In Pieces

Gabriel havde sat sig for at komme lidt mere rundt i palæet idag. Han havde holdt sig meget isoleret og afskåret siden han var kommet tilbage fra sin tilfangetagelse. Kun Matthew havde kunnet holde ham i nuet og fået ham til at føle sig hel og behageligt til mode. Desværre havde han måttet dele den plads med Isobel efter hun var blevet gravid, noget som Gabriel stadigvæk manglede svar på. Han havde hørt det var Augustins, manden der havde stået bag hans tilfangetagelse, eller også var det Matthews, hvilket betød han blev storebror. Han var det som sådan allerede til Angela, men det var anderledes når der var blod og kød involveret og ikke bare forvandling.
Han havde sat sig for at finde Fleur. Hans tanker havde ofte kredset om hende i sin ensomhed og nu havde han endelig tid til at finde hende. Han åbnede døren til det stille bibliotek og lod rummets tørre atmosfære ramme sig som en væg.
"Fleur?" spurgte han sagte, hans stemme stadig hæs selv efter ugers restitution.

Hun slog næsten luften ud af ham men han mærkede glæden boble over at se hende igen og mærke hende i sin favn. Han holdt hende ind til sig i et venskabeligt kram inden han holdt hende ud fra sig. Han var ikke synligt skadet, men han gik langsomt fordi han havde siddet stille i så lang tid bundet til en stol så hans knogler næsten var blevet bøjet og brækket. UV-lyset havde også ædt en del af ham og han havde tømt et menneske dagligt for at få bare en fraktion af sine evner tilbage. Han var træt men glad over at være hjemme igen.
"Heeej," hilste han og rømmede sig mens han strøg Fleur over håret og mønstrede et svagt smil. "Hvad så? Hvad har min brainiac gang i idag?" spurgte han venligt. Hans blik gled over hende og kunne se tydelige forandringer. Det var ikke ting man ville se hvis man ikke vidste hvad man skulle se efter, for det var ikke fysiske ændringer. Det var glimtet i hendes øjne, hele hendes holdning. Hun var blevet ældre på meget meget kort tid.

"Årh, det er ikke noget," sagde Gabriel for at underspille sine egne kvaler. "Hvad med dig? Hvad har du lavet i al den tid?" spurgte han og greb hende lidt om livet for at løfte hende op som en far der vil vise sit barn hvordan det er at flyve. Han kastede hende over skulderen og lo mens han tog en tur rundt i biblioteket men måtte stoppe ved Vladimirs tomme stol. Han satte hende fra sig da han blev nød til at tage en pause. Han var endnu ikke 100% tilbage på Møllen men kom derned af og til indtil han var klar. Også Matthews håndtering af ham tog lidt af hans energi hver dag, men i det mindste blev han overøst af kærtegn dagligt.

Gabriel sad som slået ud af både hende men også hendes historie. Billederne der gled over hans nethinde af alle hændelserne var både grove, voldsomme men også effektfulde. Han så hendes korte liv som vampyr glide for sig mens han sad med hende foran sig. Han endte med at lade hende kravle op og sætte sig på hans skød mens hun fortalte og hans øjne blev blanke. Ingen tårer faldt men han mærkede tydeligt den stærke påvirkning mens hun fortalte og han måtte kvæle et lille suk af sorg.
"Cherie, hvordan lever du overhovedet?" spurgte han næsten overrasket men med et milt smil til hende og krammede hende broderligt inden han lod hende slippe af igen for ikke at ville tvinge hende for tæt på. "Og... min far... har han...?" han ville ikke rigtig fortsætte sætningen.

Smerten i hans hjerte var næsten ubærlig mens hun snakkede. Ganske rigtig, modsat Angela, var Fleur ikke så hjernevasket endnu at hun ville sætte pris på Matthews overgreb og bare give slip og slappe af. Det var sådan han selv havde lært det, men nej, Fleur var stadig for tidligt på stadiet til at hun kunne lukke op og lade ham komme ind og tage hendes sjæl fuldstændig, men måske det skete en dag. Hvem vidste noget som helst om fremtiden?
"Ikke så slemt?" hans bryn rynkede sig. Han så hende producere en røgspiral af mørk energi og han nikkede imponeret til hende.
"W-woah," sagde han overrasket. Hun var så ung men med Vladimirs ekspertise var hun allerede på samme niveau som vampyrer på med flere hundrede års erfaring.

"Jeg forstår," sagde han med et mildt smil til hende og han rakte ud og tog hendes hånd hvorfra spiralen af afsky netop havde stået op. "Jeg glemmer det nogle gange, du ved," han så lidt til siden, "hvordan det var at afsky ham. Jeg afskyede det selv da jeg var så ung som du og i de første 50-100 år. Men når man oplever det længe nok," han trak lidt på skuldrene, "så ender man med at se ansigtet under masken, hvis du forstår. Ikke at du skal," forsøgte han at forklare, "altså, du skal ikke føle dig tvunget til at kunne lide det eller noget, overhovedet!" Han rejste sig langsomt fra stolen, foldede hænderne bag ryggen og gik hen mod et portræt der hang forholdsvist centralt i biblioteket. Det forestillede Matthew alene på en mørk baggrund, typisk oliemaleri anno 1600. "Jeg tror at når man lever længe nok med en dæmon så bliver man selv lidt en," sagde han og så ned på hende. "Jeg håber du finder andre strømninger i livet end hvad han kan give dig, men jeg er også bange for at hans greb om dig er værre end de fleste andre. Han er trods alt din skaber," han så lidt ned. "Du er vel, på sin vis ligesom Angela, min søster, kan man sige," han smilede lidt til hende. "Er det en træls ting synes du?"

Man skulle vokse op hurtigt når man boede i palæet. Han vidste fra Felix at det også var noget han skulle vænne sig til, at de ting der skete ligesom krævede en vis robusthed eller modstandsdygtighed imod at være for sart eller sårbar, ihvertfald hvis man ikke ville lade sig rive med og kontrollere af onde kræfter.
"Aww," han trak hende ind til siden med en arm på hendes skulder for at vise at han holdt af hende og værdsatte hendes ord. "Det betyder meget når det kommer fra én der har oplevet det samme som én selv." Han så hen til hendes læseplads, fyldt med bøger og andet kedeligt grej. "Hvad siger dine forældre egentlig til hele affæren? Din mor er også vampyr, hvad med din far??"