In the arms of the father

Lugten af gas var tung som gik han ind i en mur af det giftige stads. Selvom det ikke rørte vampyrer og de ikke ville blive påvirket af det i dette dødelige omfang var det en opskrift for en katastrofe og efter at have skubbet døren i med en fod, fulgte han demonstrativt i hendes kølvand uden at tage sig meget af barnerodet der dominerede den smukke herskabslejlighed. Han kunne se hvorfor Angela havde valgt den, og han frydede sig i sit stille sind over hendes smag. Så godt han havde opdraget hende. Det her kaos derimod... Han gik over til komfuret og slukkede gassen som om han ejede stedet og åbnede et vindue inden han vendte sig om mod hende med et let hævet øjenbryn til hendes forehavende med Charles, drengen der var kommet til skade. Han ville normalt ikke tage sig af et sår på en vampyr. Det ville heale i løbet af ingen tid, men noget ved såret fangede hans opmærksomhed for han havde ikke regnet med at se en lille tynd linje af mørkt, ja, næsten sort blod, snegle sig ned ad hans lille skinneben.
"Hmm," en fure formede sig på hans pande og han så fra barnet til Aisling og mønstrede et smil. "Jeg er her med afgørelsen om skilsmissen, mademoiselle," sagde han og hans øjne hvilede undersøgende på hende. Hvis drengen havde blodet, var hun så...

Matthew trak sig et par skridt fra hende for at lade hende komme forbi. Hans isblå øjne fulgte hende intenst som smalle sprækker, mens hun bevægede sig rundt i køkkenet med barnet på armen. Han vendte ryggen lidt til hende og så ud i lejligheden.
"I lys af din status som mor til Mortem-familiens arving...-er," han kastede et kort blik over skulderen på hendes gravide mave inden han vendte sig igen imod hende og nærmede sig hende som en skygge ud af hendes øjenkrog mens hun stod med Charles ved komfuret. Lykkeligvis var gassen heldigvis blevet luftet ud nu. "... Så kan jeg ikke autorisere skilsmissen," sagde han med et beklageligt tonefald og et påtaget bedrøvet blik på hende. Hans blik strejfede en kniv der hang på en krog nær komfuret og bag ryggen lod han fingrene langsomt danse mens de spandt små tråde af mørke der krøb langs køkkenbordets kanter, ude af syne som små skygger, hen imod kniven, langsomt som en slange der nærmer sig sit bytte.

Matthew ignorerede drengen fuldstændig da han tøffede forbi ham ud af køkkenet. Istedet holdt han blikket på Aislings ryg og nakke hvor håret var strøget væk og blottede hendes fregnede hud. Et smil gled over hans læber.
"Ikke hvis Charles er hans først-fødte søn," sagde Matthew i et alvorligt tonefald. "Det gør Charles til arving per automatik, og hvis du lader dig skille er han ikke under beskyttelse af familien længere og kan blive udsat for attentatforsøg af rivaliserende familier," han trådte et skridt nærmere og så ned på hende. De små skygger var danset hen til kniven der løsnede sig fra magnetkrogen og faldt i noget der lignede en ulykke så knivens æg gled i et kort snit over hendes håndryg og afslørede en lang rift med blod sort som natten selv. Den dumpede ned og landede ved siden af komfuret og selv på kniven kunne man se det sorte blod som en tyk væske. Matthew holdt næsten åndeløst vejret mens skyggerne trak sig tilbage uset.

