Summer Night City

Sommeren var ved at gå på hæld. Det kunne mærkes på vejret der havde skiftet fra stegende varme til køligere og let skyet. Denne aften var der sågar støvregn i luften, og det lagde sig som dugperler på en puddels pels, i Paris' røde manke. Carl havde kørt bilen op til fortovet og holdt ind foran atelieret, og nu stod Paris og skuttede sig foran døren. Det var egentlig ikke fordi det var livsnødvendigt at få lavet hendes nye outfits nu, men hun kedede sig og palæet var affolket denne aften, så hun havde fået fat på Miss Demuri for at de kunne brainstorme, sketche og planlægge. Hun var klædt i sin hoodie, et lak skørt, netstrømper og læderstøvler. Om halsen havde hun et halsbånd med nitter så lange som hendes langefinger og hænderne var dækket af smidige læderhandsker.
Hun nikkede til Carl at han bare skulle vente i bilen og tog i døren så klokken bimlede.

Den skingre lyd af babygråd skar i Paris' ører så snart hun var trådt ind i butikken. Hun så lidt overrasket på Ophelia bag sine store solbriller men et overbærende smil bredte sig på hendes læber.
"Der er en sanger gemt i den strube," kommenterede hun tørt som hun gik længere ind for at hilse på sin yndlingsskrædder. "Kan være hun kan hjælpe med idéer til mig?" sagde hun silkeblødt og lænede sig lidt op ad et af de store syborde der stod i butikken. "Noget meeeed," hun brugte fingrene til at tælle, "flere røde accenter, vilde former og kanter, mere lak, og arkitektonisk konstrueret."

"Aaaah, Miss Demuri, you've done it again!" sang Paris glædesstrålende og slog hænderne sammen af begejstring. Hun lænede sig ind for at studere skitserne mere. "Det er lige før der er for lidt hud her," hendes fingre dansede lidt over tegningerne og pegede hist og her hvor hun mente der kunne være behov for lidt rettelser. I et fraværende øjeblik tog hun sine solbriller af for at nærstudere tegningerne. Måske var hun blevet for vant til at være hjemme i palæet hvor ingen gjorde noget stort ud af hendes sorte øjne, men det var ikke offentligheden bekendt at hendes øjne var kulsorte.

Det var først da at Paris indså sin fejl. Det var nemt nok på lang afstand når hun var til prisoverrækkelser og paparazzierne blitzede hende, at lade som om det var kontaktlinser, men på enmandshånd overfor sin skrædder, var det sværere at lade illusionen være illusion. Hun himlede lidt med øjnene, selvom det ikke kunne ses som andet end en våd reflektion i den blanke, sorte overflade og smilede venligt til Ophelia.
"Åh, jeg er vampyr," svarede hun med et bredt smil der afslørede hugtænderne. "Det troede jeg De vidste, miss," smilet og tonefaldet var sukkersødt, og kunne måske tages som sarkasme, men det var ikke hendes intention. "Men med en genfejl der gjorde mine øjne sorte, fordi jeg blev forvandlet under den sorte død i Europa," hun trak på skuldrene som om historien gav sig selv og ingen ville være det mindste overrasket over at høre den.

"Man kan vel godt kalde det en sygdom? Nogen synes det er den bedste måde at beskrive det på, men jeg synes nu mere det er en gave," hun lod sin finger glide langs bordkanten mens hun snakkede, hovedet lidt på skrå og blikket hvilende på den stakkels skrædder, der nu fik sandheden om tilværelsen at vide. "Og ja, jeg er 693 år, for at være helt præcis," hun smilede stolt inden hun vendte sig rundt og kiggede mere rundt i butikken. "Men det gør ikke dig noget, vel?" hun kastede et blik over skulderen med et sigende smil til Ophelia inden hun gik hen til en væg med stofprøver og lod fingrene danse hen over dem for at mærke deres kvalitet. Hun vidste godt det var brud på Hemmelighedernes Pagt, men hun var også klar over at hun ikke kunne redde den hjem. "Så længe det ikke er noget der kommer længere end os to, så tror jeg sagtens du kan være rolig," sagde hun højt så hun var sikker på at Ophelia hørte hende. Det var måske lidt en trussel, men hun regnede med at Ophelia var klog nok til ikke at gå til pressen med nyheden om Phoenixxx' Sande Jeg, selvom hun garanteret kunne tjene en god slat, eller blive afvist som en skør kælling. Det var ikke fordi der ikke var stillet spørgsmålstegn ved hendes øjne før, men det var ikke noget hun ville spilde tid på at forklare pressen, da de alligevel ikke ville tage en dårlig undskyldning for gode vare.

Paris fnisede bag en hånd, men måtte til sidst give efter for latteren og knækkede sammen mens hun støttede sig til en hylde med stof. Hun rettede sig op med et smil og spankulerede tilbage imod hende med hofter der svang fra side til side som et pendul.
"Ja," sagde hun uden at ville pakke svaret ind. "Ja det gør jeg, men jeg dræber aldrig for alle dem jeg drikker fra har selv tilbudt det," hun trak på skuldrene inden hun stoppede foran Ophelia med begge hænder i siden og et rovdyrssmil på læberne. "Skræmmer det dig, hm?" spurgte hun og kørte en hånd gennem det vilde, røde hår. Hell, hun havde måske været meget voldsom mod Augustin, men han var da i live, et eller andet sted i Paris, right?? Hun var ikke en morder, synes hun selv.

Paris slog en klukkende latter op. "Ja, vi lever forevigt, så længe vi ikke bliver slået ihjel undervejs," sagde hun og blinkede sigende til Ophelia. Hvordan det kunne lade sig gøre ville hun ikke ud med dog. "Flagermus? Nej, men det ville være one hell of a stage trick," hun så lidt drømmende op i luften med et smil mens hun forestillede sig hvordan det kunne være hun skulle snakke med sin tech-manager om næste scene setup. "Orgier?" hun lænede sig lidt tilbage mod sybordet og lod sit blik glide bedømmende over Ophelia. "Mennesker har da også orgier, hvorfor skulle det være anderledes bare fordi vi er vampyrer?" spurgte hun og vippede suggestivt med øjenbrynene. "Hvorfor spørger du, er du interesseret i at komme med næste gang?" hun fugtede de højrøde læber.