Caught in the Act

Gabriel vidste ikke så meget til Aislings privatøkonomi, ikke nok til at vide at hun næppe ville tage imod jobbet uanset indkomsten. Han så på mens hun elegant trak sokken af. Hvorfor var hun så obsessed med sokker? nåede han at tænke inden han så hende tøve og slå blikket ned. Hans blik gled ud over mængden af folk i rummet men så ikke noget der virkede som om det kunne være truende eller ubehageligt.
"Hey, hvad sker der?" spurgte han med en panderynke inden han placerede en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt op imod sig.

Aisling skulle lige til at svare idet Gabriel løftede hendes hage med sin finger. Hun blinkede med sine lange bløde øjenvipper som forsøgte hun med sig blik at fortælle ham om faren i rummet. Hun rødmede og løftede hånden for hurtigt at daske hans væk, de behøvede ikke en slåskamp herinde. “Raoul”, hviskede hun i processen som hun helt rød i hovedet sf skam gik om bag Gabriel som for at skjule sig. Hun orkede kkke kampen med ham.

Der var ingen grund til at kalde på hende. Hun havde set ham, og det var meget tydeligt. Raoul blev derfor bare stående i stilhed og kiggede op på Aisling. Han ignorerede Gabriels tilstedeværelse. Det ville ikke just hjælpe ham med at holde den kølige facade. Sandheden var jo, han vel var lidt såret over, at hun igen var gået bag om ryggen på ham for at gøre det her. Skulle hun absolut gøre det alligevel, selvom hun vidste, han ikke brød sig om det, kunne hun da i det mindste fortælle ham det i stedet for at tage ham for en tåbe og regne med, han intet ville opdage. Men nu stod han bare og ventede i tavshed. På hvad vidste han ikke helt, men bare på at hun gjorde et eller andet nu.

Gabriel gengældte hendes kram. Han lod alle sanser omfavne hende mens han tog et sidste åndedrag i hendes nærvær. Det var som om det føltes at hans hjerte gik i stykker ved tanken om at hun skulle afsted, og han forstod hverken op eller ned på sine følelser. Alligevel gav han hende et forsigtigt opmuntrende smil og nåede at skubbe en lille seddel med hans telefonnummer på ind i hendes hånd.
"Ring til mig hvis det brænder på," sagde han lavmælt inden han lod hende forlade scenen. Han lænede sig med armene over kors op ad stangen inden han så bittert efter hende og manden der var iblandt publikum. Hans ansigt var fortrukket i en sjælden syrlig grimasse. Han ville gladeligt have vist manden hvordan man behandlede lyseslukkere på Møllen, men han vidste også at håndgemæng var ilde set, uanset om man var performer eller publikum. Istedet nikkede han til en af tjenerne inden han bakkede af scenen og forlod rampelyset i bistert humør. Han ville finde en måde at redde hende på fra den nedværdigende tilværelse. Om det så skulle koste liv.
//out

Der var stille mellem dem. En stilhed som strakte sig gennem salen og fik det til at isne i hende som hun kun iført mankinien og det lille strutskørt fik gledet ind i hans jakke og ved hans hjælp fik den lukket om sig. Hun ventede blot på stormen som hun forestillede sig var ved at bygges i hendes kære husbond. En anelse forhutlet i den store jakke gav hun sig til at følge ham på sine nøgne fødder, forhåbentlig havde han taget bilen. Omkring hende kiggede flere mænd og kvinder efter dem, og tilråb om Raoul som far skulle passe bedre på sin datter lød. Aisling græmmedes som hun gled sin arm under hans, og fulgte ham ud til bilen hvor hun satte sig i frontsædet ved siden af ham. Han ville vel knapt lade hende køre nu.

Det var dødstille i bilen som de kørte ud af Paris og på motorvejen. Hun havde regnet med at han var gal, men ikke så gal at de skulle hjemhjem og ikke i byhuset. Hun kiggede stilfærdigt ud af vinduet, imens hun prøvede at samle sig for at tale. Hun havde knapt lyst til at tale om det han lige havde set, for hun kendte hans holdning og hun havde ikke lyst til en anden smøre om Richard. Desuden undrede det hende om det var Richard og Madeleine som havde Charles, nu hun så nonchalant havde efterladt sønnen med Raoul inden hun sneg sig ud tidligt på aftenen. ''Måske jeg skulle begynde at kalde dig daddy'', sagde hun da trods ordene var forsigtige. En joke var vel bedre end ingenting ligenu, for hun holdt ikke stilheden ud. ''Ligesom de kaldte efter dig, havde du synes det var sexet?'', hun vovede at kigge på ham ud af øjenkrogen, men alligevel ikke helt. 

Raouls tone slog hende i mellemgulvet. Det var sjældent at han nogensinde havde været så gal på hende. Lettere betuttet trak hun jakken tættere om sig og lod blikket glide ud af vinduet. Der var en mærkelig duft omkring hende. Jakken duftede af Raoul, som syrener og sommerens sidste jordbær. Men hun selv stank af billig parfume, porno og horehus. Hun havde aldrig skammet sig så meget. Mon han vil smide hende i bad når de kom hjem? Aisling gled forsigtigt armene gennem de brede ærmer og op i hans jakke. Her begyndte hun stilfærdigt at pille i inderlommerne. Noget skulle hun vel tage sig til, som var mindre angstprovokerende end at sidde og vente på furet. Langsomt drog hun hænderne ud fra jakkeåbningen og gav sig til at kigge på de skatte hun havde fundet i lommerne på sin husbonds jakke: småpapirer med skravlede noter, sikkert fra teateret, en gammel tand, og noget der lignede et gammelt braokspejl der var smækket sammen. “Hvorfor har du en tand i lommen?”, spurgte hun som hun lagde tingene i skødet og gav sig til at pille ved den lille flade sølvæskefor at åbne den.