Weeping angels

"Jeg sværger, monsieur Darklighter," hvæsede han, "At hvis De krummer ét hår på hendes hoved, vil jeg personligt dræbe alle De holder af, hvis der da er nogen De holder af her i livet - eller døden," Det var svært at få ham op i det røde felt. Han var god til at holde hovedet koldt, men lige nu så han rødt. Han var gal. Frustreret. Sur. Faktisk havde han svært ved at beskrive følelsen inde i ham? Var det forelskelsen, der gjorde det? Han havde ikke oplevet det før på denne måde. Han tog et par skridt bagud og lagde hånden på pistolen. Han havde brug for en afledningsmanøvre for at komme væk, men han vidste godt at pistolen ikke ville gøre meget ved Matthew. Men måske den kunne stoppe ham bare et splitsekund - nok til at Augustin kunne komme væk fra stedet og ind på et sted, der ikke var så affolket.

Augustin følte sit hjerte briste. Måske var det ikke en tilfældighed, at de havde mødt hinanden i nat. Måske var det Matthews måde at advare ham mod hans foretagende på. Uden at sige mere bakkede han endnu et par skridt og trak lynhurtigt pistolen. Han skød ikke mod Matthew, for det ville ikke hjælpe noget. I stedet ville han gerne tiltrække så mange mennesker som muligt, så han affyrede et par gange op mod nattehimmelen. Og det virkede, for der hørtes skrig i nærheden og meget snart sås det blå blink fra en politibil. Dette ville være hans redning, men han måtte hurtigt væk. Augustin ville dog ikke vende ryggen til Matthew, det ville være at gøre det for nemt for ham. Han holdt øjenkontakten og satte pistolen tilbage i hylsteret ved sin side. I stedet trak han mobiltelefonen op, for med det samme at tjekke op på om Isobel var okay. Han vidste ikke at Matthew nok ikke ville skade hende grundet deres familiære bånd.