for at fortrænge smagen af ham, den gennemtrængende smag af kropsvæsker fra Darklightere.
“Felix,” hviskede hun uden at kunne røre sig. Hun var sikker på at hendes sind nu gav hende hallucinationer. Hendes stemme var ru efter de mange timers skrig og gråd.

Det var som om hun kunne have sunket i gulvet på stedet. Tankerne om ydmygelserne hun måtte udholde dagligt var næsten som at være i et levende mareridt og hun kunne kun forestille sig at han var en ondsindet illusion påkaldt af husets herre for at drive hende endnu mere til vanvid. Hun ønskede at skærme for sig imod ham med alt hun kunne, for at beskytte ham mod det beskidte væsen hun var blevet. En hånd strakt for sig som hun knækkede sammen og langsomt faldt på knæ på gulvet i det stille bibliotek. Hvor havde han været? Hvorfor havde han ikke afbrudt brylluppet med mindre... han ikke vidste det? Hun kendte til hans og Gabriels forhold men var Gabriel alligevel så meget under Matthews hånd at han ikke ville fortælle sin ven om det?
Hun ville snakke, ønskede at ytre sig, men tanker og ord flød sammen og hun vidste ikke om hun snakkede eller var stille, men indeni skreg hun og græd hun som pisket. Udenpå dukkede kun en stille trist tåre op og den landede på hendes hånd som hun støttede mod gulvet foran sig som hun sad dér, på knæ, for foden af en af reolerne. Hun så mod ham gennem tåredisen og hendes læber skælvede for at kalde på ham men det var som om mørket fulgte hende hvorend hun gik og lange snore skar ind i hendes hoved og fjernede ord og sætninger så hun ikke kunne sige hvad hun ville, på samme måde som hun skreg når hun lå i Matthews seng men også var tvunget næsten til at stønne hans navn når han bød hende at gøre det.

Hans ord lød som bidder af en sætning hun ikke hørte. Hun forsøgte ikke st røre ved ham for ikke at blive for opslugt af illusionen, og blive knust når den endelig brast, men langsomt fattede hun hans greb var stærkere end en illusion kunne være og hun hævede blikket til hans ansigt hvor hendes fingre langsomt rakte ud og rørte ved hans kind, næse, øjenbryn og læber. Han var virkelig men hun var for svag til at erkende det. Hendes ben skælvede stadig under hende, hun kunne mærke den ulækre fugtighed mellem benene. Selv kjolen havde små sorte pletter på sig. Hun følte sig uhumsk, uværdig, uvelkommen i det der skulle være hendes eget hjem. Hun mødte hans klare blå øjne. Endnu en tårer løb ned ad hendes kind inden hun langsomt samlede sig og med støtte fra reolen rejste sig og langsomt frigjorde sig af hans greb.
“Vi kan ikke ses, Felix,” sagde hun som en lavmælt hvisken fra hendes ru strube. “Hvis han finder os... det vil betyde døden for os begge.”

“Nej, du forstår ikke,” sagde hun og bakkede væk fra ham mere op ad reolen. “Vi kan ikke være i det samme rum, du kan ikke være her, jeg kan ikke være her. Hvis han ser os sammen, i samme rum...” hendes stemme døde hen og hun gøs ved tanken. Hun havde for et par dage siden fundet et lille fotoalbum i en stue og bladret det igennem. De billeder af uhyrligheder der mødte hende, mennesker forpint og forvredne gennem tiderne, enkelte eller i større grupper, nogen endda i hvad der lignede prototyper på gaskamre. Det hele var som helvede på jord og hun kunne ikke slippe væk. Hun stønnede lidt af smerte mens hun lagde hånden mod sit mellemgulv. Hun gjorde ondt af hans konstante krav til deres korporligheder. Hendes krop var slet ikke i stand til at modtage en af hans kaliber og volumen. De sidste fem timer havde tæret på hende og hun vendte sig bort fra ham og så mod døren. Det var kun nogle få skridt. Det var som om skyggerne lokkede hende til at gå, gav hende løfter om blidhed og kærtegn fremfor vold og overgreb, hvis hun forlod ham, men hendes fødder var naglet til gulvet og hun selv fastfrosset som en statue, lænet op ad reolen hvor duften af bøgern mildnede hendes oprørte sind en smule,

