Almost anything goes

Aisling var ved at gå ud af sit gode skind. Hun havde næsten lært tikken af det gamle bornholmer ur udenad, og ifølge det havde hun været der i knapt 5 stive timer. Hvad fanden var det egentlig som kunne tage så lang tid? Han slap hånden så den ramlede mod læderstolen med en tom lyd. ''Du ved, du kunne også bare sende mig hjem? Jeg kan altså godt være alene'', forsøgte hun sig, selvom hun vidste at sagen var tabt på forhånd. Det var hendes overbeskyttende husbond der havde beordret hendes supervision. Hun sukkede dybt og lod sit blik hvile tvært på Richards figur. Hvordan han havde fået en så køn dreng, havde hun slet ikke forstået. Bare deres unger ikke kom til at ligne ham. ''Uno... Eller 'Jeg har aldrig'... Måske Ludo... Har du skak? Nej det gider jeg ikke, det er for gammeldags'', hun gled endnu engang hånden over sin lille runde mave og hev lidt op i trøjen så den blege fregnede hud kunne ses. Hun havde i dagens anledning selv klædt sig på i en højrød trøje og et par smarte sorte bukser. Hun kløede sig ubemærket på den bare hud.

Aisling prustede af frustration og slog hovedet tilbage i sædet for at kigge op i luftet. Richard havde egentlig ret, hun var nok gået ud på en tur, måske opsøgt Gabriel. Men det var jo ikke sådan at hun vat taget ud og feste? ''Det er så uretfærdigt, I behandler mig som om jeg er et barn'', hun så sigende på Richard med sit unge blik, de havde allerede diskuteret det, og hun vidste der ikke var meget mere hun ikke hverken sige eller gøre. Istedet rejste hun sig med en anelse besvær og gav sig til at strække på sig inden hun gik bag om sin lænestol for at se ned på Richard. ''Det er et drukspil. Men naturligvis kan jeg ikke drikke, men det kan du jo'', det drillesyge blik tonede frem i hendes øjne og hun lagde hovedet på skrå. ''Så jeg siger noget jeg ikke har gjort, og så hvis du har gjort det, så drikker du'', hun vippede en anelse frem og tilbage på sine fødder, Raoul havde bedt hende om at blive siddende flere gange, men det kunne Richard jo ikke vide.

''Det kommer da an på hvad jeg spørger dig om'', svarede den unge neo vampyr som et bredt smil omfavnede hendes lyserøde læber. ''Jeg gad da godt vide hvilket snusk du er Madeleine går og laver'', hun sendte ham et drillende blink, og vidste at hun var en anelse grænseoverskridende. Alligevel, så var der intet som at drille en ældre vampyr, ligesom hun gjorde med Raoul. Med et par hårde og stadigvæk menneskeagtige skridt begav hun sig over til bogreolen hvor hun kørte sin finger over bøgernes gamle falmede læderrygge. ''Vi kunne også gå ud og jage? Jeg tror godt at Brangraine kunne tænke sig lidt frokost'', hun klappede på sin mave, og sendte ham endnu et smil trods det denne gang var langt mildere. Hun havde lagt tryg på det irske pigenavn, omfavnet det med hendes tunge. ''Jeg tror det bliver en pige'', forklarede hun, desuden var at jage en perfekt undskyldning. Hun kunne ikke selv lige at jage, men hvis hun bare kunne få lov til at komme udenfor, havde det været det hele værd.

Da Richard tog imod hendes udfordring, spærrede hun øjnene op og hendes mund formede sig til et lille 'o'. Så var der måske mere spas og løjer i den gamle gris end Raoul før havde påstået. ''Jeg har bare været bange for at dine ører skulle falde af'', svarede hun næsvist, som hun forsøgte at få øjenkontakt med ham. En ild havde tændt sig, for kunne hun provokerer, så vil hun absolut forsøge. Hun slængte sig igen i lænestolen med et bump og lænede hovedet tilbage med et smil så de sylespidse hjørnetænder glinsede i skæret fra faklerne. Hun gav sig til hvileløst at glide neglen mellem sine skæve tænder som for at rense dem, trods de ikke kunne være meget pænere. ''Men baby er sulten'', forsøgte hun sig, hvis bare hun kunne få Richard til at forlade hende i bare få minutter, kunne hun i det mindste prøve den store terassedør som h un sendte skjulte længselsfulde blikke efter. ''Har du og Madeleine nogensinde sådan rigtig blodig vampyrsex? Ligesom man ser på tv?'', spurgte hun nu, mest for at provokere ham nok til at han vil gå.

Dette var en af de bedre udfordringer, og et smalt smil kunne anes ved hans svar og tanken om mad lod sig fordufte. ''Hvordan vanilje?'', spurgte hun bramfrit, hun kunne allerede se Raouls ansigt hvis han vidste hvad hun sad og lagde op til nu. Egentlig synes Aisling også at det var lidt klamt, men hun havde sådan behov for noget spændning da tiden hjemme ikke længere gjorde noget for hende. Hun var sågar træt af at se Raoul fare op når hun gjorde ham forlegen, men hans onkel her? Var af helt anden kaliber. ''Hvem har størst, du eller Raoul?'', spurgte hun da, inden hun igen rejste sig fra stolen, rastløs og gav sig til at gå mod stuens ende for at pille lidt ved dørhåndtaget. ''Skal vi gå ud og kigge på det der lager?''.

''Så du har kigget?'', spurgte hun, selvom hun efterhånden måtte indrømme at hans svar stod hende i halsen. Hun havde regnet med at han blev irriteret, ikke oprigtig glad for at svare på hendes spørgsmål. Hun rystede det af sig og tog det første skridt ud i gangen som hun slog ud med armene for at føle den kølige natteluft der kom dem i møde. ''Er det en udfordring?'', spurgte hun og tog tilløb som forsøgte hun at løbe væk, imens hun kiggede på ham storsmilende. ''Vi kan se hvem som kommer først ned for enden af gangen?'', hun lagde armene om sin mave og løftede op i den inden hun gav sig til at løbe, og først da råbte hun ''Nu!''. Det store hus var uendeligt, og selvom hun eftehrånden havde været der mange gange nu, måtte hun indrømme a thun stadig ikke kunne finde vej om så det gjalt hendes liv.