Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 9:17:17 GMT 1
Selskabslokalet var møbleret med runde borde og fløjlsbetrukne stole omkring dem i mørkt træ samt nogle sofa-arrangementer i forskellige dele af rummet. Lyset var dæmpet, luften tung af røg fra de forskellige gæster der denne aften var i palæet. Logemøde. Matthew holdt den slags forsamlinger så ofte som hans liv tillod ham, men også med så jævne mellemrum som muligt så det nåede at blive mere eftertragtet, og kun byens ypperste kom for at ryge hans cigarer, drikke hans cognac og kysse på de escort piger han fik ind fra byens bedste bordel. Stemningen var altid fri og løssluppen og ingen kvinder var tilladt at komme til mødet ud over lystpigerne der betjente mændene med drikkevarer og kærtegn. Men Matthews tanker var alle andre steder denne aften. Isobels nyhed om at Gabriel var taget til fange gjorde ham fjern og han havde allerede måttet undskylde sig et par gange for at gå ud og trække vejret i gangen inden han kunne komme tilbage ind. Det irriterede ham at han var så påvirket og i aften af alle aftener havde han selskabet, men ikke desto mindre valgte han at gennemføre det som om intet var hændt. Han kunne skjule det for alle de overfladiske forretningsmænd så længe der var drikkevarer i deres glas og kvinder i deres favn. Han var netop kommet ind igen efter en kort pause og gik blandt sine gæster med hænderne foldet bag ryggen og smilede smalt uden et ord mens han lod de isblå øjne glide over løjerne.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 9:28:04 GMT 1
Han havde haft hænderne i én af escortpigerne, men de flokkedes alligevel om ham, selvom han blot sad med benene oppe på bordet, en stor cigar i hans hånd og et glas whiskey i den anden. Trods sin tydelige afslappelse i festens løjerligheder, holdt han godt øje med Matthew. Det var ikke gået ham forbi at vampyrfyrsten havde forladt festlighederne flere gange. Da Matthew kom ham nær, svingede han fødderne ned på gulvet og stillede sig op foran sin ven med lette trin. Der var noget galt. Det var tydeligt. Han hævede et øjenbryn, som han betragtede den ældgamle vampyr foran sig. Overvejende. Eftertænksomt. Udspekuleret. Han behøvede ikke stille spørgsmålet højt, for hans ansigtsudtryk sagde alt. Han havde set bekymringen i de isblå øjne overfor sig. I stedet tog han Matthews arm og førte ham stille og roligt hen til et mere afdæmpet hjørne af festen, hvor en minister havde gang i en brunette. "Hvad er der los?" spurgte Nathaniel næsten lydløst. Hvis det var noget, der kunne afhjælpes ved hans hånd, ville han gøre alt for at ordne det.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 9:36:53 GMT 1
"Måske var det en dum idé at afholde selskabet her til aften," sagde han en smule fjernt med blikket vendt forbi Nathaniel og ud i rummet hvor der var liv og glade dage, latter og lavmælt snakken fyldte rummet, men det var mere end tom rungende lyd der skurrede i hans ører. Hans ansigt viste ingen tegn på hvad der foregik. Han tvang sig selv til at fokusere tilbage på Nathaniel og sukkede. Han havde sat sig selv til vægs med for mange projekter, men han kunne ikke bakke ud af dem nu. Det ville skade hans ry for meget. Og på den personlige front havde han måske også udfordet sig selv lidt for meget. Han lod sig ikke bemærke at ministeren og brunetten var godt igang. Så var ville de ikke lægge så meget mærke til dem. "Det er inkvisitørerne, Nathaniel," sagde han alvorligt, men havde svært ved at få ordene over læberne. Det virkede som om det hele ville blive mere virkeligt hvis han fortalte hvad der var galt.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 12:30:37 GMT 1