Det var som om han for hvert lys han slukkede og hvert stearinlys han blæste ud, aktiverede et suk eller en bevægelse. Mørket blev tættere og tættere om dem og langsomt gik det op for hende hvad han var i færd med.
“Nej! Felix!” forsøgte hun at hviske mens mørket blev næsten voksede omkring dem. Det var palæets åndedræt man næsten kunne høre så snart en lyskilde blev slået fra, og det var som en banken i ørene på hende, en puls der tog til omkring dem. Hun lagde hænderne for ørerne og mærkede snore af mørke næsten gribe om hende og hive hende længere ind i deres favn. Hun kneb øjnene sammen og så forpint mod ham gennem tårerne. Pludselig kunne hun bevæge sig, og hun mønstrede al viljestyrke til at løbe snublende mod døren og ud i det i forvejen dæmpede lys, væk fra hans mangel på forstand, væk fra faren der truede med at opsluge dem begge.
//out

Vladimir havde holdt sig tilbagetrukket den seneste tid. Gudskelov var Matthew nok opslugt af sit nye legetøj til ikke at gøre Fleur særlig meget, så de tilbragte lidt tid sammen udenfor biblioteket hvor han lærte hende mere om hendes mørke kræfter. Nu var han imidlertid færdig for dagen og havde valgt at indtage sin lænestol ved en knitrende pejs mens han nød de sagte toner fra den gamle, knitrende grammofon blandet med regnens trommen mod ruden. Slagene mod døren vækkede ham fra en træt døs. Dagene i palæet var præget af modløshed for tiden. Aurelias tortur var noget som satte sig i atmosfæren og Gabriel var rasende, så rasende som Vladimir aldrig havde set ham før. Det fik nogle heftige diskussioner til at gå for sig, smækken med dørene og skænderier i hinandens kølvand.
Slagene mod døren forbavsede ham. Han forventede ikke besøg, men det kunne være det var Isobel der havde fundet vej til ham i sin søgen efter lidt tosomhed. Han rettede på kraven og smilede lidt til sig selv inden han gik hen for at åbne døren og skulle til at komme med en bemærkning om at det var på tide hun kom her til aften, men istedet så han blot sin yngling stå, grå som en betonmur, og se fuldstændig forkert ud.
“Felix?” Han tog ham hurtigt ind i rummet og lukkede døren hastigt bag ham. “Hvad gør du dog her, dreng?” Spurgte han. “Har du nogen anelse om hvad der vil ske hvis Matthew finder ud sf at du er her?” Han så undersøgende på ham og kunne godt fornemme at den var helt gal. Han gik over til et lille glaskabinet hvor han samlede nogle glas og skåle med sære ingredienser. Han mixede en olie i en lille flaske, rystede den og hældte den derefter op i et glas som han fyldte til randen efterfølgende med varmt blod fra en kande på bordet. Det var ikke det helt rigtige, men det var så tæt på Felix’ medicin som man kunne komme.
“Her, drik,” bjæffede han kommanderende.

Vladimir kunne have pandet ham ned og gjort en ende på den skade han havde forsaget for længe siden, men han havde ikke tid til at forklare. Han vidste desuden også at han var stærkere end knægten så han trådte hen til ham med nogle hurtige skridt, greb ham i de krøllede lokker og tvang væsken ind mellem hans læber.
"Det er for dit eget bedste," sagde han anstrengt mens han kæmpede imod den unge vampyrs optrevlede fysik. Det var næsten ligegyldigt hvor meget han fik ind, bare nogle få dråber ville være nok for at få det til at genskabe bare en smule af hans forstand, men han så helst at blodet gled ned og gav ham styrke. Han ville ende som en indtørret zombie et sted hvis ikke han fik blod, og tanken gjorde Vladimir syg af sorg. Han havde næsten lige mistet Molly, han skulle ikke miste flere ynglinge, slet ikke efter det hyr det havde været at få Quintin til at holde nallerne fra Felix.
Blodet spluttede lidt over det hele men han fik da hældt næsten det halve glas ned i halsen på Felix mens resten flød ovenud og plettede hans tøj og hals. Vladimir slap ham opgivende og vendte sig bort for at sætte glasset fra sig.