From Paris to Berlin

Hvilken følelse det var, vidste hun ikke, men hver gang hun faldt en smule i staver var hun tilbage i luften på vej ned mod jorden efter hun var hoppet fra taget. Det var ikke en dårlig følelse i sig selv, for det var følelsen af at være fri, flyvende i luften og utøjret til Matthew. Men med følelsen ramte hun altid jorden på et tidspunkt og det gav et lille gib i hende, som et tic, der spredte sig igennem hele hendes krop.
Det var lige præcis den følelse hun sad med, da Vladimir besøgte hendes lille gemmested mellem reolerne, der egentlig ikke var særlig hemmeligt længere, for både Matthew, Gabriel og Vladimir vidste hvor det var.
"N-Nej, monsieur," sagde hun høfligt. Hun savnede at se Gabriel stå og holde vagt for sig, mens hun læste, men hun vidste ikke hvor han var. Måske vidste Vladimir det. Kunne hun tillade sig at spørge?
"Monsieur," startede hun og kiggede op på ham, "Må jeg spørge Dem... Hvor er Gabriel henne? Det er længe siden jeg har set ham?"

Hun spærrede øjnene op ved hans ord. Mange tanker havde hun tænkt, men ikke disse. Gabriel, tortureret? Hun kunne næsten ikke tro det.
"Hvad er en inkvisitør?" spurgte hun. Hun kendte godt ordet fra sine historielektioner, men kunne ikke helt sætte det sammen med vampyrernes verden.
Vladimir var for hende en lidt mindre skræmmende version af Matthew. Hun vidste som regel hvor hun havde ham og hendes mor havde sagt god for ham, men hun forholdt sig skeptisk overfor ham. Matthew var trods alt så skræmmende, at når man kun trak 'lidt' fra, var det stadig en pænt big deal. Hun havde lyst til at give sig til at græde over Gabriels sørgelige skæbne, men holdt sig i skindet. Hun ville ikke virke svag overfor den gamle mand.

Der var følelsen igen. Af at ramme jorden med et brag. Det var duften af bolsjerne, der fik hende til at opleve følelsen igen og hun skubbede lidt for brat posen væk fra sig.
"Nej ... Nej tak," mumlede hun og lyttede i stedet opmærksomt på hans informationer om vampyrjægerne. Måske var det ham hun skulle gå til når hun ville have viden, som ikke var pakket børnevenligt ind, som når Gabriel fortalte om det.
"Men hvis de har Gabriel, hvorfor dræber de ham så ikke bare?" spurgte hun uforstående, "Og hvad hvis han ikke kan få blod, dør han så ikke?"

Hun kiggede på Vladimir og nikkede. Hun forstod, men på samme tid følte hun sig lidt magtesløs i hele det store spil.
"Gabriel må ikke dø," sagde hun så, som om Vladimir personligt skulle tage afsted med det samme og hente hendes beskytter hjem til sig. Hun havde måske et lille kommanderende væsen i maven under alt det viden hun havde dænget ovenpå.
"Ved De meget om vampyrteori?" spurgte hun så og fandt en bog frem hun havde læst lidt i af og til. Det var en bog skrevet af en gammel, katolsk vampyr, der forklarede noget om vampyrteori ud fra et gudeligt billede. Hun bladrede og fandt den side hun havde et spørgsmål til. Nu havde hun ham jo. Hun kunne lige så suge noget viden til sig.

"Imperatus skriver at vampyrer har kræfter udover det sædvanlige," sagde hun, "Men hvad er det sædvanlige? Og vil jeg også få kræfter som disse?" Hun pegede på en liste over forskellige eksempler på højnede sanser, hurtige reflekser, ja, endda evnen til at læse tanker og flyve, samt mange andre. Hun havde selv følt sin evne til at løbe stærkt, da hun havde løbet efter Angelique op ad trappen mod taget - men det der med at flyve var hun måske ikke så god til, kunne det ses.
"Og ... Er ... Er vi de onde?"

Fleur kiggede selv ned på siden. Hun havde godt tænkt at noget af det lød lidt for godt til at være sandt.
"Og mørk magi? Det har jeg hørt nævnt nogle gange. Han har det. Betyder det at jeg også har det når jeg er hans... Ja... Hans," sagde hun uden at vide hvordan hun skulle afslutte sætningen. Hun kunne virkelig ikke lide ordet 'yngling' eller 'datter' i denne kontekst, selvom hun vidste, at det var der det førte henad. Han havde trods alt kaldt Angelique for hendes søster og Angelique havde kaldt Matthew for 'papa', som var han hendes kød og blod. Hvilket han jo på en måde også var. Men hun ville aldrig kalde Matthew for far, nej. Hun havde allerede en far, som forgudede hende.

"Jeg håber aldrig jeg får det," sagde Fleur stilfærdigt, "Jeg vil ikke være ligesom ham," Men hendes hjerne arbejdede allerede på højtryk med at sætte menneskernes videnskab sammen med de vampyr-forfattede bog hun havde læst i. Måske hendes interesse i kemi og fysik ville kunne arbejde sammen med vampyrlærdommen, så hun kunne bruge sin forfærdelige kattepine til at skabe noget godt.
"Har De det?" spurgte hun i forhold til den mørke magi. Hun havde svært ved at forestille sig Vladimir være ondskabsfuld på samme måde som Matthew. Mon han overhovedet kendte til hendes spring fra taget og Matthews reaktion på hændelsen.