Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jul 28, 2020 20:19:50 GMT 1
Han kunne næsten ikke koncentrere sig om sin opgave; at holde øje med en lille vampyrrede, af undergrundsvampyrer, der holdt til ved en af de mange broer over Seinen. Isobel. Han kunne ikke tænke på andet. Hendes duft, hendes ord og hendes accept af, at han ikke var der for evigt. Han vidste ikke hun var et af mørkets væsner og ville måske aldrig få det at vide, før hans dødsdag indtraf. Han holdt kikkerten mod øjnene og håbede på at hans telefon snart ville brumme med en besked fra hende. Hold kæft hvor var det dumt, tænkte han i sit stille sind, men han kunne ikke få smilet af sit ansigt. Augustin lænede sig lidt frem mod rattet i bilen, for at få en bedre vinkel og fik øje på en ung, blond kvinde. Han skævede til sine dokumenter på passagersædet og identificerede hende som en meget interessant person. Han lagde kikkerten på sædet og steg ud af bilen med retning direkte mod hende. Hun ville lugte ham inden han nåede over til hende, det var hans forbandelse med hans blodkræft - han lugtede simpelthen råddent for vampyrer og ingen ville drømme om at drikke hans blod, specielt så tæt på en omgang cellegift. "Mademoiselle," sagde han og påtog sig en høflig stemme, "En ung kvinde som Dem burde ikke være her alene," Han skulle have hende væk fra den åbne gade, for at sikre sig, at hun var den han troede - så hun kunne elimineres.
Daria havde holdt til under broen hele dagen. Det var ikke normalt her hun var, men hun var blevet fanget af dagslyset, inden hun kunne søge mod den lejlighed hvor hun boede med en gruppe unge vampyrer som hende selv. Det var blevet hendes faste klike, siden hun flyttede til byen for blot en uges tid siden. Det var ikke dårlige vampyrer, men det var noget specielle, og det var som om, at det blev forventet, at hun tog sig af dem og passede på dem. Ikke at hun havde noget imod det, men nogen gange blev hun træt af at være deres mor.
Og når det skete, så søgte hun ind i midtbyen, for at snakke med andre bikertyper, som var mere som hende selv. Også selvom de var mennesker og hun vampyr. Men det lagde de selvfølgelig ikke mærke til. Hun var meget diskret. Og alligevel så var der nogen, som lagde mærke til hende. Omkring sin sande identitet var hun diskret, men i sin påklædning og udstråling var hun langt fra det. Hun kunne godt lide mørkt tøj, tattooveringer og også gerne piercinger. Det var iøvrigt også hendes type, når det kom til kvinder. Mændene ville hun hellere have noget ældre end hende selv, i udseende i hvert fald, og meget gerne med skæg.
Men som hun var på vej væk fra broen, så lagde hun mærke til et skift. Der lugtede pludselig anderledes. En meget grim lugt, hvis hun selv skulle sige det. Faktisk så stank det langt væk, og fik hende til at vende sig om. Derved stod hun og kunne se en mand nærme sig hende. Hvad han ville hende vidste hun ikke, men hun kunne klare ham, skulle han ville noget slemt. Og det var selvfølgelig ham der stank. Så kunne hun nemt strege vampyr ud på listen. De blev ikke syge på den måde og stank sådan. Nej, hun havde at gøre med et menneske. En mand.
"Monsieur, det er vi vidst ikke enige i. Jeg er en stærk pige. Jeg kan klare mig selv," afviste hun blankt, men vendte stadigvæk ikke ryggen til ham. Der var noget over hans aura, som fortalte hende, at hun ikke burde blotte sig på den måde overfor ham.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jul 28, 2020 21:10:59 GMT 1
Augustin hævede et øjenbryn - det var ikke ofte han var på opgaver alene, men det hændte og i aften havde han egentlig tænkt sig at eliminere et par af hendes typer, før solopgang. Men der var nu noget specielt over hende her, hun virkede allerede som om, hun havde ben i næsen og ikke ville følge frivilligt med. "Jeg ved hvad du er," sagde han roligt, men knap så høfligt og gik et par skridt tættere på hende, hånden på pistolen ved hans side. "Jeg så dig, da du ankom til Paris. Dig og din lille rede skal udryddes, før I gør mere skade end I allerede har gjort," fortsatte han. Trods natten var taget til var der stadig mennesker omkring ham og han kunne jo ikke dræbe hende på åben gade. Inkvisitørerne var lidt ligeglade med undergrundsvampyrerne, for det var oftest dem som de selvstændige, ikke-trænede vampyrjægere rent faktisk fik fanget. Men hendes type var langt mere interessant. Han tænkte hende som information. Han tænkte hende som et mål. Ikke som en person. Han var egentlig ligeglad med hvad hun havde at sige, for ham, var hun blot endnu et monster i mørket.
Daria var ikke en man kunne skræmme, ikke bare sådan lige i hvert fald. Og da han fortalte hende, at han vidste hvad hun var, så fortrak hun ikke en mine. Hun løftede blot et øjenbryn af ham, og smilede så overlegent.
