Sunday, bloody Sunday

De sad i bilen mens den gled lydløst gennem natten. Han havde ladet hende sidde for sig selv i den ene side af bilen mens de kørte, men vendt imod hende som en opmærksom lærer der lyttede til alle elevens ord og spørgsmål uden indvendinger.
"Du skal se, vi skal nok finde ud af noget," sagde han. "Du er klog, eftertænksom og lærenem, Fleur. Det vil kun komme dig til gavn i fremtiden."
Bilen gjorde holdt ikke langt fra hospitalet men ikke inde på selve området, da de ikke ville tiltrække sig alt for meget opmærksomhed.
"Vi er her, herre," sagde Shade tørt og Matthew tog Fleur med sig ud i den lune sommernat og begav sig hen til hospitalet hvor de trådte ind og gik mod fødeafdelingen. De var et sært par at se gå igennem komplekset til de kom til fødselsafsnit og afdeling for kvindesygdomme.

På det whiteboard de havde passeret ved desken til receptionen havde han set hvilke rum der var belagt og hvilke var ledige. Hospitalet var privat og rigt, så det var begrænset hvem der havde adgang til det, og det lignede at der var et enkelt ledigt værelse. Han tog sygeplejersken ved albuen og så hende dybt i øjnene mens en skygge syntes at glide over hendes ansigt.
"Min kone er indlagt i rum 338," sagde han mildt. Sygeplejersken tav og nikkede mekanisk som en robot.
"Javel, monsieur, følg med," sagde hun tonløst og tog dem med sig ned ad gangen til rummet som hun førte dem ind i, det tomme rum der nu ville blive hendes endeligt. Matthew holdt Fleur i hånden hele vejen ned til rummet men slap hende så snart døren lukkede sig bag dem.
"Tag hende!" sagde han som pudsede han en hund på en indbrudstyv.

Matthew gik langsomt hen imod hende og betragtede den vilde eksplosion der sendte blod ud diverse steder i rummet. Han nærmede sig Fleur og satte sig på knæ ved siden af hende inden han langsomt tog hende om skuldrene og trak hende fra ofrets hals ligeså stille, som løsnede han et barn fra dets yndlingslegetøj.
"Rolig, cherie," klukkede han stille over hendes entusiasme. "Lad hende leve, selvom barnet dør," han så ned til kvindens ben hvor angrebet havde sat gang i en alt for tidlig fødsel. I rummet døde motion sensorerne langsomt og mørket greb fat om kvindens bevidsthed så hun langsomt mistede grebet om hvad der var sket.
"Du kan lukke sårene med din tungespids," forklarede han og bøjede sig ned for at vise teknikken. Et kort strejf af tungen over de vældige sår var nok til at samle huden igen og han smilede til hende da han så hendes ansigt indsøbet i blod, en rammende beskrivelse af en skadet uskyldighed. "Hvis du kan så lad dit offer leve, specielt når der er to på spil," han rejste sig og fandt papir og noget hospitalssprit i et skab på stuen så han hurtigt kunne fjerne pletter fra gulv og kvinde inden de skulle tilkalde hjælp.

Han fik gjort rent og fjernet det værste blod mens sygeplejersken lå og kom lidt tilbage til bevidsthed. Han tog om Fleurs skuldre og så mildt på hende.
"Ingen ved hvorfor, men det er desværre sådan det sker," sagde han og forsøgte et opmuntrende smil til hende. "Det vigtigste er at skubbe så mange tanker om det bort som muligt. Det er ikke din skyld at du er et rovdyr nu, det var din sygdom," forklarede han inden han åbnede døren til stuen og kaldte på en anden sygeplejerske for at alarmere om situationen med hendes kollega. De gled ubemærket bort fra afdelingen og tilbage ud igennem hospitalets kompleks.
"Til gengæld skal du have blod sjældnere, måske kun hvert 5. dag, og stadig kan du fungere helt fint," fortalte han.

"Ja det siger han vel," knurrede Matthew lavmælt da de atter forlod hospitalet og satte kurs mod bilen. Om hun hørte det eller ej var ligegyldigt. Vladimir og han havde en tvist om hende, og de var begge to stædige mænd, der ikke bøjede sig.
"Din sygdom burde være eradikeret efter du blev vampyr," svarede han. "Det er selvfølgelig ikke en optimal løsning, men man kan sige at mange der dør unødvendigt at diverse lidelser kunne reddes hvis de blev forvandlet i tide. Desværre kan det ikke altid redde alle, og der er f.eks. bevist at terminelle kræftpatienter ikke kan reddes hvis deres lidelse er så udbredt at organer og den slags allerede er sat ud af funktion. Det ville svare til at drikke blod fra et nyligt dødt lig eller en anden vampyr; det fungerer ikke næringsmæssigt, og ved dåben af en vampyr hvor blodet gives tilbage til den nye, kan det, der gør os til vampyrer ikke bundfælde sig i alle cellerne ordentligt hvis de allerede er ude af spil," forklarede han. De nærmede sig bilen og steg ind. Han vendte sig om imod hende. "Ved din far egentlig noget om dig endnu?" spurgte han interesseret. Desmond var en af hans mange ansatte der var lige så neutral som et stykke hvidt papir i en bunke. One in a million, kunne man næsten fristes til at sige.

"Angelique har det ganske fint," svarede Matthew uden tøven. Han bad Shade sætte bilen igang og de gled bort fra hospitalet. Han vendte sig atter mod Fleur.
"Nu kører jeg dig hjem," sagde han alvorligt. "Og når det er tid igen til at få blod, så kom til mig og vi kan finde noget. Der er heldigvis en god mængde højgravide kvinder i Paris hver dag, men vi skal sørge for at det bliver nemmere tilgængeligt. Jeg tænker at et internship på et laboratorie i et hospital kan give dig bedre adgang til fødende føde. Og måske skal vi også have trænet lidt af din energi. Du så hvad jeg gjorde ved sygeplejersken ikke? Det kan du måske også lære."