It's after dark

Hvad der gav hende et chok mest vidste hun ikke, om det var banken eller hans stemme. Hun tabte glasset på gulvet med et lille "flump". Det gik heldigvis ikke i stykker og hun havde lige drukket den sidste dråbe. Hun vendte sig abrupt rundt og stirrede på døren som var den et spøgelse. Selv uden at han var i rummet kunne hun mærke stanken sive ind igennem alt, som radioaktiv stråling der gennemborede alt og alle. Det var væsentligt værre end ved sommerfesten, og hendes kvalme var ikke imponeret. Skulle hun svare? Døren var trods alt låst men hun vidste hun måtte komme ud før eller siden. Hun mærkede efter sin mobil i jakkelommen. Den havde ikke sagt noget endnu eller givet lyd om at Matthew var her. Hun nærmede sig langsomt uden at lave en lyd og lagde en hånd fladt og sin pande mod dørens træ. Hun kunne mærke ham derude igennem døren. Hun lagde en hånd over sin mund for at skjule et hulk som tårerne vældede op og strimlede hendes ansigt.
"Augustin?" hviskede hun sagte. Hun kunne ikke holde det i sig længere. Hendes allerede iturevne hjerte, som lige var blevet syet nødtørftigt sammen igen, begyndte langsomt at sprække.

"Hvorfor er du her?" spurgte hun med behersket stemme men den knækkede med det samme efter ordene slap ud. Hun kæmpede bravt for at bevare roen men gråden overtog et øjeblik og hun måtte holde sig for munden for ikke at lyde for indlysende følelsesmæssigt påvirket. "Du har ikke noget at gøre her, gå!" sagde hun bestemt men stemmen dirrede og hun vidste at han ville kunne høre det. Hun undrede sig over hvad der havde fået ham til at finde vej til hendes kontor. Var han blevet skør af hjertesorg? Hun kunne ikke fortænke ham i det, hun havde selv mange gange villet svare beskeder og sms'er, indtil Matthew havde skiftet hendes sim-kort i telefonen og taget hendes gamle. Mon han havde set alle de beskeder og opkald?

"Svar på hvad?" spurgte hun igennem døren. Hun var forvirret. Havde hun ikke sagt nok til sommerfestivalen? Der var ikke noget nyt på programmet for ham, med mindre han vidste...? Hun lagde en hånd på sin mave og lukkede øjnene et kort øjeblik mens hun tænkte sig om. Nej, hvordan ville det være sket. Det var jo kun Matthew og Angela der vidste noget. Ok, hun havde skrevet brevet men det var kun på foranledning af Paris, og hun var ikke engageret i kampen mod vampyrjægerne, var hun?
Hendes hånd gled ned til låsen og håndtaget. Langsomt, pinefuldt langsomt drejede hun den rundt så låsen slog fra med et klik og hun trak døren op for at se ud på ham gennem en sprække. Synet der mødte hende var horribelt. Han så indsunket og syg ud, som om han var ældedes flere år på ingen tid. Grå hud og blanke, tydeligvis forgrædte øjne. Hun så åndeløst på ham inden hun åbnede døren lidt mere for at lukke ham ind. Hun så rundt ude i gangen. Ingen Matthew endnu. Det her ville blive et mareridt at forklare! Hun lukkede døren igen og låste den inden hun vendte sig rundt mod ham, næsten vred over hans tilstedeværelse.
"Hvad har du gang i?!" hvæsede hun uforstående. "Er du klar over hvor mange problemer jeg kan komme i for at se dig?!"

Hun sukkede stille mens hans ord ramte hende. Fucking Paris. Hun ville give den heks noget at tænke over når hun kom hjem igen. Skulle hun bare spille med på det? Hun så bort fra ham med armene over kors og lænede sig op ad døren, en underbevidst handling der viste hvor meget hun frygtede Matthews vrede udefra hvis han opdagede dem derinde.
"Augustin, jeg synes du skal glemme det," sagde hun og rettede sig op. Hånden famlede bag hende mod dørens håndtag og lås. "Jeg mener at jeg skrev du ikke skulle opsøge os." Hendes anden hånd lagde sig instinktivt over maven. "Vil du ikke være sød at gå? Jeg har ikke mere at sige."

Hun pressede læberne sammen for ikke at begynde at skrige af afmagt. Hvem troede han egentlig at han var, sådan at troppe op og kræve at ville snakke med hende!? Hvis hendes gæt var korrekt havde Paris lavet en deal, og det var selvfølgelig godt for kampen mod vampyrjægerne, men at hun var maddingen brød hun sig bestemt ikke om. Hun drejede låsen i døren men lod håndtaget være for nu.
"Måske," gentog hun og så mørkt på ham. "Der er ingen måde at vide det før jeg føder. Desuden," hun så til siden, "jeg måtte sige det til Matthew. Og hvis jeg sagde at der var nogen tvivl ville han slå det ihjel uden tøven."

"Nej," sagde hun og hævedet hovedet for at se resolut på ham. Hendes ansigt var forvredet i en smertefuld grimasse over tanken om at holde ham i mørket i så lang tid, men som mor havde hun privilegiet om hvorvidt hun ville lade ham vide at barnet var hans elle ej. "Det skulle være hemmeligt og du skulle ikke vide noget," hun rankede sig mere og mere mens hun hørte sine egne ord. "Og det gør ikke nogen forskel, for det er ikke dit." Hun vidste ikke hvordan han forholdt sig til at hun og Matthew havde et forhold, men der var ikke noget han kunne sige eller gøre for at ændre det. Lige nu var det næsten ligeså smertefuldt at være sammen med Matthew, men alligevel var der trøst i hans favn, fremfor død i Augustins.
"Vil du ikke være sød at gå?" hun lagde endelig vægt på dørens håndtag og åbnede den så Augustin kunne forlade kontoret. Hvad hun ikke havde bemærket var at hendes mobil havde vibreret mens de havde snakket, og Matthew havde besluttet sig for at gå ind og lede efter hende eftersom hun ikke svarede på hans besked. Han var endt foran døren hvor han kunne høre stemmerne snakke. Han var ikke uforberedt, men det var de og han greb ud og trak Isobel ind foran sig.
"Så mødes vi igen," sagde han og de isblå øjne var som syle der stak sig ind i den kræftsyge mands krop. Hans anden arm greb om Isobels liv og holdt hende tæt med en faretruende styrke. Isobel spærrede øjnene op i chok men kunne ikke få en lyd over læberne over sin brors opførsel. Hun kunne ikke modsætte sig ham. Han var hendes skaber og underlagt hans vilje.