Post by Felix Pvelius Andromedius on Jul 29, 2020 19:56:12 GMT 1
Det var godt og vel en måned siden at Felix var faldet fra stilladset. På trods af, at han hverken kunne huske faldet eller sin forvandling, kunne han oftest ikke sove på grund af den knasende lyd som syntes at rumsterer i hans hoved konstant ved sengetid. Han havde holdt det til sig selv, men efterhånden som dagene var blevet længere og nætterne kortere, var det blevet en pinsel for ham at ligge i sit mørke rum og lytte... bare lytte til den knasende lyd som var noget gået i stykker dybt inde i ham. Under natten, vågnede han ofte træt og ugidelig. Det skema som Vladimir havde givet ham fungerede knapt og de før hurtig læste bøger var nu blot bladret i inden de lå forkastede som et barns legetøj. Han modtog altid viden med glæde, repeterede og kunne holde sine samtaler men der var noget galt, trods han ikke selv kunne sætte fingeren på det. Alligevel malede han som en drøm, var udadvendt og fulgte sin akademiske lære med interesse. Måske var det fordi at han ikke spiste ordentligt, man var trods alt hvad man spiste. Han lagde frustreret hovedet i sine hænder og lod fingrene glide gennem sine krøller som han lod blyanten falde til jorden. Den knasende lyd var tilbage.
