In the arms of the father

Gabriel havde været på vej til Aisling for at tjekke hvordan det stod til med hende. Han havde forsøgt at ringe på forhånd men hun havde ikke taget telefonen, og det lignende ikke hende. Hun tog den altid når han ringede. Han havde sat fart på og havde taget trapperne op til herskabslejligheden i lange spring for blot at åbne døren til et kaos uden lige. En lang stribe af sort blod der gik fra køkkenet til badeværelsesdøren prydede den ellers nydelige lejlighed. Hist og her havde blodet lagt sig over legoklodser og actionfigurer, og Charles sad med fingrene sølet ind i det sorte blod og suttede på sine fingre med et nysgerrigt ansigtsudtryk.
"Charles?" Gabriel greb drengen og fik gnedet det værste af hans hånd inden han så sig om. Inde i køkkenet stod en gryde med blod og brændte på, et vindue var åbent og der lugtede en smule gasset, men ikke så slemt som det kunne være. Han fulgte sporet hen til badeværelsesdøren og bankede på.
"Aisling??" kaldte han bekymret og tog i døren. Selvom Matthew havde stået lænet op af den var den ikke låst og han fik demonstrativt lagt nok vægt på til at hans far måtte flytte sig med himlende øjne så Gabriel kunne komme ind. Her mødte et bizart syn ham: Aisling gemt i et badekar plettet af sort blod, der også havde flydt på de hvide fliser, et grædende spædbarn og hans far, der myndigt stod med hænderne foldet bag ryggen og smilede da han kom ind.
"Ah, Gabriel, vi stod netop og snakkede om dig," sagde han. Gabriel så fra Matthew til Aisling og gik hen til hende og knælede ved badekaret.
"Ais, hvad er der sket?" spurgte han totalt forvirret. "Hvorfor... er der sort blod over det hele?!" han så den lille baby i hendes arme. Han rakte ud for at stryge hende blidt over håret da hun virkede mere vred og ophidset end han nogensinde havde set hende før.
"Årh det er et godt spørgsmål, Gabriel," sagde Matthew smilende. "Aisling, hvorfor fortæller du ikke Gabriel hvorfor der er sort blod overalt i din lejlighed?"

Gabriel sad med åben mund og bare kiggede på Aisling som om hendes ord var en sær form for statisk støj i det fjerne mens brikkerne langsomt begyndte at falde på plads for ham. Det sorte blod... deres bånd... Det fik ham næsten til at få kvalme men af både lykke og vrede over sig selv. Han udstødte et støn og lagde hovedet mod kanten af badekarret mens han genvandt fatningen. Langsomt begyndte han at grine af hele situationen. Det var ikke fordi det var sjovt. Det var den bizarre blanding af komik og tragedie der fik det hele til at snurre rundt i ham og han lo højere og højere inden han lagde hovedet tilbage og lod latteren gjalde i det blodsmattede badeværelse.
"Selvfølgelig," sagde han og med en sidste hånd på Aislings hoved rejste han sig og så på sin far. "Du troede virkelig du kunne få det?"
"Det kan jeg da," sagde Matthew roligt og trådte tættere på, skosålerne fik blodet til at splatte op omkring dem. "Du skal bare bede hende om at overdrage det til mig."
Gabriel bed tænderne sammen og mærkede det instinktive ryk i hele kroppen. Han kunne mærke hvordan hver en fiber af hans krop var ude af hans kontrol og han klemte tænderne sammen.
"Det kan du ikke mene," sagde han anstrengt som om al luft blev presset ud af ham. Han hadede det, men han vidste at han ikke kunne gøre noget fra og til, og han vidste at det var det samme han lige om lidt skulle udsætte Aisling for. Han vendte sig langsomt imod hende og mærkede hvordan hans blodårer dunkede i tindingen og på halsen. Udefra ville de være tydeligere end normalt, som små sorte streger. Om det ville se ligesådan ud på Aisling vidste han ikke. Han så bedende på hende.
"Ais..." sagde han anstrengt. "Jeg vil ikke... men..." han kæmpede en brav kamp mens trådene i hans hjerte rev og sled i hendes retning. "Du... skal give ham dit barn."

