From Paris to Berlin

Vladimir ledte hende ud i midten af biblioteket hvor de kunne stå mellem glasmontre og små kunstværker.
"Blod kan laves med visse komponenter tilgængelige, men de få forsøg der har været med det vi har kunnet fremstille har været frugtesløse," forklarede han. "Har du da noget specielt i tankerne?" spurgte han nysgerrigt. Han var manden der stod for al viden som Darklighterne indhentede, og var blandt andet også manden bag både dette bibliotek og Darklighterarkiverne, som var forment adgang for offentligheden på nær Matthew og Darklighteragenterne.
"Mørk magi vil dog være et godt sted at starte inden du giver dig i kast med syntetisk blod," fortalte han og rakte en hånd frem. Fra håndfladen syntes at strømme en lille form for mørk røg der snoede sig ned til jorden og hen imod hende. "Des mere du lærer om det du er, des mere vil du vide hvad du skal bruge for at lave opskriften på Sangue Imortalle, det udødelige blod."

"Fokusér på mørket," sagde han. "Tving det med dine tanker fra væggene og gulvet og bøgerne. Tænk på alle de kroge der kan være skygger og beordre dem, med dine tanker, til at samles lige i din håndflade," forklarede han mens han holdt skarpt øje med hende. Hun havde potentiale ud over det sædvanlige og han håbede at kunne få flere sessioner med hende i fremtiden for at hjælpe hende med at kontrollere sin energi.
"Du kan få alt det læsestof du kan drømme om, min pige, men du skal lære det her først," svarede han hende.

Vladimir fulgte opmærksomt med og cirkulerede lidt om hende mens han rettede på hende. "Slap af i skuldrene, fokusér på din hånd, grav dybt og find den energi der kan antænde et bål," adviserede han indtil der skete noget og den lille klat røg, der mest af alt kunne have mindet om en kugle bomuld i hendes håndflade, dukkede op og forsvandt lige så hurtigt den var kommet. Han smilede ned til hende med et nik.
"Giv ikke slip når det sker, cherie," sagde han vigtigt og slog stokken i gulvet for at understrege hans ord. "Des mere du lærer at koncentrere dig mens der sker ting omkring dig, des større kontrol kan du få. IGEN!"

Indvendig bandede Vladimir stille over at Matthew havde nået at få fingrene i Fleur inden han selv havde kunnet det. Fuck familien, fuck hendes menneskeliv førhen, her var der et potentiale til storhed. Han stod med begge hænder på stokken plantet i gulvet foran sig mens han så på den sorte røg der steg op. Den forsvandt langsomt i luften som damp og han smilede til hende med et let hævet øjenbryn.
"Du er sandelig noget specielt, Fleur," sagde han med et sjældent oprigtigt smil. "Det er meget få unge vampyrer der så kort efter deres forvandling kan det dér," han nikkede til hendes udstrakte hånd inden han trådte hen til hende og lagde en forsigtig hånd på hendes skulder, om hun ville det eller ej. Han var stolt helt ind til knoglerne. "Du skal nok komme langt, det er jeg sikker på," han klappede hende på skulderen inden han slap hende igen.

Døren til biblioteket gled op og Isobel trådte ind. Det var ikke ofte at hun opholdt sig blandt støvede bøger men antikviteterne derinde var hendes fortjeneste. Hun kom af og til ind for at se om de nu blev støvet ordentligt af og ikke stod de steder hvor træk fra diverse vinduer kunne skade dem. Hun havde vandret lidt hvileløst rundt, en lang, rød robe snoede sig om hendes krop, stadig næsten alt for prangende til at være hverdagsbeklædning, men det var nu det tøj hun yndede at have på når hun ikke havde ærinder udenfor palæet. Hun skuttede sig lidt i det air-condition prægede rum hvor temperaturen var helt specifik for at bøgerne ikke skulle forgå. Hun hørte samtale og gik rundt om nogle bogreoler for at se Vladimir og en lille pige stå og snakke. Luften var tæt som efter et uvejr, eller efter et af Matthews raserianfald, som om der havde været en udladning af mørk energi i rummet. Hendes blik gled over pigen. Det lignede næsten pjalter hun var klædt i, lappet nødtørftigt sammen hist og her med strikværk. Hvem i alverden sendte sit barn afsted ud i verden klædt i den mundering?!
"Hej I to," hilste hun mildt og gik nærmere. Hvem pigen var, var hun ikke helt sikker på. Vladimir gik hen til hende og gav hende et overfladisk kys på kinden som hilsen.
"Vi træner," sagde han stolt, som havde Fleur lige vundet mesterskaber i et eller andet fag.

Isobel tog imod Vladimirs kys med et lille, sky smil. Hun havde efterhånden affundet sig med at hende og Augustin var sat ud af spillet sammen og hun vidste også at der var planer om et snarligt forestående møde der ville blive en del af sommerfestivalens afslutning. Hendes hjerte var dog ikke mindre ødelagt af den grund og hun havde fundet trøst hos Matthew. Men det var alt sammen vendt efter Gabriels forsvinden og hun havde vandret palæet alene når hun ikke var på sit arbejde.
Nu stod hun imidlertid i biblioteket og så pigen an. "Fleur, ikke sandt?" spurgte hun og rakte hånden frem til hilsen så hendes diamantsmykker glitrede i det dæmpede lys i biblioteket. Hun havde hørt navnet nævnt, og gættede på at det var den lille pige her. Vladimir himlede lidt med øjnene. Isobel og hendes måde af flashe sin status på. Han sagde dog ikke noget og forhold sig tavs på sidelinjen mellem de to.

"Isobel," sagde hun kort som hilsen inden hun slap Fleur igen. Noget sagde hende at pigebarnets skæbne ville blive af stor betydning. Hvorfor vidste hun ikke helt. Det var bare sådan nogle ting der kom til hende fra tid til anden, og Fleur var af en helt speciel kaliber. "Låner du biblioteket her?" spurgte hun med et let hævet øjenbryn og så på Vladimir, der sendte Fleur et beroligende nik ved hendes nervøse blik til ham. "Det er da sødt af Matthew at stille det til rådighed," kommenterede hun.
"Hvis resten han gjorde så også bare var sødt," knurrede Vladimir stille. Isobels smil blev til en smal streg og hun nikkede indforstået inden hun så tilbage på Fleur.
"Hør, har du ikke lyst til at tage med mig ud i byen og handle lidt?" spurgte hun. "Hvis dine lektier altså er færdige?"