Post by Darklighter (admin) on Jul 30, 2020 20:34:43 GMT 1
Vagterne på pladsen for foden af det store varetegn for Paris stod stille, men hvis man bare blinkede kort kunne man se dem bevæge sig. Deres brystkasse hæve sig i et åndedrag, et hårstrå flyve afsted i vinden eller et øjenlåg lukke sig dovent for at aflede en flue fra at sætte sig på de blanke øjenæbler.
Det var ikke helt aften endnu, men solen var alligevel gledet ned bag horisonten og efterlod byen i dets neonskær. Enkelte familier af turister passerede for at komme videre til diverse restauranter. Det var de nemmeste ofre. Børn der var blevet væk eller på anden vis separeret fra deres familier, og ikke var stedkendt. Det tog ingen tid at overbevise dem om at man kunne lede dem tilbage til deres forældre. Skrig og skrål druknet af en hånd over deres desperat spruttende læber og stilheden der fulgte efter alle dele af dem var blevet udtjent i skyggeren bag buskadser i parken omkring dem. Selv for et trænet øje ville det være svært at finde den døde igen, med mindre man vidste hvor man skulle lede.
Matthew stod med rolig attitude, skulderen lænet mod en af cementblokkene der udgjorde en af fødderne af eiffeltårnet, mens han med en hvid serviet duppede læber og mundvige fri for de værste rester af, well, kriminelle handlinger. Den sorte læderjakke foldede sig som et bølgende gardin omkring hans fødder og håret gled ud i vinden som udviskede linjer af blæk. De isblå øjne søgte hvileløst igennem mørket efter interessante ting. Det var sjældent han fandt andet end potentielle ofre, men for nu var han mere opmærksom på bevægelser fra hvad der kunne betegnes som fjender. Billederne og ordene Isobel havde forklaret og beskrevet for ham var klart indprintet i hans bevidsthed, og Eiffeltårnet var et godt sted at starte en nats søgen efter en udsøgt fangst og udfoldelse af livets dyriske lyster.
Det var ikke helt aften endnu, men solen var alligevel gledet ned bag horisonten og efterlod byen i dets neonskær. Enkelte familier af turister passerede for at komme videre til diverse restauranter. Det var de nemmeste ofre. Børn der var blevet væk eller på anden vis separeret fra deres familier, og ikke var stedkendt. Det tog ingen tid at overbevise dem om at man kunne lede dem tilbage til deres forældre. Skrig og skrål druknet af en hånd over deres desperat spruttende læber og stilheden der fulgte efter alle dele af dem var blevet udtjent i skyggeren bag buskadser i parken omkring dem. Selv for et trænet øje ville det være svært at finde den døde igen, med mindre man vidste hvor man skulle lede.
Matthew stod med rolig attitude, skulderen lænet mod en af cementblokkene der udgjorde en af fødderne af eiffeltårnet, mens han med en hvid serviet duppede læber og mundvige fri for de værste rester af, well, kriminelle handlinger. Den sorte læderjakke foldede sig som et bølgende gardin omkring hans fødder og håret gled ud i vinden som udviskede linjer af blæk. De isblå øjne søgte hvileløst igennem mørket efter interessante ting. Det var sjældent han fandt andet end potentielle ofre, men for nu var han mere opmærksom på bevægelser fra hvad der kunne betegnes som fjender. Billederne og ordene Isobel havde forklaret og beskrevet for ham var klart indprintet i hans bevidsthed, og Eiffeltårnet var et godt sted at starte en nats søgen efter en udsøgt fangst og udfoldelse af livets dyriske lyster.