Det var som at se en mimer ude på åben gade kæmpe mod en usynlig væg eller mur da han tog imod barnet. Han kunne selv mærke hvordan tårerne trillede ned ad kinderne. Han havde forrådt hende, eller, hans far havde fået ham til at forråde hende og det var så hjerteskærende at se hendes smerte at hans hjerte næsten brækkede midt over i hans bryst. Gråden piskede igennem ham som stille rystelser mens han knugede barnet ind til sig så det sorte blod plettede hans hvide skjorte. Med stive bevægelser overrakte han langsomt barnet til Matthew der svøbte det i et håndklæde og forlod badeværelset uden et ord. Gabriel mærkede hvordan hans ben gav efter af anstrengelse og han sank sammen på badeværelsesgulvet inden han så på Aisling gennem et gardin af tårer. Han trak vejret stødvis, en form for måde at håndtere al den hjertesorg der foregik indeni ham i de sekunder mens han traf beslutningen, der forevigt ville ændre hans liv.
"Aisling, for alt i verden elsk mig," hviskede han og lagde en blodindsmurt hånd på badekarrets kant. "Elsk mig og kun mig. Dit barn er i live, ja, og ude af dine hænder," hans fingre famlede efter hendes og fik fat på hendes hånd. "Vi skal nok klare det," han forsøgte at mønstre et smil gennem tårerne men det var forvredent og han lod panden støtte mod kanten af badekarret mens det rev og skar i ham at bruge sin magt over hende på denne måde. Langsomt genvandt han fatningen og han mærkede rystelserne i kroppen blive færre. Vrede og smerte blev erstattet med en uendelig tomhedsfornemmelse for at kontrollere de kaotiske følelser. Han var ikke sikker på hvad han ville gøre når han kom hjem, men Matthew ville få læst og påskrevet selvom han ikke kunne lægge en finger på ham.

I alle hans nogle og tusind-års eksistens havde han aldrig regnet med at han skulle bruge sin første kommando over en yngling til at få dem til at overbringe deres kun få minutter gamle vampyrbarn, så hans far kunne få endnu en politisk skakbrik i et håbløst spil der ville fortsætte som skruen uden ende. Han havde set det med Angela, og barnet ville med garanti blive en lille ny Angela, men i drengestørrelse. Der var Rose trods alt heldig at have Isobel som en del af sin skaberoprindelse, så Matthew ikke kunne tiltvinge sig adgang til hendes sind uden at Isobel var enig i det der skulle gøres - også selv hvis det var Augustin der var faren.
"Øjeblik," stønnede han og mærkede kvalmen bølge op gennem hans spiserør. Han tog sig for brystet og vendte sig bort hen til håndvasken hvor han knækkede sammen og kastede sort galde op. Det plaskede surt ned i håndvasken og han tændte for vandet for at skylle det værste væk. Han kunne mærke energien i hans blodårer stadig, det uhyrlige mørke som Matthew på en eller anden måde altid kunne tænde i ham. Ja, sikkert i alle vampyrer når han nu var selveste vampyrfyrsten. Langsomt men sikkert kom han tilbage på benene og med stavrende skridt hen til hende fik han hjulpet hende over i brusenichen. Det var ikke engang så forfærdelig lang tid siden han havde siddet herinde med Angela og skyllet hendes brændsår og vugget hende som sit eget barn. Han fik Aisling forsigtigt ud af det blodindsmurte tøj og tændt vandet til en blid plasken over hende. Det var interessant at se hvordan vampyrkroppen allerede havde formået at trække hendes graviditetsmave tilbage så hun var slank som før. Han så ned ad sig selv og indså at hans tøj og krop nok skulle have nogenlunde samme behandling efter at have ligget på knæ i blodet og kastet op og den slags. Han var glad for at han havde været fremsynet og efterladt en bunke af sit mere afslappede tøj i et af skabene i soveværelset til når han havde overnattet efter en lang aften på Møllen og han ikke havde magtet at tage hjem til Matthew. Så han tog tøjet af og stillede sig under de rensende stråler af vand der skyllede det sorte blod af dem så det løb ud i afløbet som udvandet blæk. Han begyndte langsomt at finde fodfæste i sin handling, selvom det var svært at få det til at bundfælde sig helt. Hans tanker kredsede om hvad han skulle gøre med Charles. Han kunne vel ikke være i lejligheden hvis Aislings kærlighed ikke var tilstrækkelig længere. Han holdt om hende bagfra og græd usynligt gennem vandet der strimlede ned ad deres ansigter mens han hjalp med at vride blod ud af hendes hår.
"Jeg er så glad for at vi kan være sammen, Aisling, også selvom du ved at jeg er sammen med min far og arbejder på Moulin Rouge, men det har du jo ikke noget imod," hviskede han i hendes øre i et mildt suk. Endnu en ting han skulle huske at hun skulle acceptere, ellers ville hendes kærlighed garanteret være endt som jalousi. Det var en mærkelig følelse at have en anden person totalt under sin kontrol. Mulighederne formede sig i hans sind men han ville samtidig ikke forstyrre for meget af hendes personlighed. "Og jeg er så glad for at vi kan fortsætte med at feste og have det sjovt. Måske jeg kan få dig ind på Møllen som danser," han drejede hende rundt i en lidt akavet pirouette under bruseren og mærkede endelig en lille lettelse. Det skulle nok gå. Det gjorde kun lidt ondt i brystet nu, og hun skulle nok få det fint sammen med ham. Han lagde sine arme om hendes slanke talje og betragtede håret trække sig ned over hendes fregnede ansigt.

