1550 - The fall of the century

Vladimir følte ingen skræk i livet over Felix' meget uforsigtige opførsel på stilladset. Måske var det en vane han havde fra at regne med at alle omkring ham var vampyrer og derfor ikke kunne komme noget til hvis de faldt eller på anden vis kom til skade. Han satte hænderne i siden mens han med nikkende anerkendelse betragtede malerierne.
"Ganske godt, Felix," sagde han og hans øjne viste tilfredshed. "Har du langt endnu?" spurgte han med en lille panderynke. Drengens tid i katedralen var næsten længere end den han tilbragte i privaten efterhånden.

Vladimir så over mod stilladsets fod og så en spand med maling stå dernede. Et reb kunne trække det op til platformen hvor Felix stod.
"Vent, jeg giver dig det," sagde han henkastet og gik hen for at fire spanden op via rebet i trossen. Han var ikke sikker på om det var rigtigt gjort, Felix vidste langt mere om kunst og kunstmaterialer end Vladimir men han kunne ikke se andet maling end det. Om han skulle bruge noget at have det i var han heller ikke sikker på.
"Jo, vi kan tage ned på Il Forchetta," foreslog han med et skuldertræk. Felix' yndlingssted. Der var en danser som havde et godt øje til ham og deres vin og bruschetta var udsøgt.

Blandingskaret? Vladimir så sig om over mod døbefonden. Der var forskellige materialer, men hans blik faldt på sølvfadet i døbefondens skål. Det var et forholdsvist smukt fad med indgraveringer i kanten og en god tyngde. Der var lidt vand i bunden. Mon det var nok? Havde Felix lov til at bruge kirkens materiel til sit arbejde? Det kunne godt være!
Vladimir tog fadet fra fonden og tænkte lidt på hvordan han skulle få det derop men i mangel på bedre, og igen uden overvejelser om at Felix rent faktisk var et menneske der kunne komme slemt til skade, tog han om fadet som en frisbee så vandet blev slynget om sin akse og ikke skvulpede ovenud.
"Her!" sagde han højt, sigtede og uden videre tanke kastede fadet op til den unge maler.

Der var et blødt bump og en knasende lyd og derefter stilhed. Uendelig stilhed. Det skar sig igennem luften som en knivsæg delte mørt kød, og en kold, grum følelse vaskede ind over Vladimir som han stod forstenet, naglet til stedet og så mod det sted Felix var landet. Hele verden var gået i stå i et endeløst sekund, inden han fik sat sig i bevægelse. Det føltes som slow-motion at han bevægede sig igennem katedralen og hen hvor han så sin unge lærling ligge. Fadet havde næsten kilet sig fast i gulvet og ind i hans kranie og blodet strømmede ud som en syndflod. Der var liv at ane i øjnene endnu, men det var et spørgsmål om sekunder, og der var få ting som Vladimir vidste kunne hjælpe. Faktisk kun én ting.
Han knælede ved Felix' side og tog ham bag ryggen og løftede ham forsigtigt over i sit skød. Fadet gled ud med en ubehagelig lyd og klirrede mod flisegulvet hvor blodet dæmpede lyden mere og mere som det flød ud omkring dem. Vladimir ænsede ikke omgivelserne. Tiden stod stille mens han holdt Felix tæt på imod sig.
"I mørkets navn," sagde han med en stemme der dirrede, "døber jeg dig."
Han hakkede en hugtand i håndleddet og lod hud og kød give plads for det sorte blod der langsomt kom til syne som en krybende tråd af mørke der strømmede ud af ham, tyk og fyldig som tjære. Han satte håndleddet for sin lærlings læber og pressede i håb om at de sidste muskelkramper ville bringe blodet og dets livsgivende energi ned til hans system og heale ham. Hans øjne sved og han opdagede pludselig en tåre på sin kind mens han sad stivnet og hviskede efter Felix.