En rynke dannede sig næsten umærkeligt mellem hans øjenbryn. Inkvisitørerne. Magen til uprofessionelle idioter skulle man lede længe efter. Og deres leder, Jerreau, stank langt væk af fordærv og menneskelighed. "Inkvisitørerne?" gentog han som en opildning til at fortælle mere. Hvem skulle han slå ihjel, for at bekymringerne ville gå væk. Han ville sætte en ære i at være den der gjorde det. Han skævede lidt til siden hvor ministeren og brunetten nu lå rimelig vandret. De ville ikke høre et ord af hvad der blev sagt, om så de to mænd havde stået og råbt deres samtale ud i rummet.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 12:45:18 GMT 1
Matthew lænede sig med ryggen op ad en bogreol og armene over kors mens han så ud over forsamlingen. Sanseløs beruselse og nydelse i lange baner og stride strømme og her var han. Normalt tog han ikke del i udskejelserne, det var mere en ydelse, en service han stillede til rådighed for at være på god fod (og have materiale til afpresning senere) af byens elite. Men han var også normalt mere snaksalig og engageret i samtaler mellem sine gæster. Ikke idag. "De har Gabriel," sagde han og lod følelserne blive virkelige. Det var en sær tilstand, ikke at kunne føle og så alligevel samtidig have det som en vulkan der var på nippet til at bryde ud i lys lue, eller en eksplosion af 2570 tons kunstgødning der truede med at nedlægge en hel hovedstads havneområde. Han vendte blikket sigende mod Nathaniel. "Og der er intet jeg kan stille op før sommerfestivalens afslutning," han sukkede stille og rettede sig op imens han gik lidt mere langs væggen i ly af det dæmpede lys, som var han en af sine egne skygger på væggen. Han behøvede ikke sige til Nathaniel han skulle følge med, han var praktisk talt altid i hans fodspor når der var brug for det.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 12:53:41 GMT 1
"Hvem af dem har ham? Og hvor?" spurgte Nathaniel vredt ved hans afsløring af Gabriels prædikament, "Lad mig nu bare udrydde de sataner en gang for alle, giv mig 5 agenter og vi kan gøre det af med dem," Han fulgte Matthew som en myg, der havde set sig ond på et menneske. Tæt og uden megen lyd. Hans øjne scannede lokalet. Han var selv vild med festerne. De var et af de eneste steder, hvor hans krops ungdom kunne udleve kødets lyster uden for mange spørgsmål. Og normalt tog han sig af retterne som de var serveret, men i dag havde Matthew brug for ham og det var nok til, at han frastod.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 13:01:13 GMT 1
Ja hvad holdt ham egentlig tilbage? Han vidste at et forsøg på at få Gabriel tilbage kunne resultere i den visse død for hans søn, og det var ikke en mulighed. Det gjorde rent faktisk ondt i brystet når han tænkte på det men slog det hen. "Deres hovedkvarter er blevet flyttet," forklarede han, "og Vladimir havde åbenbart tænkt at de kunne bruge hans forklædning igen. Problemet er at det var i slummen og kondensvand har det med at samle sig på indersiden af blikpladerne som idioterne sætter op," han stoppede ved et bord og rakte ind efter et glas og skænkede sig selv en cognac inden han fortsatte sin lydløse runde i rummet. "Jeg vil hellere have dig til at tage alene ud og finde Jerreau og sætte en byttehandel op." Han gjorde holdt lidt mere ude i rummet men folk var så sanseløst fordybet i deres glæder, som var rummet en hule i helvede hvor djævlen afholdt sine orgier. Han vendte sig mod Nathaniel. "Isobel for Gabriel," sagde han. "Og når han har fået Isobel knuser hun hans hjerte og vi angriber. Festivalen er perfekt til det i ly af det lysshow og fyrværkeri der skal affyres til sidst."