"Nok har du set mig ankomme, men jeg har ingen rede. Jeg er trods alt lige kommet til. Det sagde du jo også selv, hvis du da husker det. Så skynd dig væk, inden du selv kommer til skade," fortalte hun ham noget så roligt. Det ville måske gøre de fleste utilpas, den måde hun talte på, men om det påvirkede ham ville tiden vise.
"Jeg har faktisk ikke tid til dit pjat. Jeg er på vej hjem, for jeg bor trods alt ikke under den bro. Det ville være mærkeligt." Hun fortrak en grimasse, og begyndte at gå væk fra ham.
For nok var der mørkt, men der var stadigvæk mennesker omkring dem, så han ville næppe gøre hende noget. Ikke her i hvert fald. Måske et andet sted, men ikke her. Men hun havde ikke tænkt sig at fortrække til et mennesketomt sted, det ville være en dødsdom. I hvert fald hvis han fulgte efter hende. Nej, hun ville finde et sted lige så fyldt med mennesker, og blive der indtil han forsvandt. Eller indtil hun stødte på nogen hun kendte, som hun kunne følges hjem med. Det kunne også gøre det. Selvom hun kun havde været her i kort tid, så kendte hun alligevel også en del. Også mennesker. I hvert fald de bikere, som hun plejede at hænge ud med.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jul 30, 2020 18:09:31 GMT 1
"Uanset om du har rede eller ej - så skal du ikke gå her mellem uskyldige mennesker," Han anså ikke sig selv som et af de uskyldige mennesker. Han havde trods alt slået mange vampyrer ihjel. Men uskyldige? Det var de nu ikke. Hans had og hævngerrighed stod ud af øjnene på ham. Godt nok var hun ikke den, der havde slået hans mor ihjel, men alligevel skulle ingen opleve det han havde oplevet. Da hun begyndte at gå fra ham, fulgte han efter. Ikke på den der creepy måde, hvor han åndede hende i nakken, men tæt nok på, til at hun vidste, at han var der. Hvis ikke hun kunne mærke hans tilstedeværelse, ville hun kunne lugte ham. Det var slet ikke meningen han skulle være på mission i aften, men efter branden i deres hovedkvarter og Angelique's undslippen, var der ærligt talt mandefald i inkvisitørrækkerne - så mange var døde.
"Uskyldige?" fnøs hun irriteret, som om hun lugtede noget ulækkert. Vent. Det gjorde hun også: Ham. "Der er ingen mennesker der er uskyldige," var hendes korte svar.
Hun havde ofte været vidne til menneskenes mindre behagelige kvaliteter. Grådighed. Hovmod. Misundelse. Og den sidste af de værste: Hævngerrighed.
En ting som hun var begyndt at mistænke denne mand for at lide af. Det var noget være rod med sådan en voldelig type, som ikke havde andet i hovedet end at dræbe så mange vampyrer som muligt. Vampyrer var fredelige. De gjorde ikke andet end at suge blod, og det var ligesom det. Ja, nogen gange kom vampyrer ude af kontrol, men så var der som regel ældre og stærkere vampyrer til at holde dem væk fra hvor de kunne skade nogen. Hvis hun ikke tog helt fejl, så havde han oplevet et tab pga. vampyrer som var ude af kontrol. Det var i hvert fald meget muligt, sådan som hans øjne lyste at indestængt had i hendes retning.
Og da han så også fulgte efter hende, så stoppede hun op og vendte sig rundt i en flydende bevægelse.
"Hvad vil du?!" hvæsede hun vredt, men ikke højt nok til andre end de to kunne høre hende.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 1, 2020 18:12:06 GMT 1
"Er det ikke ret tydeligt?" spurgte han til hendes spørgsmål med en smule overraskelse i stemmen. Aldrig havde han mødt en vampyr, der ikke var rimelig sikker på at han ville gøre det af med dem. "Du kan vælge den hurtige og smertefri vej, eller vi kan gøre det langsomt," sagde han så og tog et fast greb om hendes overarm med henblik på at føre hende med sig. Hans handskeklædte hånd manglede to fingre, som den lille vampyrmær Angelique havde bidt af, men hans greb var alligevel stærkt og hårdt. Han var tydeligvis ligeglad med om det gjorde ondt.
Daria så noget vred ud, hendes kinder fik mere farve, og hun kunne mærke blodet bruse i sine årer. Hun havde trods alt fået blod for nylig, så det var muligt for hende at mærke det på den her måde. Hun havde knyttet hænderne hårdt, som hun så på ham, og forsøgte ikke at komme til at lange ud. Denne mand irriterede hende grænseløst lige nu, så at hun skulle komme til at blive fysisk var en mulighed, men noget hun helst ville være foruden, skulle hun være helt ærlig. Så hun måtte kontrollere sig selv. Styre sig, så at sige.
"Selvfølgelig ved jeg hvad du vil gøre ved mig, men kunne du ikke bare du ved... skride? Jeg har ikke tid til det her." Hun skævede solen et kort øjeblik, som havde gemt sig bag en gruppe skyer, for så at se tilbage på ham.
"Så smut, inden du kommer til skade," advarede hun med en truende næve.
"Du kan intet, som kan måle sig med mig," fortsatte hun selvsikkert, og trak armen til sig. Hans berøring var irriterende mere end den gjorde ondt, men hun var stærkere end ham, så det var ingen sag at trække armen til sig.