"Felix?" stilheden efter Felix' smertens skrig var omtrent lige så angstprovokerende som den der var fulgt efter hans fald. En tjener i katedralen var kommet til og stod lidt udenfor Vladimirs synsvidde men han vidste at han var der. Det nervøse hjerteslag var til at mærke i gulvets fliser. Han betragtede hvordan liv blev erstattet af uliv, en sidste udvej for at redde drengen der var kommet hele vejen fra Frankrig for at male frescoer og læse Dante. Hans beslutsomhed havde vaklet frem og tilbage imellem om han nogensinde skulle forvandle ham, men han havde altid udskudt det. På en måde var det vel næsten den eneste udvej for ham at benytte en ulykke som denne til det forehavende.
Han holdt den unge mand tæt ind til kroppen og rejste sig langsomt, blodet dryppede fra hans hænder og klæder og ned i søen på gulvet. Med langsomme, beslutsomme skridt begyndte han at gå, Felix som en slap dukke i hans arme, med retning mod udgangen. Han passerede sølvfadet der lå søbet ind i blod og med rester af hud og hår og det der var værre på kanten, et trist testamente til hvad der var den genialitet som Vladimir gruede for var blevet slukket for bestandigt nu. Han passerede gennem katedralens porte og ud i det disede vejr. Som et spøgelse, en skygge af sig selv, vandrede han åndeløst gennem gaderne til deres lejlighed hvor han måtte sparke på døren i et minuts tid inden Rachel kom og lukkede op. Hendes øjne blev store og forfærdede ved det blodige syn, og hun skyndte sig at få kammerpigen til at gøre deres kar klar med det varmeste vand de kunne skaffe. Vladimir bar Felix med ud i badeværelset, som var et stort, flisebelagt rum med en cisterne og karet i midten samt en ovn til opvarmning af vandet. Her klædte han ham nænsomt af og fik hjælp af hustjeneren til at sænke ham ned i karret. Vandet gispede næsten som kroppen langsomt blev sænket ned under overfladen og blodet farvede vandet rosa. Med en svamp og mildt parfumeret sæbe vaskede han ham ren og undersøgte skaden i baghovedet. Det kunne være meget værre, tænkte han, men det var bestemt ikke kønt, og han måtte nok lade lokkerne vokse lidt vildt for at dække det værste. Hustjeneren bragte ham rene klæder og lod dem i fred. Rachel havde stået i døråbningen, tavs og andægtig, inden hun ligeledes var forsvundet for at fortælle Isobel hvad der var hændt.
"Felix? Kan du høre mig?" spurgte Vladimir, hans stemme stadig søgende og alvorlig men måske mere beslutsom end den havde været tidligere.

Det var svært helt præcist at skulle forberede nogen på hvordan forvandling ville forandre deres krop og give sig til kende for dem. Specielt når der ikke var nogen prædisposition for at vide hvad det ville være hos modtageren. I dette tilfælde ville Vladimir ønske der fandtes flere kendte overleveringer om hvad Felix' skæbne nu var endt med at være. Han lod sæbesvampen være i vandoverfladen mens Felix langsomt vendte tilbage til bevidsthed og han rejste sig og smøgede sit ærme ned igen efter at have siddet og vasket blodet ud af hans hår. Ærmekanten dækkede det lille sår der var ved at hele efter han havde åbnet for blodet til sin lærling.
"Du faldt mod gulvet," sagde han stille med ryggen til. "Jeg havde ikke noget valgt." Billederne fór over hans nethinde gang på gang mens han så Felix' krop suse gennem luften fra stilladset og ned mod kirkens gulv. Gyset der skød igennem mellemgulvet. Sanserne der med ét står på stikker. Han vendte sig atter mod Felix og hans blik var bedrøvet. "Du kom slemt til skade. Dit liv stod ikke til at redde uden at jeg greb ind. Jeg," han så ned på sit håndled, det frelsende blod havde plettet hans ærme en smule, sort som blæk, "måtte skænke dig Gaven for at du kunne overleve," sluttede han stilfærdigt. Han vidste Felix ville forstå hvad han mente, men ville han acceptere at det var det, der var sket? Ville han omfavne Gaven eller skubbe den bort i foragt?