Bad Romance

Paris lo over Augustins fortsatte stædighed over at han var Roses far.
"Så du hendes øjne? De er præcis som hans," sagde hun og rullede med øjnene. "Men hey! Det kan være vi skal bringe en anden gæst ind i dagens talkshow, synes du ikke?" hun sprang op fra sengen så madrassen dansede lidt inden hun satte kurs mod døren og forlod ham atter til sine bånd. Hun ledte biblioteket igennem og fandt sin næste gæst som hun hev med ind til Augustin.
Gabriel havde ikke haft nogle specielle planer denne aften og havde slappet af i en af stuerne da Paris var kommet og uden et ord havde hevet ham op af sofaen og trukket ham med.
"Hey, hvor skal vi hen?" spurgte han forvirret. Paris plejede ikke at opsøge ham eller ville have så meget at gøre med ham, men hun lod til at have en plan så han var fulgt med. Han kom ind i hendes rum og så Augustin ligge som en sølle, slagen mand i hendes kæmpe fetish-seng. Hans kæbe droppede næsten ned på gulvet og han så måbende fra Augustin til Paris.
"Hvorda... Hv-hva?!" han var totalt tabt bag en vogn. Paris tog ham hen til sengen og stillede sig overfor ham med hænderne i hans, som et ungt kærestepar. Hun så på ham med et vagt smil, som en storesøster der ser overbærende på sin lillebror til trods for at deres roller var modsat, da han var mange gange ældre end hende.
"Jeg tænkte du skulle have lov til at lege lidt med ham der gjorde dig ondt," sagde hun mildt. "Det er kun fair når han er her under taget."
"Tak," sagde han stilfærdigt og så ned på Augustin. Det var mærkeligt at opleve Paris være venlig overfor ham, men han vidste hvor det kom fra. Hun var familien evigt loyal, og selvom de ikke altid var enige, så holdt hun af ham og han af hende.

"Men jeg har ikke brug for hævn," sagde Gabriel stille mens han stod og så ned på Augustin. Paris blinkede et par gange.
"Ahva'?" spurgte hun næsten lamslået.
"Ja," Gabriel vendte sig med et mildt smil mod Paris og sukkede tung. "Jeg er glad for at du tænkte på mig, men hævn er ikke min ting," han trak på skuldrene og så tilbage på Augustin. "Jeg tror han har fået det som han selv har sørget for at rede op til," svarede han. "Du har gjort det godt," han vendte sig mod Paris og han gav hende taknemmeligt et meget sjældent kys på hendes højrøde læber. Hun gengældte ved at lægge armene om hans skuldre og trække ham dybere ind til sig i et par sekunder inden de frigjorde sig fra hinanden.
"Så længe han knækker, er jeg glad," sagde Gabriel afsluttende.
"Oh, don't worry, honey," sagde Paris skadefro og klappede hans kind. "I've got plans."
Gabriel smilede og smuttede ud af rummet for at efterlade de to alene i soveværelset. Paris satte sig tilbage overskrævs på Augustin.
"Nå, vi har nogle forhandlinger vi skal lave, Loverboy," sagde hun og vippede med øjenbrynene suggestivt.

"Hmmm, men hvad har jeg vundet?" spurgte hun med armene over kors mens hun sad og så vurderende ned på ham som en forældre der overvejede hvilken straf et uvornt barn skulle have. Hun lænede sig over til sengebordet og tog billedet af ham og hans mor og viftede det lidt foran hans ansigt inden hun rev det i stykker og lod dem regne ned over hans nøgne overkrop. "Jeg tænker at den eneste måde du kommer ud af dem her," hun nikkede til de fastholdelsesanordninger som hun havde sat ham i, "så skal du sværge mig troskab og at du kan straffes med døden som følge, og gøre hvad end jeg kræver af dig. Alt! Skal du spise fårelort? Du gør det. Skal du pisse på et barn? Du gør det. Uden tvivl og uden spørgsmål, forstået?" hun maste sine håndflader lidt mod hans ansigt og trykkede hans mund sammen som en trutmund.