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 13:06:16 GMT 1
"Hvad med Isobels hjerte?" spurgte Nathaniel lidt mere forsigtigt. Han ville nødig træde over Matthews grænser og han vidste at Gabriel og Isobel betød meget for ham. Ja, Gabriel betød alt. "Har de skadet ham?" spurgte han så som en eftertanke han ikke var helt sikker på han ville putte out there. Inkompetente, ja, men også grusomme var inkvisitørerne og der var ingen nåde eller mening i den måde de holdt vampyrer fanget eller dræbte dem på. Hvad Isobel så i deres leder var ham en gåde.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 13:13:53 GMT 1
"Hun er indforstået med planerne," svarede Matthew tørt uden at uddybe. Isobel havde på sin vis bragt sig selv i den kattepine, og han havde ikke medlidenhed med at hun var så medtaget af hjertesorg som hun var. Det var ikke første gang hun mistede en elsket, og hun var kommet ovenpå igen. Desuden havde hun jo ham, og han skulle nok sørge for at hun altid kunne krybe tilbage i hans favn når verden blev for smertefuld. Det var hans løfte til hende. "I følge Isobel havde de været i færd med at torturere ham," sagde han og sank en klump for at undertrykke det stigende ubehag i hans indre over tanken om de satans inkvisitører og hvad de ville gøre ved hans søn. "Des hurtigere du får budskabet igennem til Jerreau, des bedre," han tog en slurk cognac og svang resten rundt i glasset så alkoholen draperede gardiner ned ad glasset. "Men ikke noget med at skade nogen. Der er kampforbud inden sommerfestivalen," han betragtede et par letpåklædte, lidt for unge kvinder svanse forbi fnisende og over til en sofagruppe hvor de dumpede ned i skødet på en fed politiker. Han måtte finde Angela senere, hun var den der skulle tage brodden af hans frustration nu hvor Gabriel var borte og Isobel var ude.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 13:18:50 GMT 1
Han nikkede som konfirmation på, at han havde forstået, men det kriblede alligevel i fingrene for at få lov at kvæle Jerreau - men han måtte hellere overlade lederen til Matthew selv. Hvis han kendte ham ret, ventede der Augustin noget værre end døden for at krumme et eneste hår på Gabriels hoved. Hans blik blev fanget af de to samme kvinder... well, piger, som Matthew kiggede på og et umærkeligt suk undslap ham. Matthew havde ret, måske havde det været en dårlig aften at afholde selskabet på. Men i det spændte politiske klima var det ingen lille sag at have noget skidt på diverse politikere og andre højtstående instanser. "Jeg vil gøre mit bedste, det ved du," sagde han.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 13:26:39 GMT 1
Et yderst sjældent oprigtigt smil fandt vej til hans læber og han så på Nathaniel. Selv øjnene, der før havde været mærket af mørke og dystre tanker, var lidt mere milde, og han lagde en taknemmelig hånd på hans skulder. "Det ved jeg," sagde han varmt inden de atter nærmede sig en del af selskabet, der nu havde varet til langt ud på natten. Matthew meddelte gæsterne at det var på tide at lukke ned, betalte escort pigerne for at følge med de mænd der ville have dem med hjem, og langsomt blev rummet mere affolket og rengøringspersonalet kom for at fjerne efterladenskaber og glas. En byrde fjernede sig fra hans skuldre og han kunne fornemme at selvom det nu var mere roligt, var der ikke roligt i hans sind inden sommerfestivalen blev afviklet. "Tag afsted i aften," sagde han til Nathaniel som de forlod selskabslokalet og vandrede ud i palæets lange gange med kurs mod entrésalen. Der var stille og den eneste anden de passerede var Vladimir, der forsvandt ind på biblioteket så snart han så Matthew. "Og rapportér tilbage til mig."
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Mathieu Nathaniel on Aug 10, 2020 13:37:16 GMT 1
Nathaniel følte en stolthed i at have hjulpet sin ven. Han var trods alt loyaliteten selv på dét punkt - på andre punkter eeeh, not so much. "Skal vi lade som om vi har Isobel fanget?" spurgte han for at klarificere sin opgave. Han glædede sig til at få noget action. Han savnede helt at være ude på opgaver, da der havde været rimelig stille de sidste par uger. "Eller har vi bare overvåget den stakkels pige?" Han stillede sig ved siden af Matthew i entresalen. Han var vant i Palæet, der trods alt havde været hans hjem i mange, mange år, så hans skridt kendte hvert et knirkende bræt og hver en dørkarm, man kunne falde over. Han bevægede sig i stilhed.
Post by Darklighter (admin) on Aug 10, 2020 13:49:02 GMT 1
"Ja," forklarede Matthew da de kom til entrésalen og fordøren. "Des mere vi har på ham des mere ved han at han ikke skal røre Gabriel." Han tog en dyb indånding og nikkede inden han åbnede døren og lukkede natten ind. Det var en varm sommernat med truslen om torden hele tiden lurende lige om hjørnet som sædvanlig i den franske sommertid. Han lagde en tung hånd på Nathaniels skulder. "Og ingen skal komme noget til, forstået?" sagde han advarende.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us