Post by Molly Ironstone on Jul 29, 2020 19:46:27 GMT 1
Børnene skreg. Det var hverdagskost for hende, som var den, der var mest hjemme om dagen, idét hun ofte arbejdede nat eller tidlig morgen. Lige nu var det aften og hun ventede på at Desmond skulle komme hjem og overtage lidt, så hun kunne få en halv time på øjet inden hun skulle op på tidlig morgenvagt i morgen. Men klokken var blevet mange og hun kunne jo godt regne ud, hvad han lavede - hvem mon skulle gennemkneppes i dag? I hvert fald ikke hende, tænkte hun irriteret. Deres seksuelle problemer havde varet i mange år, men de havde aldrig fået gået fra hinanden, trods de mange mangler i deres forhold. Hun vidste godt at hendes krop ikke var den samme som da de havde mødtes og var forelskede, men han måtte da forstå at tre naturlige fødsler gør noget ved en kvinde. Endelig kørte hans gamle, skrot-klare bil ind i indkørslen og hun kiggede strengt ud gennem vinduet. Hvilken parfume mon hans date i aften havde haft på?
Post by Desmond Ironstone on Jul 29, 2020 20:39:37 GMT 1
Skrotbunken hvinede og skreg som han parkerede den i deres indkørsel. En anden reminder på, at han snart skulle ligge nye fliser. Med en vis indestængt vrede smækkede han døren i til bilen der beklagede sig højt og gik mod indgangen til det lille hus. Han åbnede døren forsigtigt, hvor ikke bare én men to halvstore unger kom rendende og kastede sig i hans favn. En latter forlod hans strube som han slængte sin mappe i hjørnet og krammede dem begge. ''Hej unger... Gå I bare ind og leg, så kommer far'', sagde han med et blidt smil. Han hang jakken op og gik forbi Molly direkte ud på det lille uhumske badeværelse. Han nåede knapt at tænke over at lyset var slukket inden han tændte for vandet. Det var somom at alt varme forlod hans krop og med et hyl, greb han det nærmeste håndklæde og stak ud i køkkenet. ''Hvorfor er vandet koldt?! Hvorfor sagde du ikke noget?'', udbrød han bebrejdende.
Post by Molly Ironstone on Jul 29, 2020 20:45:16 GMT 1
Hun begyndte at råbe af ham allerede da han stod på dørtrinnet. Elektriciteten havde været gået i flere timer nu og hun havde en fornemmelse af, at det ikke havde noget at gøre med elværket, men mere noget at gøre med at elregningen havde ligget på Desmonds kontorbord i flere uger. "Du kan ikke bare ignorere mig, Des!" råbte hun og tog hans jakke ned fra knagen for at kigge den igennem efter hans mobiltelefon, som hun fandt og holdt triumferende foran hans ansigt, "FORDI DU IKKE HAR TÆNDT DEN HER!" skreg hun af sine lungers fulde kraft. "Jeg har ringet og ringet og ringet,"
Post by Desmond Ironstone on Jul 29, 2020 20:52:46 GMT 1
Desmond stod perpleks foran trappen og stirrede på sin kone der numere lignede en skrigende banshee. Han furede sine øjenbryn og lagde hovedet let på skrå som han rakte ud efter sin mobiltelefon. Han havde ikke gidet at høre fra hende da hun først begyndte at ringe, derfor havde han slukket den. ''Jeg var på arbejde'', svarede han tørt som han gik forbii hende og ud i køkkenet. ''Hold nu kæft Molly, du skræmmer børnene'', hans stemme var kølig, præcis og uvenlig. Børnene, det var den eneste grund til at de var sammen. Han hævede blikket og så rundt i det slidte køkken. ''Hvis elektriciteten er gået, hvorfor har du ikke bare tændt nogle lys? Fleur kunne holde øje med de små'', han forsøgte at holde sig rolig, kun for ikke at bekymre deres mindste.
Post by Molly Ironstone on Jul 29, 2020 21:05:16 GMT 1
"Skal jeg holde kæft?" spurgte hun snerpet, "Og børnene! Ja, de kender jo knap nok dig, længere, så hvorfor skulle de ikke efterlades alene med åben ild?" Hun stillede sig direkte foran ham med hænderne på hoften og benene fast plantet på det udskiftnings-klare trægulv. Hun ville ikke længere. Hold da helt op, hvor var hun træt af ham. Hun ville ikke være sammen med ham, hvis ikke det var fordi de havde børn sammen. Hvis de tre rollinger var ude af billedet ville hun nok have fundet en flot mand, der behandlede hende som hun fortjente. Og som hun kunne forkæle uden at tænke over hvad der skete som den næste katastrofe.
Post by Desmond Ironstone on Jul 29, 2020 21:16:41 GMT 1
Hvor var kærligheden? Borte, for længst. Desmond fnøs af hendes forsøg på at spille mægtig, og åbnede istedet køleskabet for at tage en lunken øl ud som han åbnede med kanten af det slidte køkkenbord. Huset kunne bruge en god renovation men han havde ikke lyst til at bruge sine penge på det her liv. Istedet lagde han ca. halvdelen af sin månedsløn til side hver måned for at spare sammen til den dag han kunne blive en til en vampyr og forlade det her shithole. Bansheen, rollingerne og deres fattige hus. ''Jaha?! Prøv at hør her din skrigende banshee'', han hævede fingeren mod hende og lænede sig forover for at se hende i øjnene. ''De unger har kun godt af at jeg kommer hjem og tager over imens du skrider ud og gør rent. Hvem fanden arbejder som rengøringskone i 15 år? Har du ingen ambition?''.
