Bad Romance

Glad for at få sin bøn hørt, fik Augustin kæmpet sig op og stå. Han prøvede at stå rankt og selvsikkert for at vise, at der stadig var noget af ham tilbage, men det var svært, for det ville være at lyve. Han fik endelig frirum på badeværelset til at kigge sig selv i spejlet og med ét startede en serie af voldsomme opkastninger, som om hans krop ville purge alt der var sket via mavetarmkanalen. Han kunne næsten ikke holde hovedet over WC'et, som vandet splaskede ham tilbage i ansigtet blandet med hans eget opkast, der mest bare var galde, for han havde ikke spist noget fast længe.
I det mindste var han alene, tænkte han og fik sig slæbt ind under bruseren. Han flåede Thors halsbånd af med desperate hænder og mærkede endnu en opkastning på vej som han kiggede på det blodige minde om menneskets bedste ven. Vandet løb ned over ham og trak rødt blod (mest Thors) med sig ud i afløbet i striber. Han kunne ikke tænke, men måtte gøre det. Han måtte finde en vej ud. 
Det kolde vand kvikkede ham op, både i krop og sind. Han fik krænget et håndklæde om sig og kiggede ned fra vinduet, der sagtens kunne åbnes nok til, at han kunne snige sig ud. Men højden skræmte ham. Han kantede sig ud på afsatsen foran vinduet og lukkede øjnene. Hvis han skulle dø nu, skulle han vel dø nu. I det mindste var det på hans egne præmisser. Og så forsvandt han ud i mørket. Ramte jorden, der heldigvis var blød efter regn og med græs til at tage det værste af hans fald. Alligevel havde han klart brækket en arm, det gjorde sig klart ved at knoglen stak ud gennem hans hud. Han rystede sig sammen og begyndte at løbe i et ubarmhjertigt tempo. Han måtte væk herfra inden Paris kom tilbage.

//OUT