"Og har du nu gjort dig fortjent til det?" sagde hun, måske mere til sig selv end til ham inden hun slog hænderne i lårene og nikkede. "Fint, en sidste gang," sagde hun opgivende og rullede med øjnene inden hun gik ud af sit værelse igen. Hun gik ud og fandt Isobel der havde taget plads i stuen med Rose på skødet og sad og læste Nabokov's Lolita. Hun fik hende lokket med til sit værelse med en eller anden dum bemærkning om at vise hende et stykke tøj som hun ikke var sikker på at hun kunne passe, og trak hende med indenfor og låste atter døren bag dem.
Isobel standsede ved synet af Augustin. Det havde været noget tid siden nu at hun havde set ham sidste gang i Louvre, en syg og slagen mand. Det her var anderledes. Det var tortur, og hun var hundrede procent sikker på at Matthew stod bag. Paris elskede den slags julelege, og det var ikke første gang det var sket at hun havde brugt en måneds tid på at knække et menneske sønder og sammen. Alligevel måtte Isobel mønstre hvad hun kunne af viljestyrke. Hun vidste at hvis hun viste Augustin for meget ville han få en idé om et håb, og hvis hun viste for lidt var det sandsynligt at han ville begå selvmord. Så istedet nærmede hun sig langsomt sengen og satte sig på sengekanten med et mildt, moderligt smil og tåreblanke øjne, dog uden nogen trillede ned ad hendes kind. Hun sagde ikke noget, sad bare og så på ham som en enke der ser på sin døde mand.

Paris holdt sig i baggrunden med armene over kors lænet op ad den ene sengestolpe og holdt skarpt øje med hvad der foregik. Isobel sad længe på sengekanten uden at svare Augustin. Hvad hun tænkte var ikke til at vide. Hun vidste hun at han havde set Rose, fordi Paris havde vist ham frem, og hun vidste at han var døden nær. Hun smilede stille og lagde en finger på hans læber for at tysse ham blidt ned så han ikke snakkede eller brugte kræfter på det. Istedet lænede hun sig ned og kyssede hans pande, et Judas-kys, inden hun rejste sig langsomt. Hendes bevægelser var flydende og graciøse og hun følte sig som et spøgelse indeni selvom hun kunne mærke følelserne lige under overfladen hun vendte ham ryggen hurtigt og gik mod døren. Paris fik et advarende blik en sidste gang over skulderen inden Isobel forsvandt ud i gangens mørke og døren smækkede.
"NÅ!" sagde Paris og klappede begejstret i hænderne. "Hvad siger vi så? Er det tid til at blive min slave, Loverboy?" spurgte hun og sprang op på sengen ved siden af ham som en hund der var lykkelig over at se sin ejer igen.

"Aww, hun led da ikke overlast," sagde Paris med en sørgmodig trutmund. "Tværtimod," hun lænede sig helt ned til deres næser næsten rørte hinanden, "jeg tror hun var glad for at se sin daddy," hun blinkede til ham og med et velplaceret smæk imellem hans ben viste ham hvem der var boss i firmaet. "Selvom du jo ikke teknisk set er hendes far," hun grinede med en tungespids i mundvigen og sukkede lidt inden hun gik ned til fodenden og begyndte at løsne hans ankler. Hun vidste godt det var risikabelt men et eller andet sted var der heller ikke rigtig mere at komme efter i ham. Hvis han slap løs og undslap ud af palæet ville han være for omtåget af sygdom og afkræftelse til at vide hvor han skulle lede igen, og hun vidste også at Matthew havde en eller anden form for skærm omkring stedet, så det ikke kunne ses af andre end dem han ville have til at se det. Det var ret smart. Hun fik løsnet begge hans ben og endte på sengekanten igen. Hun tog atter Thors blodige halsbånd og satte om Augustins hals.
"Så, nu er du min," sagde hun med et bredt, triumferende smil og klappede ham på brystkassen. Hans arme var stadig spændt op.

"Årrrh, det ved jeg ikke endnu," sagde hun med et skuldertræk inden hun løsnede hans ene hånd og rejste sig for at spankulere lidt rundt i rummet. Hun fandt en pakke gamle Cecil og vendte tilbage til ham hvor hun tændte cigaretten i sin egen mund inden hun rakte den ham, bare så hun var sikker på at han ikke håndterede lighteren. En glød fra en cigaret var ikke farlig, heldigvis. "Jeg tænker vi starter med at træne dig lidt, måske få dig vasket," hun studerede hans krop med både berøringer og blik. "Du trænger lidt til det efter din datter red dig," hun så op på ham med et dæmonisk grin. "Men ellers kan vi se på det derfra. Jeg har længe manglet en køter i mit værelse og du er passende." Hun bed sig i læben over tanken om han som fodskammel eller bundet på hænder og fødder med en jernpløk i røven. "Du skal nok falde til!"