Post by Molly Ironstone on Aug 1, 2020 18:18:21 GMT 1
"Hvad med dig selv?" spurgte hun næsvist, "Er det virkelig din ambition at gå på baren hver weekend og finde en ny at -" Hun blev afbrudt i sin tale af det ældste barn, Fleur, som kom ind i køkkenet for at sige, at de altså holdt de andre børn vågne. Molly sænkede sin stemme betydeligt, det skulle alligevel ikke gå ud over børnene. "Hvorfor er du her overhovedet stadigvæk?" Hendes stemme var syrlig, men også ret sårbar. De havde jo elsket hinanden engang for længe siden. De to første børn var endda kærlighedsbørn, hvor efternøleren var mere en ups'er.
Post by Desmond Ironstone on Aug 2, 2020 10:19:40 GMT 1
Så snart Fleur trådte ind i køkkenet, ændrede Desmonds mine sig markant. Istedet lod hans skuldrene falde og så afslappet på hende imens han forsikrede hende om at der ikke var noget galt. Først efter at rædslen var forsvundet fra hendes øjne, lod han en hånd glide gennem hendes hår for at fortælle han elskede hende. Det gjorde han også, alle tre, selvom han iblandt havde svært ved overhovedet at huske efternølerens navn. Så snart Fleur havde forladt rummet med de stive masker forældrene havde sat på, tog Desmond sin af. Han var vred, stikhamrende tosset til og med. “Skal du ikke på arbejde?”, spurgte han blot. Hvad han lavede i sin tid, var vel hans privatsag. Molly troede desuden at han mødte en ny kvinde hveraften. Men det var tværtimod sagen. For det meste af tiden brugte han som en slesk vampyrjæger med det eneste mål om at blive en, mens et var vel ikke noget man lige fortalte konen over middagsbordet?
Post by Molly Ironstone on Aug 2, 2020 18:28:08 GMT 1
Molly snerrede af ham og begyndte med store, kraftige bevægelser at tage overtøj på. For hun skulle jo på arbejde. Selvfølgelig havde hun ambitioner, men de var ikke karriererelaterede. De var familiære, kærlighedsrelaterede og spirituelle. Hun havde ikke lyst til at få nyt job, selvom han synes det var pinligt at hun arbejdede som rengøringskone. Men hun havde lyst til at få ny mand, måske endda et barn mere - måske en lille dreng. "Jeg vil skilles!" sagde hun før hun åbnede døren. Hun gik dog ikke ud i det tiltagende aftenmørke.
Post by Desmond Ironstone on Aug 2, 2020 18:39:43 GMT 1
Desmond orkede ikke at kigge på hende idet hun forsøgte som en skuespillerinde at vise sin vrede. Hun var unægtelig karikeret og det var næsten pinligt. Istedet for at kigge på hende, satte Desmond sig ved det lille køkkenbord og gav sig til at kigge gennem dagens avis med sin halvlunkne øl i hånden. Det var da utrolig at det skulle være så svært for hende at påminde ham om at betale for elektriciteten. Det var da det mindste. Han hørte knapt hendes ord, men da han gjorde så han op fra brillekanten med et småligegyligt udseende. “Nå?”, svarede han. Tanken havde også strejfet ham, men børnene var marmeladen i deres ægteskabssandwich. “Det har du da ikke råd til?”, hans spørgsmål var mere konstaterende. Det var hans løn som holdt huset flydende, selvom han ikke længere købte hende Chanel.
Post by Molly Ironstone on Aug 2, 2020 18:44:56 GMT 1
"Måske har jeg sparet sammen til at jeg kan gå fra dig og så får du aldrig børnene at se igen?" sagde hun som en trussel. Han vidste nok godt, at det ikke var sandt. Hverken det med pengene eller børnene. For børnene elskede jo deres far, ikke at hun kunne se hvorfor. Hun holdt hårdt om dørhåndtaget, mens hun holdt vejret for at se om han troede på hendes lille løgn. "Og desuden - kommer du til at betale hele gildet, hvis vi skal skilles, for jeg er jo sååååååå fattig og hjælpeløs,"
Post by Desmond Ironstone on Aug 2, 2020 21:05:45 GMT 1
En tung latter forlod Desmonds strube som hans øjne faldt til avisen igen. Hun var da helt ude og skide. Selvom øjnene var låst på avisen gav han sig til at rode i sine lommer indtil han fremdrog et langt brunt ligkistesøm. ''Børnene vil jo ikke være hos dig'', svarede han køligt som han tændte sin hjemmerullede cigaret. Det var de billigste, men de gjorde tricket. I avisen stod der noget om et eksploderet varehus, men det var intet han umiddelbart bed sig fast ved, istedet læste han videre uden rigtig at læse. ''Desuden, skat. Så bliver det ikke let at få forældremyndigheden når man er følelsesmæssig ustabil som du'', han sænkede cigaretten og pustede den store sky ud i værelset idet han hævede blikket og så på hende. ''Du kommer for sent på arbejde''.
Post by Molly Ironstone on Aug 2, 2020 21:08:20 GMT 1
"Jeg er ikke følelsesmæssig ustabil!" sagde hun vredt og gik et par skridt ud af døren, før hun hårdt smækkede den så pudset faldt fra loftet i det slidte hus. "OG JEG KOMMER KUN FOR SENT PÅ GRUND AF DIG!" skreg hun så højt at det kunne høres i hele nabolaget. //out