"Lad mig," sagde han hjælpsomt og bøjede sig med en graciøs bevægelse for at tage kniven og ligge den i vasken igen hvor vandet kunne skylle blodet ud. Han forstod at hun ikke vidste hvad det betød at hun havde Darklighterblod. Puslespilsbrikkerne faldt langsomt på plads, men hvordan var det sket? Gabriel havde aldrig nævnt Aisling som andet end en ven. Vidste han det ikke selv?! Med deres livsstil var det ikke utænkeligt at de begge to var gået i et eller andet black-out, enten af forvandlingen eller hvad de end havde indtaget af alkohol og stoffer. Han ville se hvad der skete. Hvis ikke andet så ville Aislings fødsel afsløre det for endegyldigt og Gabriel ville måske selv kunne stykke fortællingen sammen. Måske ville han også indse at hans følelser for pigebarnet blot var en skabers beskyttergen over deres yngling.
"Vampyrtraditioner, cherie," sagde han og vendte sig imod hende med blikket hvilende på hendes ansigt. Han trådte nærmere og smilet var krøbet ind i mundvigen. "Det er gammeldags, mange hundreder, ja, tusinder år af traditioiner, og de kan ikke ændres," han lagde en hånd mod hendes kind, knap så beroligende som Gabriel, "men du er heldig. Jeg er ikke helt udenfor betingelsernes og forhandlingernes rækkevidde, hvis du altså virkelig gerne vil have gennemført skilsmissen." Hans blik borede sig ind i hendes øjne. "Hvis jeg skal godkende skilsmissen mellem dig og Raoul Mortem, vil det ske på en enkelt betingelse. Ikke noget stort, det er så simpelt og du vil knap nok bemærke det." Han kunne mærke hvordan hans mørke dansede som en magnet over stålstøv over hendes blod, det kaldte på ham, bad ham næsten om at sætte det fri med en enkelt berøring.

"Jo, ser du," han trådte et intimiderende skridt nærmere hende og de kunne næppe stå meget tættere måske takket være hendes gravide mave. Den var jo næsten som en boble der ventede på at sprænges. Han lænede sig ned over hende med en hånd i bordoverfladen, en på hver side, som en edderkop der fanger en flue i sit spind. Hans øjne var smalle sprækker mens han så på hende næsten som uden at blinke. "Jeg kan se du og Gabriel deler et helt specielt bånd, så hvorfor ikke, hm?" spurgte han. "Hvad der gør ham glad, gør mig glad, og der er ingen grund til at holde det fra ham hvis det er muligt," forklarede han inden han slap bordet og langsomt rettede sig op over hende i sin fulde højde. Et smalt smil formede sig på hans læber. "Prisen?" han hævede et slankt øjenbryn. "Din næst-fødte," smilet blev kortvarigt bredt og han kunne mærke hvordan det trak i hans hånd. Han lagde en hånd over hendes og mærkede mørket næsten græde for at komme ud. Et enkelt usynligt stød af den mørke magi lod han glide ind mod hendes maveskind og blande sig med hendes eget som et kærtegn på indersiden af hendes krop, hvor en kædereaktion af energi blev sat igang.

Han holdt hende ved skuldrene mens fødslen satte igang. Blodet bredte sig som en sort tjæreagtig masse over køkkengulvets fliser og samlede sig i en pøl om hendes fødder.
"Du har ikke noget valg," sagde han iskoldt og roligt. "Det er det eller ingen skilsmisse," han tog under hendes armhuler og stabiliserede hende imod sig i et grotesk kram næsten mens han mærkede rystelserne gå igennem hende som små krampetrækninger. Vampyrfødsler var hurtigt overstået for barnet var som regel med til at arbejde sig ud, mere som et vildt dyr der graver sig ud ad en tunnel for at komme op til jordoverfladen. Han vidste også at hans mørke havde sat et aftryk på barnet, hvis han skulle gætte ville det være synligt i et modermærke et sted, og det ville præge barnet, omtrent som en skaber til en yngling, at det ville søge efter ham selv hvis de var adskilt, hvilket ikke ville blive et tilfælde, for Aisling havde intet valg end at acceptere.
"Folk har betalt mig mere for at yde hjælp til dem," sagde han inden han hankede op i hende og tog hende blødende med sig til badeværelset; kursen gik igennem stuen hvor det sorte blod smattede legetøj og gulvtæppe til, og den kommende storebror sad uskyldigt og byggede et tårn af lego og så med store øjne på hvad der gik for sig omkring ham.