Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 21:56:00 GMT 1
Haverne om Darklighterpalæet var lavet med lange, lave buske og blomsterbede og vandfontæner. De var tændt døgnet rundt, og om aftenen var der tændt lys omkring nogle af flisebelagte områder hvor der stod havemøbler til rådighed for palæets gæster. Matthew var gået derud for at nyde natten. Dagen forinden havde et stormvejr fejet over Paris, præcis som han havde endt Angelas afstraffelse, og regnen var fortsat ufortrødent det meste af dagen og ud på aftenen. Nu var skyerne imidlertid drevet over og afslørede vandet på buskenes blade og de mørke fliser i måneskæret. Han gik stille for sig selv mens han lod tankerne vandre. Var han gået for vidt med Angela? Det syntes han ikke selv. Han kunne have gjort meget værre ting, men nu var det trods alt ikke det, det handlede om. Det handlede om at få den reaktion han ville have ud af hende som han havde fået. Hvorvidt den så holdt det næste stykke tid var han ikke sikker på, og Fleur var helt klart kommet for at blive, hvilket gjorde at Angela også var kommet tilbage. Det var som en myg til et lys. Han havde spillet sine kort nogenlunde. Det eneste der plagede ham var hvordan han havde reageret og ladt hans savn over Gabriel influere hans behandling. Han var ikke stolt af det, men sket var sket. Han kom til et lille område hvor fliserne lå i en cirkel omkring et marmorspringvand. Lanterner hang i træerne der omkrandsede stedet og han stod kortvarigt med lukkede øjne og nød stilheden.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 10, 2020 22:36:51 GMT 1
Havens månebelagte skønhed var langt borte fra hendes tanker lige nu. Hun kunne høre den blide rislen fra vandet der dryppede taktløst i den store fontæne ikke langt derfra. Men hendes blik lå på roserne, de så så umådelig triste ud som de hang med hovedet nedad. Angelique havde sat sig på en lille hvidmalet støbejerns taburet som hun med nøje sad med en lille havesaks og klippede af stilkene. Det var ikke hendes opgave, men nærmere et job hun havde tilset sig for natten som hun havde søgt bort fra palæets trykkende indre. Minderne var stadig friske fra gårdsdagen, selv håret var kun nået til skuldrene og krøllede vildt om hende som var hun en puddel. Hendes ansigt virkede gråt, som livet næsten havde forsvundet fra hende. Hun havde ikke drukket endnu, hun havde ikke haft lyst. Istedet havde hun klædt sig i hans yndlingsklæder. En hvid sommerkjole med de små stropper og et par fine sandaler. Bare for at han skulle være glad, og hun ikke skulle høre noget. Hun stilte sig på tåspidserne og rakte indover en hvid busk for at nå de blå, måske hun skulle klippe en af til Rachel? Men hvad skulle hun emd den.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 23:02:06 GMT 1
Matthew stod og lyttede til vandets plasken da en lille mærkelig mekanisk lyd brød ind i den rolige rytme. Han kiggede rundt og så Angela stå på tåspidserne nærmest for at klippe roserne af hækken med en saks der næsten så større ud end hende selv. Hans blik vaskede over hendes krop og hans mundvig løftede sig en milimeter. Så sød, så smuk, så barnlig. Han havde dømt hende til et liv i helvede da han forvandlede hende, men hvad havde alternativet været? Hun var en brik, en bonde på et skakbræt dengang. Nu var alle hendes forbindelser døde og borte og hun havde ikke længere noget andet formål end blot at eksistere. For hans skyld, på sin vis. Hun var hans, for hans skyld. "Skal de ikke få lov til at visne?" spurgte han mens han cirkulerede langsomt rundt om springvandet og efterlod dets plaskende vand bag sig. Hans hænder var foldet bag ryggen som han gik hende i møde, langsomt, varsomt for at se hendes reaktion an.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 10, 2020 23:12:50 GMT 1
Det var et sølle liv hun levede. I promt og pragt, med luksus så langt øjet strakte men uden egentlig formål andet end at eksisterer. Angelique var pinlig bevidst om sin status som pragtgenstand, som en curiosa som skulle udstilles og gøres fin til hvert eneste nysgerrige øje der vovede at lande på hende. Alligevel nød hun opmærksomheden i hendes enlige tilværelse, hvilket måske var hvorfor at gårdsdagens interaktion havde været hende så uforståelig. Hans stemme rungede mod hende, selvom hun var sikker på at han havde ment det blidt. Angelique lænede sig over hækken, og trykkede blidt på saksen som de triste rosenhoveder faldt ned i bedet. ''Ikke så længe jeg bestemmer'', svarede hun med sin sødblødne stemme, hun havde ikke lyst til at smile. Hendes blik lå på roserne somom hun koncentrerede sig, i virkeligheden var tankerne langt borte.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 8:47:25 GMT 1
