It's after dark

Rovdyrssmilet var normalt at finde i andre anledninger, eller måske var det netop i disse anledninger, når noget smukt var gået i stykker eller skulle til at gøre det. Det ville være så nemt men han kunne også mærke Isobel klynge sig til ham og umærkeligt holde ham tilbage. Han holdt sin arm om hendes talje og trak hende tæt til sig. Han ville have at Augustin skulle se hvor meget han havde tabt og at han ville dø alene og syg uden at have udrettet noget nævneværdigt.
"Nej," sagde Matthew koldt. "Jeg vil have du skal leve med dine valg resten af din korte tid her på jorden. Hende her?" han klappede Isobels mave blidt men demonstrativt for at markere sin dominans over den fallerede vampyrjæger, "kommer til at vokse op for at dræbe vampyrjægere som dig, og hun vil aldrig vide noget om dig eller hvem du var." Han drejede hovedet og så ned på Isobel som han kyssede hende grådigt. Deres læber slap hinanden og hun var som tryllebundet af ham, stadig grædefærdig men hun var tilbage i sin svaghed overfor hans magt.

Matthews øjne funklede af triumf inden han tog Isobel med sig ned ad gangen. Hendes fødder snublede lidt og hun græd uden en lyd mens de efterlod Augustin afmægtig i gangen og forlod Louvre. De gled ind i bilen og satte kurs mod palæet hvor de druknede i hinandens omfavnelse, hende grædende ned i en pude men modtagelig for hans kærtegn, inden han indhyllede hende i et blidt slør af mørke for at dulme hendes tanker så hun kunne hvile. De faldt til ro mens han lå bag hende, hans fingre spredt grådigt over hendes mave og hende i en sorgens døs.
//out