Post by Darklighter (admin) on Sept 6, 2020 14:32:55 GMT 1
Regnen hang tungt over byen, som om den vidste hvad der var undervejs. Nu og da gnistrede et lyn gennem de sorte skyer og oplyste sceneriet, den ellers så smukke kirke indhyllet i grå dis og mørke. Tordenen rullede som slog den i takt med kirkeklokkerne. Det var midnat, natten hvor det skæbnessvangre bryllup ville blive forestået mellem Matthew Darklighter og Aurelia Andromedius. Der var ikke mange til selve ceremonien, og der var ingen efterfølgende reception annonceret nogen steder. Det ville være direkte hjem til palæet efter vielsen var overstået.
Vladimir bistod som forelover, Isobel havde hjulpet Aurelia i en fin brudekjole og sat hendes hår. Gabriel forholdt sig stille i baggrunden mens han så sin far stå alene foran det imponerende alter. Alt var dæmpet, der var ingen pompt eller pragt som der måske ville være forventet af en forening af vampyrfyrsten og hans brud, men det var næsten som om det foregik som en hvisken og ingen andre vidste noget officielt om forehavendet. Kirkeklokkerne ringede ud og døde hen. En trækvind gik gennem kirkens hvælvede sal da døren gik op for at afsløre Angela og Rose som to små brudepiger, den ene i hvidt og den anden i sort, med røde sløjfer i håret. Med små kurve i hænderne spredte de rosenblade for fødderne ned ad kirkegulvet inden de nåede alteret og stillede sig tilfredse ved deres fars side førend Aurelia dukkede op med Quintin ved sin side. Orglets dybe gurglende toner slog an og spillede Mozart's Requiem mens bruden og hendes far gik imod alteret. Matthew stod tavs ved alteret, et smalt smil som altid på hans læber mens han ventede på at de kom nærmere.
Aurelia rystede over hele kroppen, hun græd stille men holdt læberne samlet i en smal, anstrengt streg for ikke at sige noget højt mens hun skridtede gennem Sacre Ceour imod en fremtid som hun forbandede sin far for at have kastet hende ind i. Hun havde siddet i en uge på et hotelværelse uden WiFi til computeren eller data på mobilen, fordi hendes far havde været bange for at hun ville kontakte omverdenen for at slippe bort. Der var ikke noget hun ønskede mere end at forsvinde, fordufte forevigt, men nu var hun her, og den dag som alle piger, ja selv hun, havde drømt om, var blevet til et mareridt.
De nåede alteret og Matthew vendte sig for at modtage dem. De isblå øjne funklede af fryd.
"Quintin," hilste han stille og rakte en hånd frem for at bede om Aurelias hånd fra Quintin.
Vladimir bistod som forelover, Isobel havde hjulpet Aurelia i en fin brudekjole og sat hendes hår. Gabriel forholdt sig stille i baggrunden mens han så sin far stå alene foran det imponerende alter. Alt var dæmpet, der var ingen pompt eller pragt som der måske ville være forventet af en forening af vampyrfyrsten og hans brud, men det var næsten som om det foregik som en hvisken og ingen andre vidste noget officielt om forehavendet. Kirkeklokkerne ringede ud og døde hen. En trækvind gik gennem kirkens hvælvede sal da døren gik op for at afsløre Angela og Rose som to små brudepiger, den ene i hvidt og den anden i sort, med røde sløjfer i håret. Med små kurve i hænderne spredte de rosenblade for fødderne ned ad kirkegulvet inden de nåede alteret og stillede sig tilfredse ved deres fars side førend Aurelia dukkede op med Quintin ved sin side. Orglets dybe gurglende toner slog an og spillede Mozart's Requiem mens bruden og hendes far gik imod alteret. Matthew stod tavs ved alteret, et smalt smil som altid på hans læber mens han ventede på at de kom nærmere.
Aurelia rystede over hele kroppen, hun græd stille men holdt læberne samlet i en smal, anstrengt streg for ikke at sige noget højt mens hun skridtede gennem Sacre Ceour imod en fremtid som hun forbandede sin far for at have kastet hende ind i. Hun havde siddet i en uge på et hotelværelse uden WiFi til computeren eller data på mobilen, fordi hendes far havde været bange for at hun ville kontakte omverdenen for at slippe bort. Der var ikke noget hun ønskede mere end at forsvinde, fordufte forevigt, men nu var hun her, og den dag som alle piger, ja selv hun, havde drømt om, var blevet til et mareridt.
De nåede alteret og Matthew vendte sig for at modtage dem. De isblå øjne funklede af fryd.
"Quintin," hilste han stille og rakte en hånd frem for at bede om Aurelias hånd fra Quintin.
