First Day of School

Vladimir kunne ikke undgå at smile til Molly. Det var rart at se hende igen.
"Jeg kan desværre ikke blive hængende," sagde han undskyldende og så på Matthew. "Jeg har et par ærinder i byen."
"Ah, jamen det kan være du kan eskortere Mrs. Ironstone hjemad mens Fleur her lærer biblioteket bedre at kende?" foreslog Matthew med et sigende blik på Vladimir, der knyttede hænderne langs siden.
"Det afhænger af Mrs. Ironstone," svarede han og så på Molly.
"Det er intet problem at sende Deres datter hjem med en af mine chauffører," sagde Matthew henvendt til Molly, hænderne foldet ærbødigt foran sig. "De så hvor gode de var da vi kørte hertil. Hun er i sikre hænder her," forsikrede han hende og så på Fleur der var dybt begravet i et opslagsværk om den tidlige atomkraft.

Vladimir knurrede umærkeligt med et sidste blik på Matthew. Det her ville gøre alting værre. Han håbede, krydsede alt hvad der krydses kunne mentalt for at Matthew ikke gjorde hvad Vladimir havde på fornemmelsen af at han ville. Han lagde en hånd bag Mollys ryg og mønstrede et smil for at holde sin harme nede. Han måtte bare stole på Matthew, hvilket han vidste af erfaring at man ikke skulle.
"Lad os," sagde han og tog Molly med sig ud af biblioteket. Dørens hængsler knirkede og lagde sig tungt i dørkarmen. Stilheden sivede ind mellem reolerne, som stilheden før en storm. Matthew så kort mod døren og vendte sig om mod Fleur der var dybt begravet i sin nye kilde til viden. Han nærmede sig hende med langsomme skridt mens hans blik gled sultent over hende.
"Finder du noget godt?" spurgte han og lagde en tung hånd på hendes skulder som han trådte op ved siden af hende.

"Hmmm," han tog bogen op og nærlæste ordet. "Du kan sammenligne det med et mere moderne ord som fussionsreaktion," forklarede han inden han lukkede bogen sammen med et tungt bump fra siderne der klappede sammen. Han satte bogen tilbage på plads og så tilbage på Fleur. "Kom," han rakte en hånd ud til hende, "jeg har et værelse med ting jeg er sikker på at du vil finde ligeså interessante som bøgerne herinde," sagde han og smilet der lå på hans læber kunne lige så godt stamme fra et rovdyr.

"Slet ikke, cherie," svarede Matthew stadig smilende mens han fulgte hende ud af døren til biblioteket. "Faktisk er alting ganske... perfekt."
Han tog hende med sig dybere ind i østfløjen som hovedsageligt var værelser og kamre og mindre private stuer, hvor der oftest kun var palæets beboere og en enkelt tjener eller to i færd med at gøre rent. For enden af en af de lange snørklede gange var en dør. Han vidste godt at det ikke var sikkert, faktisk ret meget det modsatte ville være tilfældet, at hun kunne lide værelset der var indrettet med legetøj og børnetegninger på væggene som små trofæer han fik sine ofre til at lave. Desuden var interiøret også forholdsvist forældet, det gule tapet skallede lidt og møblerne var mere som fra et børneværelse i 70'erne, men det var ikke så meget dem der fik rummet til at virke bizart. Det var mere den malplacerede men velovervejede seng der stod derinde.
Han stoppede ved døren, tog en nøgle frem og låste døren op. Inden han åbnede så han ned på hende.
"Lad mig vise dig et helt vidunderligt rum her i palæet som jeg er sikker på at vi nok skal få det rigtig hyggeligt i. Men," han tog hende ved hånden, denne gang lidt hårdere, "lad os sige det er vores lille hemmelighed," afsluttede han inden han endelig åbnede døren og trak hende med ind. Døren gled tungt i bag dem og låsen slog til så ikke en lyd kunne undslippe rummet.

//black-out

Med behændige fingre fik han klædt hende på igen, fjernet diverse tårer og lod hende sunde sig lidt. Det gik ikke at hun skulle med ud endnu. Han kunne godt mærke det var et stykke tid siden. Det havde grebet om sig men den indre fred og ro var ligeså god som heroin i årerne. Han knappede sin skjorte færdig og rettede på kraven foran det lille spejl der hang på væggen over en lille håndvask med lavendelparfumeret sæbe i sæbeskålen. Med lidt kyndig trøst og semi-knuste bolscher der var klistret sammen i en slikskål fik han tysset hende lidt mere ned inden han tog hende med sig ud af rummet.
"Kom, lad os få dig hjem til dine forældre," sagde han mens han gik med hende i et fast greb i hendes hånd.

De havde gået i en ret lige kurs fra værelset og ned til entrésalen. Der var stille i hele palæet på nær deres fodslag. Han stoppede op i midten af salen så ned på hende med det samme rovdyrssmil som han havde mønstret tidligere. Han tog hånden ned i lommen og fiskede hendes halskæde frem. Den dinglede over hende som en krog på en fiskesnøre lige udenfor rækkevidde.
"Du får din halskæde tilbage, cherie, hvis du lover ikke at sige noget til nogen, og gøre præcis som jeg siger når du besøger palæet igen," sagde han. Hans tonefald var isnende. "Ellers kan det komme til at betyde at din far og mor betaler en rigtig rigtig høj pris. De kunne gå hen og miste deres arbejde her, og måske," hans læber krøllede sig i et syrligt smil, "dø. Forstået?"

"Sig det," sagde han uden at give efter for hendes protester. "Sig at du lover ikke at fortælle nogen om det og gøre præcis som jeg siger når du besøger palæet her, ellers er den her," han trak langsomt halskæden tilbage og lod den hvile i sin håndflade mens han lod sine fingre glide over det lille vedhæng, "min." Han så ned på hende med et hævet øjenbryn for at understrege hvad han mente. Han lod hende ikke slippe så let.