Han stillede sig op på siden af hende og så rosehovederne dumpe ned et sted under buskens grene. Bladene sitrede let så nogle vanddråber dansede op i luften, små og klare som krystaller i måneskæret. Han kunne godt mærke hun ikke var særlig imponeret over hans behandling af hende men han vidste også der ikke skulle meget til at vinde hende tilbage. "Angela," begyndte han langsomt og havde rakt ud efter hende men besluttede at en berøring måske ville skræmme hende væk. Hun kunne nok ikke ignorere ham resten af sit liv men lige nu lod han hende få sin vilje. "Hvor længe bliver du i denne omgang?" spurgte han med henvisning til hendes tilstedeværelse i palæet. Han havde regnet med at hun var der en uge og så smuttede ud gennem kælderen og ud i katakomberne, men det havde vist sig ikke at være tilfældet. Og hvad med nu? Ville hun forlade ham igen? Hun var ikke taget afsted så noget kunne tyde på at det ikke var tilfældet - endnu.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 11, 2020 9:51:35 GMT 1
Hvordan kunne han tiltale hende således? Som var ingenting sket? Hendes læber forvandlede sig til en lang smal streg imens hub fortsatte med at maltraktere roserne. De skulle jo væk, så om de gjorde det selv eller for hendes hånd var vel ligegyldigt. “Vil du gerne have at jeg rejser?”, spurgte hun istedet, spydigt og uvenligt. Det gjorde så ufattelig ondt i hende at han havde ladet Fleur manipulere med sig. Hun sendte ham et flygtigt blik men ikke nok til at han fik lov til at dvæle på hendes ansigt. Han skulle ikke få den glæde. Angelique var blevet, mest på grund af Fleur men også fordi livet var komfortabelt. Hun var træt af rotterne, og det ensomme liv i lejligheden. Men palæet havde budt på flere sandheder som at påminde hende om hendes status som porcelænsfigur. “Hvad skal jeg lave imens jeg er her?”, spurgte hun da, som hun ubarmhjertigt skar hovedet af en anden mørkeblå rose.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 9:59:48 GMT 1
Han sukkede med et mildt smil over hendes trodsighed. Hendes stædige væsen morede ham og ville nok altid være en af tingene der gjorde at han værdsatte hende. Det gamle sind i den lille pigekrop, den bizarre kombination der gjorde at verden så på dem med foragt når han holdt hende tæt som en elsket. Han satte sig på kanten af den hvide støbejernstaburet ved siden af hende uden at slippe hende med blikket. "Hvad vil du gerne lave?" spurgte han med et let hævet øjenbryn. Måske det kunne hjælpe hendes dyriske vildskab og irrationelle tanker lidt at få en mere meningsfyldt tilværelse end hun havde haft indtil videre. Det havde jo stort set bare været "se pæn ud" eller "lær at neje korrekt". Hun var en hund der manglede stimulering så hun kunne udvikle sig, og det var vel kun hans skyld. Hendes spørgsmål om han ville have hende til at rejse behøvede han ikke at svare på. Han ville hellere have hende nær end noget andet sted i verden, men så var det på hans præmisser, og det måtte hun også acceptere.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 11, 2020 12:46:26 GMT 1
Angelique stod stille som det sidste store rosenhoved faldt til jorden. Hun kunne høre det blide bump, takker være gaven hun var skænket engang da hun var barn. Hendes lyseblå øjne sænkede sig på de mørkeblå blade som hendes krøller gled over hendes bløde hud som hun tænkte sig om. Ude havde hun været rottemager, inde havde hub været porcelænsdukke i den dyreste kaliber. Hun kendte alle etiquetter, kunne danse og opføre sig som en drøm under selskaber. Alle kunne falde for hendes charme men kun de få så den spirende dæmon i hende. Langsomt slap hun en finger af gangen rundt om saksen inden den selv faldt til jorden med en mærkbar lyd. Med sikre skridt vendte hun sig og lod sig sætte med ryggen til den gamle vampyr imens hun hvilede sit hovede på knoerne. Hendes blik undede hun blot de nu blomsterløse grene. “Noget respekteret. Helst ikke biblioteket, jeg orker ikke endnu en samtale med dødbidderen”, Vladimir fik hende altid til at gabe sådan. Ham den nye? Han var bare åndssvag. Hun lænede sig da mod ham, hovedet mod hans skulder men blikket nedslået. Hun vil røre ham men på sine præmisser.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 13:11:31 GMT 1
