Paperback Writer

Vanen med at gå i babyforretninger var ikke gået væk. Han brugte det vel som en slags terapi for, alt der var gået galt med Rose og Isobel. Hans datter, som nu lignede en pige på syv og absolut slægtede sin mor på, udseendemæssigt. Han havde kun set hende dén ene gang, men hendes billede sad på hans nethinde.
Som regel var butikkerne fyldt med gravide kvinder og deres mænd, så han lod altid som om han var en onkel, der skulle købe gave til babyshower eller lignende. Han havde gået i sine egne tanker da den engelske sætning sneg sig ind i hans øresnegl. Først skulle den lige igennem hjernen en ekstra gang, for han havde aldrig været god til sproget fra den anden side af kanalen.
"Uhm... Er det dreng eller pige?" spurgte han på sit eget broken engelsk. Han var jo for høflig til at afslå at hjælpe damen.

Augustin kunne ikke helt lade være med at tænke på at Isobel nok ville have været mere behjælpelig i en situation som denne, men pigen her virkede jo helt lost - i hvert fald i forhold til beklædning til babyen.
"Jeg," Han gjorde fakter mod sig selv for at understrege ordene, "Jeg har også baby," sagde han med en smule stolthed i stemmen og for at overbevise hende om, at han altså ikke var en creep, der bare hang ud i babyforretningen for at kigge på gravide kvinder. Eller deres mænd for den sags skyld.
"Hvis han er, hvordan man siger det, gammeldags? Hvorfor er han her så ikke her?" spurgte han nysgerrigt. Det var sjældent han ligefrem blev opsøgt for sin mening i disse sager. Han var vant til at tage nogle lidt mere liv-eller-død valg og det var egentlig bare meget rart at tale med et normalt menneske.

"Pige, hun har 3 år," svarede han. Det var lidt en løgn, men det var dér han synes Rose havde været mentalt, da han havde mødt hende, "Hun hedder Rose," fortalte han glad, som om det var en datter han bare kunne tage hjem til og kramme når han ville.
"Du er ung," sagde han så forundret, da hun fortalte hun allerede havde et barn, men han ville heller ikke grave i det. De havde jo trods alt lige mødt hinanden.
"Ja, jeg er consovateur - det kalder de mig i hvert fald," sagde han, men ordet 'konservativ' var lidt for stramt til hans udtale og endte på fransk. Det kunne hun nok godt forstå.
"Din accent, hvor er fra?" spurgte han slutteligt og fulgte hendes hånd med øjnene. Hun var en smuk ung kvinde og han kunne ikke helt se, hvad en gammel fyr i hans egen aldersgruppe ville med sådan en. Hun skulle da have lov til at være fri lidt endnu.

Hans hustru. Hvor ville han ønske han havde sådan en, tænkte han i sit stille sind, mens hans hoved mekanisk bare nikkede til hende med et smil. Han kunne vel altid finde på en undskyldning for hvorfor det ikke gik alligevel. Eller glemme at udveksle kontaktinformationer med hende - hvad var chancen alligevel for at møde den samme irske dame to gange i Paris' myldrende gader.
"Okay," Han tog kurven fra hende af ren venlighed, for at hun ikke skulle bære rundt på den. Mens de gik langs hylderne, tog han et kig på hvad der var i kurven. Nok var han måske lidt farveforskrækket i sin egen påklædning, men han synes nu alligevel at børn skulle have lov til at gå klædt i noget lidt mere spraglet. Derfor samlede han de sorte og grå ting sammen og rystede på hovedet: "Ikke til pige,"
"Din mand - han er direktør af hvad?" spurgte han nysgerrigt. Hun virkede ikke som den gængse direktørfrue, men måske hun gemte på mere end han lige tænkte.

Augustin lod fingrene glide henover de fine små kjoler til piger. Sådan en ville han aldrig komme til at se Rose i. Hun var vokset alt for hurtigt og hendes sind var tydeligvis ikke fulgt med.
"Til pige," sagde han fast og tog en smuk, lyseblå kjole ned til hende fra den øverste hylde. Han spidsede dog lidt ører da hun nævnte Raouls navn. Han kendte kun en Raoul og det var Raoul Mortem, men det kunne jo ikke være ham, hun snakkede om. Raoul var trods alt et ganske almindeligt navn i en stor by som Paris og han var sikker på, at Raoul ikke ville tage så ung en brud. Det ville selvfølgelig også betyde, at den gravide kvinde foran ham var vampyr, hvilket han heller ikke helt kunne tro på, hun havde for mange menneskelige mimikker og gesturer.
"Aah, Le Théâtre," sagde han og smilede lidt af hendes forsøg på at tale fransk. Det var da bare skønt, at de kunne kommunikere på tværs af landegrænser.
"Jeg arbejder i sécurité, men efter baby - ikke så meget," gestikulerede han ved at vise 'meget' med hænderne spredt og 'ikke så meget' med to fingre, der næsten rørte hinanden. Det var trods alt sandt, at han ikke havde arbejdet meget siden Rose kom til verden. Han kunne ikke samle sig om det.

"Rengøring - ikke et job for gravid," sagde han med et hævet, lettere busket øjenbryn. Det kunne selvfølgelig være hun var på barsel, men han kunne alligevel ikke lide tanken om de skrappe kemikalier og så videre rundt om barnet, selv om det endnu var ufødt.
Han pegede på en hagesmæk med en fransk joke på og grinede let: La maîtresse demande à Toto : “Quel est le futur de ‘je bâille’ ?” “Je dors !”.
"Den siger ... Lærer spørger Toto om hvad fremtiden er af 'jeg gaber' - Toto svarer: 'Jeg sover'," forsøgte han at forklare, mens han selv grinede lidt af joken, selvom den egentlig var ret lam.
"Bomuld er bedst, kan vaskes!" sagde han ivrigt og tog den søde hagesmæk med joken og viste den til hende.

"Raoul lyder som fornuftig mand," nikkede Augustin til hendes rullen med øjnene. Han kunne godt regne ud, at hun ikke var helt enig.
"Tomatsuppe?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå som en hund, der lytter, "Nej, lægge i blød og det går af," forklarede han. Han havde haft Thor siden han var hvalp, og der havde været værre ting end tomatsuppe på nogle af hans ting. Det stak lidt i hjertet at tænke på hans nu myrdede hund og hans blik blev kortvarigt bedrøvet.
"Tilgiv mig min uhøflig, mademoiselle, mit navn er Augustin," Han så ikke, at der skulle være noget galt i at fortælle hende sit navn. Han kunne ligesom ikke være mere i fedtefadet end han allerede var. Han tog hendes hånd og kyssede den hurtigt som en hilsen, men tydeligvis uden nogen form for intentioner bag. Han kunne alligevel ikke tænke på andre end Isobel på den måde.