"Sandt," grinede han lidt for sig selv. Han havde egentlig ikke rigtig tænkt på at hun havde et arbejde. For ham var hun bare Aisling, til festerne og de fjollede ting de lavede rundt omkring i byen. "Men du ville jo bare passe så godt ind, nu du ikke har andre at tænke på end mig og dig selv," indskød han for at sikre sig at Charles ikke ville være en del af hendes minder. Drengen inde i stuen ville han tage sig af om lidt men lige nu stod han i hendes omfavnelse og mærkede kroppen sitre med hver en berøring. Alligevel forstod han at det var hans skaber-status der snakkede mere end den fysiske tiltrækning. Hvor smuk og skøn og festglad hun end var, så lå hans tiltrækning et andet sted, mente han selv, selvom hans krop forsøgte godt at overbevise ham om noget andet. Han var stadig lidt ør i hovedet også efter at have kastet op og været underlagt Matthews kraft, men det kunne nok løses på en eller anden måde.

"Så bare lad det ligge, der er ingen der skal tvinge dig til noget du ikke har lyst til," sagde han og med det samme skød den dårlige samvittighed sig frem som et slag i mellemgulvet. Det var jo netop det han havde gjort, ikke?
"Og jeg kan godt forstå det når du aldrig," han tøvede, "når jeg aldrig fik lært dig at jage," forklarede han med et lidt skævt smil. Fuck hvor var det dumt altså. Han lod hende overøse ham med kærtegn imens de stod under det varme vand. Han havde ikke lyst til at forlade brusenichen og se sandheden i øjnene derude på den anden side af badeværelsesdøren. "Hør," han smilede ned til hende, "kan du overhovedet huske at jeg har forvandlet dig?" han kunne ikke helt lade være med at grine lidt af hvor dumt det hele var. "For jeg kan bare huske jeg mødte dig til en fest, og jeg er ret sikker på at du var menneske dér, men efter festen var du pludselig kold ligesom en vampyr." Hans fingre gled op og ned ad hendes ryg og vandet fra hendes hår drev ned og kilede sig fast mellem deres marmorblege hud.