Han gav hende lov til at bevæge sig og tilpasse sig uden at tvinge hende til nærkontakt. Det var trods alt den nemmeste måde at etablere en fælles intimitet igen efter hendes straf. Hun var et premium eksempel på teatralsk dramatik og næsten perfekt mimik, gestik og positur. Hun var hans lille omvandrende kunstværk, som en Geisha men i barneskikkelse og med hang til at dræbe af kedsomhed eller jalousi. "Jeg har oplært dig for godt, min elskede," sagde han stilfærdigt og så bort mod springvandet, hans lange, slanke fingre foldet i skødet. En lok af hans sorte hår gled over hans ansigt som en linje blæk der glider fra et væltet blækhus over hvid pergament. "Hvor tror du at du ville passe ind, hm?" han vendte blikket mod hende med et neutralt ansigtsudtryk. Det var interessante tanker, hende måske som lærerinde for Darklighteragenter der skulle i spionkursus. Skuespil, manipulation og den slags. Han elskede selv de kurser, men hun ville være en udmærket tilføjelse til staben af trænere, da de ville blive tvunget til at stå ansigt til ansigt med en autoritær figur i skikkelse af et barn. "Spionage forberedende kurser for min agenter?" foreslog han. Måske kunne det tage spidsen af hendes kedsomhed og give hende mening der kunne udfylde tomheden i hendes barnesind. Hell, måske ville hun udvikle sig lidt mere med den type stimulans og de kunne give sig bedre hen til hinanden med tiden som jævnbyrdige?
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 11, 2020 22:09:11 GMT 1
Angelique svarede ikke. Hun vidste at det var delvist sandt at hun var oplært måske fór godt. Hun kendte trods alt til de andre, uden sjæl, uden vilje, hun havde trods alt næsten alt intakt. Hun hvilede sit hovedet mod hans skulder, som en datter der var trist eller en elsker som var mut. Hans tilstedeværelse tilbød dog ringe komfort men hun lyttede indgående til hvad han havde at sige. Træner? Virkelig? Hun lod tanken gå usagt, hvordan skulle hun nogensinde træne nogen i sin skikkelse? Han havde dømt hende, til et sørgeligt afhængigt liv. Et hvor at hun for at få sin vilje måtte klippe triste rosenhoveder inden de selv faldt, selv dette var ej nogen tilfredsstillelse. Angelique havde lyst til at se på ham, lade ham vide alt dette med sit triste barneansigt og sine gamle øjne. Men hun vidste også, at han aldrig skulle tilgive hende hvis hun lod sig bemærke at hendes liv var fortabt. ''Kommer de ikke til at grine af mig?'', spurgte hun da, med en stemme der rungede hult i hendes hovede. Det var den pænere måde at spørge på, en måde hvor hun ikke direkt havde behov for at pointere hendes barnelige udseende. ''Hvad ved jeg overhovedet om spionage?'', en del, men det var ikke noget hun havde ladt ham vide. Selvfølgelig så skyggerne alt.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 22:19:38 GMT 1
Matthew så ned på sine hænder. De lange fingre var sammenkoblet som blege ben på to albinoedderkopper der var låst fast i dødskamp. Sorte blodårer strakte sig for nu utydeligt under hans hud, sirlige tegninger der til det trænede øje så væsentligt mørkere ud end normale menneskers blodårer. Han kunne mærke hendes kvaler i sit eget indre, en opgivende kamp for overlevelse. For at sige det mildt var det et under at hun ikke havde valgt at selvantænde sådan som nogle vampyrer valgte at gøre når deres liv virkede meningsløst og for smertefuldt. Hun var blevet ved og han var hendes drivrem, hendes benzin og hendes motor. Hendes hoved mod hans skulder tiggede og bad ham om omsorg, og han besluttede sig for at det var bedre at udvise en vis form for faderlighed for engangs skyld en trodsig lærdom. Han gled en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. Han plantede et kys ned i hendes korte blonde krøller og indåndede hendes beroligende, berusende duft. "Du vil være perfekt," sagde han og en vis stolthed skinnede igennem ham. "Det beviste du for mig igår."
