Almost anything goes

Aisling var både lattermild og blid i sin person, men som hun lå og kiggede op på den mørke nattehimmel, indså hun hvor meget hun savnede byens lys og lyde. Hun tystnede derfor og strøg hånden over den voksende mave som for at tjekke at også barnet var okay. Graviditeten med Charles havde været helt anderledes, hun havde gjort som Raoul sagde og nærmest knækket nakken for at gøre ham tilfreds. Men dengang var hun også nyforelsket, nu var historien ganske anderledes. Hun havde opdaget at provokere og det var nærmest blevet hendes lod i livet. Et suk undslap hende og hun rakte hånden ud for at tage imod Richards. ''Det var vel et forsøg værd'', svarede hun idet hun blev hjulpet op. ''Jeg ved ikke hvad der er med hende, men hun gør mig så utrolig rastløs'', hun flyttede hans hænder ned på maven som at indbyde ham til at røre. Noget hun knapt lod Raoul nu om dage. 

Richards lange tynde fingre føltes mærkelige, næsten kolde over hendes fremtrædne mave. Hun nikkede, en anelse betuttet inden hun begyndte at gå tilbage mod huset uden så meget som at give ham et øjeblik til at hvile i at holde om den ufødte baby. ''Jeg vil gerne have at hun skal hedde noget irsk. Nu fik Raoul 'Charles', men næste gang er det altså min tur'', begyndte hun med en finger i vejret, som var det absolut nødvendigt og meget vigtigt. ''Og nu skal hun altså have noget at spise, ellers bliver jeg vanvittig'', hun så sigende på den ældre vampyr, selvom hun ikke havde vist ham det helvede som Raoul var udsat for derhjemme.