Black Wedding

“Ja, min kære,” Aurelia vendte sig næsten depsperat imod Matthew i hans greb. “Vi kan da ikke standse festlighe-“
“Jeg tror festen er ved at være forbi,” Matthews stemme skar igennem. Gabriel og Isobel rejste sig fra deres pladser. Uden et ord forlod Gabriel rummet. Isobel sukkede tungt og satte kurs over til Quintin, Aurelia og Matthew.
“Det må være din spøj,” sagde hun dystert og så på Quintin med et mørkt blik. Hun havde ikke regnet med at han var så pervers, men Vatikanet fik det værste frem i folk, vidste hun.
“Det tager kun to vidner at forsegle ritualet,” sagde Matthew henkastet. Aurelia stirrede på vinglasset i sin hånd inden hun slugte det hele i et drag. Hun havde fornemmelsen af at hun fik brug for så meget følelsesløshed som muligt. Matthew smilede ned til hende inden han førte dem med sig ud af stuen og i retning af fordybningen. Lyset omkring dem var dæmpet, flakkende fra searinlys der stod placeret på fordybningens trin. De standsede ved kanten. Aurelia havde det som om hun skulle kaste op hvert øjeblik det kunne være. Hun så bedende på sin far som ville hun sige tusind ord men turde ikke af frygt for at der kom eder og forbandelser og alkohol med ud.

Isobel himlede med øjnene af Quintin. Hun havde ikke synderligt lyst til at skulle overvære noget som helst ritual, vielsen havde været nok i sig selv men et enkelt blik fra Matthew havde fortalt hende at det var for sent at bakke ud. Hun stod som en statue på kanten af fordybningen da Matthew tog Aurelia ved hånden og førte hende ned til bunden af fordybningen. Han var ikke genert på nogen måde, tværtimod havde han meget lyst til at vise Quintin hvor godt han kunne passe på Aurelia. Der var trods alt ikke noget der kunne få Quintin til at opsige ægteskabet nu.
Aurelia fulgte med bævende skridt, trin for trin, ned i hvad der føltes som hendes grav. Det hjalp dog lidt at komme på afstand, men det var alligevel ikke nok til at fjerne følelsen af st blive overværet. Hun havde tænkt bryllupsnatten ville blive slem nok, men det her var stadig tusinde gange værre. De standsede ved bunden og Matthew løsnede hendes kjolesnørre i ryggen mens han cirkulerede omkring hende. En tårer gled ned ad hendes kind og så bedende op på sin far som om han kunne hjælpe hende nu, men løbet var tabt. Hendes kjole faldt fra hendes krop og hun stod nøgen og sårbar i midten af hvad der syntes som helvede. Han stoppede foran hende og med en hånd under hendes hage dirigerede han hendes blik imod sig. Hans blik låste sig med hendes og guidede hende ned og ligge i fordybningen. Hun skælvede og tårerne gled stadig ned ad hendes kinder, men hun mærkede sin krop forråde sig. Varmen fyldte hende som hun så ham klæde sig af og ligge sig med hende. Et gisp og en rysten gik igennem hende. Hans smil var som en ulv der havde fundet en sød kanin at spise til aftensmad. Ingen kys blev udvekslet, og han behøvede ikke meget korrektion af hende under ham inden han trængte op i hende. Hun kunne ikke længere holde det i sig og hun skreg af smerte. Lyden rungede ud i stilheden i fordybningen, men det standsede ham ikke. Tværtimod.
Isobel måtte lægge bånd på sig selv men vidste ligeledes der ikke var nogen der kunne redde pigen. Hun så syrligt på Quintin.
“Er du tilfreds nu?” spurgte hun lavmælt og med en hånd der skærmede det meste af udsynet til fordybningen.

Aurelias skrig var næsten for meget at bære, blandet med en mørk, nydende sadistisk latter. Det var svært at abstrahere fra når de gjaldede mod væggene i bølger. Isobel behøvede ikke at se ned for at vide hvad der skete. Hun så dystert på Quintin. Skulle hun nu virkelig hænge på hans afkom? Selvfølgelig var en tjeneste fra Paven det værd. Hun holdt hans blik og kastede håret bag nakken.
“Det er ikke med min velvilje at jeg gør det, men det er en aftale,” svarede hun spidst. “Men husk,” hun placerede en finger i brystkassen på ham, “det her kunne være undgået hvis du ikke var så fucking selvisk,” snerrede hun inden hun trådte et skridt bort fra ham og så ned i fordybningen igen. Skrig var erstattet af sagte gråd imens den sidste del af akten stod på. Hendes gråd døde hen som det afsluttede og Matthew svøbte hende i et tæppe og bar hende som en ægtemand ville bære sin brud over dørtrinnet op og bort fra dem, ude af syne. Isobel så efter dem med et træt udtryk inden hun så tilbage på Quintin og smilede smalt.
“Godnat, Quintin,” sagde hun og klappede han på skulderen idet hun forlod ham alene i salen med kurs mod sit eget soveværelse.
//out