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 11, 2020 22:33:25 GMT 1
Der gik et jag gennem hendes krop idet han nævnte gårsdagens hændelse. Hun var hverken fortrød eller følte sig ked af det over sin gerning. Derimod følte hun blot anger at pigen ikke var afgået ved døden som alle andre børnevampyrer ville havde gjort ved det fald. Desuden, hvis ikke hun havde hoppet så langt, så havde engelstatuen spiddet hende. Så havde Fleur ikke haft muligheden for at gøre Matthew så vred. Denne gang velkomte hun hans arme, og lod sig trække ind i omfavnelsen. Selvom hun stadig forhold sin krop stiv og klar til at gå. Hun havde ikke lyst til kærtegn, eller heller hans rosende ord. Istedet stirrede hun fortsat ud på rosenbuskende. ''Mener du fordi at jeg fik Fleur til at tro hun kunne blive en flagermus eller fordi jeg udstod din ødelæggelse?'', spurgte hun tørt og utilgivende som hun vendte sit bittre børneansigt mod hans. Hendes lyseblå øjne lyste som den voksne kvinde hendes sjæl havde taget form som, men hendes kinder rødmede af ilske som det barn hun besad. Hun så hans stolthed, og det bekræftede hende blot i, at det var Fleur's skyld, at han havde straffet hende for noget han selv havde skabt.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 22:42:22 GMT 1
Han ville ikke andet end at holde hende lige nu, fortælle hende at hun var hans og at han elskede hende, men han kunne ikke gøre det før hun var klar igen. Han havde set hans behandling af hende og set hvad hun virkelig var. Han havde brændt hende og lige nu skyede hun ilden, men han vidste godt at det var hans egen gerning der havde gjort, at det var endt hvor det var. Han lod hende sidde mod sig lidt mens han så på springvandet, det klare vand der plaskede som hvide kaskader i måneskæret. "Dit skuespil er sublimt og din manipulation fejlfri, min kære," sagde han stilfærdigt. "Og du vil kunne vise dem hvad du kan når du udfordrer dem til at adlyde dig." Hans blik gled ned til hende, varmt og inderligt. Det var en absolut sjældenhed. "Jeg er sikker på at du nok skal klare dig."
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Angelique Bourbon on Aug 11, 2020 22:54:50 GMT 1
Angéliques læber formede sig til en lang smal streg. Der var ingen lattermilde smil eller glæde at finde i hendes ansigt, selvom han tilsmilede hende et af sine sjældne kærlige blikke. Han måtte vinde hendes tillid, hendes glæde tilbage. Lige nu, tillod hun sig at være vred på ham. Specielt når han nægtede at kommentere på hendes spørgsmål, men blot fortsatte sin søde snak. Hun vidste at han et sted forsøgte at manipulere hende til sit eget bedste, selvom ordene ligesom blikket var genuine. Angelique gled langsomt ud af hans arme og rejste sig fra den lille støbejernsbænk for at stille sig med skosnuderne frem for hans. Hendes arme lagde sig over kors og hendes blik lå beregnende på hans gennem de blonde krøller. Et kort minde, af at blive jaget frem for Darklighter agenterne af Vladimir susede gennem hendes tanker, at hun var blevet brugt som skræmmeeksemplet på hvorfor at rotter skulle dø, og helst blive dræbt hurtigt. Men hun var en yndling, og ikke bare hvem som helsts yngling. Hun strakte derfor hånden frem mod ham, som for at forsegle deres aftale. Han skulle ikke tro at han kunne løbe om hjørner med hende nu.
Post by Darklighter (admin) on Aug 11, 2020 23:10:32 GMT 1
Hun var snedig. Hvis hun havde haft mulighed for at vokse op kunne hun være blevet dobbelt så farlig. Han var glad for at hun var endt præcis der hvor han ville have hende, perfekt størrelse, form og indhold. Han så på hendes fremstrakte hånd og op til hendes ansigt. Den barnlige stædighed var overskygget af noget nyt. En ihærdighed han ikke havde sporet i hende tidligere måske. På mange måder kunne han forbande sig selv for at have gjort hende fortræd, men han gjorde det ikke. Der var ingen grund til at forbande en hændelse der i sidste ende havde et positivt resultat, uventet men velkomment. Han rejste sig med en flydende bevægelse, et sort tårn over hende i skarp kontrast til hendes lillepige skikkelse og han rakte ned og tog hendes hånd, en forsegling af deres pagt. "Hvad du gjorde mod Fleur gav mig tid til at tænke over hvor du kunne bruge dine evner konstruktivt," forklarede han. "Og hvis dit ønske er at lave noget der giver respekt, så er det kun oplagt at du bruger din kunnen hvor den vil gavne mest." Han smilede ned til hende, stadig det samme ægte smil der fik øjnene til at glimte.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us