Post by Felix Pvelius Andromedius on Jul 27, 2020 14:24:09 GMT 1
Dagene synes uendelige, kedelige om mere. Det var den samme smøre altid. Tidlig op, skole, selvstudier og så i kirken for at male lofterne. Bestillingsværkerne var blevet flere men i tiden som Vladimirs lærling var der knapt tid til at male Medici familien. Et ærgerligt spild, ifølge Felix, som havde nydt at befærdes i de finere kredse. Men Vladimir var streng og retfærdig på en og samme gang, og Felix vidste at kun ved at gøre præcis som der blev sagt, fik han præcis hvad han vil have. Derfor havde han affundet sig med at male de store kalkmalerier og læse i de mange bøger han havde fået skænket. Men det var måske også præcis denne kedsommelighed der havde drevet ham til den færden han nu befandt sig i.
Felix kunne mærke hvordan livet langsomt ebbede ud mellem hans fingre. Han sad overskrevs på den lille kordreng og trykkede sine tommelfingre mod hans hals så at lyde som pinde knækkede gav genlyd i det lille våbenrum. Drengen havde egentlig ikke gjort ham noget, Felix havde bare overhørt ham tale ilde om Gud og bestemte sig for at det var på tide at vise drengen en lektie. Ikke fordi at gud fyldte meget i hans liv nu om dage. Han bad stadig, men vidste at hans frelser vil efterkomme hvert et ønske om blot han spurgte, derfor var Felix begyndte at udfordrer den almægtige. Som han var blevet færdig med knægten og han lå død og uberørelig, havde Felix båret det, liget, til helgen Pope Stephen IX grav hvor de andre også lå og rådnede. Ingen anden kom dér alligevel. Det var forbeholdt de som gik og restaurerede kirken, hvilket for dette tilfælde var ham. Problemet var bare at der efterhånden var blevet godt fyldt i det lille kammer. Med besvær fik han lukket lugen, og begav isg ud af kirken. Det var først der han hørte skriget.
Han havde gået hurtigt for at komme hjem, ikke løbet eller panikket for han vidste at han måtte holde hovedet koldt. Da han lukkede døren til den formidable lejlighed gik han vant mod sin herres kammer hvor han forsigtigt bankede på. Blidt puffede han døren op og stak sit befregnede solbrune drengehoved ind og så på Vladimir med det charmerende smil som kun han kunne mønstre. ''Herre? Jeg er bange for at jeg har været forfærdelig uartig'', indrømmede han ligeså stille.
Felix kunne mærke hvordan livet langsomt ebbede ud mellem hans fingre. Han sad overskrevs på den lille kordreng og trykkede sine tommelfingre mod hans hals så at lyde som pinde knækkede gav genlyd i det lille våbenrum. Drengen havde egentlig ikke gjort ham noget, Felix havde bare overhørt ham tale ilde om Gud og bestemte sig for at det var på tide at vise drengen en lektie. Ikke fordi at gud fyldte meget i hans liv nu om dage. Han bad stadig, men vidste at hans frelser vil efterkomme hvert et ønske om blot han spurgte, derfor var Felix begyndte at udfordrer den almægtige. Som han var blevet færdig med knægten og han lå død og uberørelig, havde Felix båret det, liget, til helgen Pope Stephen IX grav hvor de andre også lå og rådnede. Ingen anden kom dér alligevel. Det var forbeholdt de som gik og restaurerede kirken, hvilket for dette tilfælde var ham. Problemet var bare at der efterhånden var blevet godt fyldt i det lille kammer. Med besvær fik han lukket lugen, og begav isg ud af kirken. Det var først der han hørte skriget.
Han havde gået hurtigt for at komme hjem, ikke løbet eller panikket for han vidste at han måtte holde hovedet koldt. Da han lukkede døren til den formidable lejlighed gik han vant mod sin herres kammer hvor han forsigtigt bankede på. Blidt puffede han døren op og stak sit befregnede solbrune drengehoved ind og så på Vladimir med det charmerende smil som kun han kunne mønstre. ''Herre? Jeg er bange for at jeg har været forfærdelig uartig'', indrømmede han ligeså stille.
