How to kill a bird with fire

Han så hende traske foran sig ned ad havestien, hun var knap højere end buskene der flugtede i sirlige, snoede mønstre omkring blomsterbede og smukke statuer og skulpturer. Hun var som et lille spøgelse der hjemsøgte den udsøgte have, måneskæret der spillede i hendes hår og skar hende ud som en figur i virkeligheden. Han lod hende gå lidt inden han gik efter hende, langsomme, velberegnede skridt der slog i takt med hendes, og så alligevel lidt ude af synkronisering da han behøvede at bevæge sig langsomt for at lade hende holde et lille forspring. Han var en høj, truende skygge bag hende som de gik igennem haven.
"Hvorfor skulle jeg ikke sende dig tøj?" spurgte han med et kruset smil på læberne og de isblå øjne funklede mens han holdt sit blik på hendes lille pigekrop. "Jeg ville aldrig drømme om ikke at forkæle min smukke datter."

Han fulgte efter hende og slog opgivende ud med armene over hendes ord.
"Du ved godt at du aldrig kan slippe for mig, så hvorfor lægge skjul på det?" spurgte han ud i natten, en smule anklagende. De var som et ældre ægtepar der havde hængt sammen for længe ved hoften og endelig oplevede at være adskilt, og ingen af dem var sikre på om det var godt eller skidt. Han havde ihvertfald ikke tabt mindet om hende én eneste dag. Hendes lille fine natkjole i hans skab bevidnede det. Han fulgte hende til kanten af græsplænen og så efter hende. Duggen sprang op som små krystaller der hvirvlede om hendes fødder og kjolekant. Han stod lige bag hende på kanten til græsset, som et rovdyr på kanten til at springe på sit bytte.
"En af mine agenter," svarede han. "Han spottede dig en dag ved Mont Martre efter jeg havde udsendt en eftersøgning. Han fulgte efter dig og, well, resten er historie, som man siger."

Han så ned på hende uden at fortrække en mine over hendes ord, smilet var en konstant faktor på hans ansigt og istedet for at forblive over hende sænkede han sig ned og knælede foran hende, den ene skospids stadig mod hendes, men det andet knæ i gruset lige foran græskanten. Det hvide lys fra månen farvede stien hvid som han sad, en sort ravn overfor hende, vinden der trak hans hår bort fra hans ansigt og skuldre så han kunne se mere direkte på hende. Samtidig var hun selv lys og hvid som en engel mens græsset var som en sort eng under hende; et bizart, smukt og kærligt Yin og Yang-tegn.
"Jeg er sikker på at du ender med at være så god at de opdager dig alligevel," sagde han drillende og prikkede hende på næsen. "Du ved godt Paris ville være tom som en himmel uden stjerner hvis du var rejst. Og ville du virkelig kunne rejse længere væk fra mig?" han hævede spørgende et øjenbryn af hende uden at smilet falmede.

De små børnefingre føltes som små stjernekastere mod hans hud og hendes læber smagte sødt. Han trak sig op og stå som hun sprang ud og bort fra ham, en gazelle der løber fri i en indhegning. Duggen sprang op omkring hendes fødder i kaskader, hvide perler der dansede i luften omkring hende og kjolen bølgede i luften. Han måtte skjule et smil under sin egen hånd mens han så hende løbe og kaste sig i græsset. Et tungt suk fjernede en vægt fra hans bryst som han først nu fandt ud af havde været dér. Det var som et splitsekund der var en brændende fornemmelse i hans øjenkrog der kunne minde om en tåre, men den forsvandt med et blink og han fulgte langsomt efter hende ud på den store græsplæne hvor buskene ikke længere holdt resten af naturen omkring palæet bort. Duggen vaskede over hans sko og lagde sig glimtende over det blanke, sorte læder. Han nærmede sig hende langsomt da en bevægelse ud af hans øjenkrog fangede hans opmærksomhed. Den var ude i mørket under træerne men der var noget der bevægede sig i deres retning. Han var standset to skridt fra Angela og holdt blikket mod skikkelsen der brød frem fra mørket og blev aftegnet af måneskinnet. Langlemmet og udsultet, skind der hang på et skelet, nærmede den sig i et let tempo. En af vampyrerne, der havde været genstand for hans eksperimenter før i tiden, øjensynligt. Ansigtet var forvredet, underkæben hang underligt løst og gjorde hovedet aflangt og munden var et gabende hul med knækkede, takkede stumper af tænder. Øjenhulerne var tomme og alt der var tilbage af dens sanser var lugt og hørelse.
Den slæbte sig afsted på alle fire imod dem. Matthew sukkede.
"Angela, du må nok hellere komme op," sagde han uden antydningen af frygt overfor udyret der nærmede sig dem.

Matthew havde ikke rørt sig mens han havde set på kreaturet og Angelas behandling af det. Han smilede smalt og så ned på hende med et let hævet øjenbryn. Græstotter og dug i hendes hår gjorde hende til en lille skovnymfe som hun lå der med håret snart i sin rigtige længde som en glødende glorie af hvidguld. Han rakte en hånd ned til hende for at få hende op og stå.
"Ah cherie, du har øvet dig ser jeg?" sagde han med en overrasket undertone og begyndte at børste hendes kjole lidt af for græs. "Du må hellere se at komme ind i bad," mumlede han stille for sig selv. "Den her kjole er dry-clean only," sukkede han.

Matthew rettede sig op fra at have ordnet hende og børstede et par grå askefnug bort fra hendes skulder inden han lagde en hånd bag hendes ryg og førte hende med tilbage over græsset i retning af havekomplekset. Snart sluttede buskene rundt om dem som grønne slanger der snoede sig afsted i aftenmørket.