The Modern Life

"Det gør det ikke pænt at se på," sagde han strengt. Måske en smule konservativt af ham, men hun vidste, hvad hun var gået ind til, da hun giftede sig med ham. Det var heller ikke fordi, han ville diktere alt, hvad hun måtte og ikke måtte... Men når hun ikke kunne bruge sund fornuft til at regne ud, hvad der var acceptabelt eller ej, så han bare heller ikke andre muligheder end at sætte regler for hende. Den slags var aldrig nødvendigt, da Adele var i live. Men han havde stadig håb om, at hun en eller anden dag ville vænne sig til deres måde at leve på og acceptere det. Raouls blik fulgte hende, da hun gik hen og satte sig på sengen. "Absolut. Af en eller anden grund vil du bare hellere alt det, du ikke må," påpegede han. Hun måtte da gerne gå i byen for hans skyld... Men at klæde sig om en stripper! Og bare at forsvinde uden et ord og komme hjem med en tatovering? Han måtte sende hende i byen med Lupa en eller anden dag... Hun forstod da at more sig uden at gå på kompromis med familiens værdier.

Raoul fortrak ikke en mine ved hendes spørgsmål. Svaret var jo nej, det havde han ikke. Han havde brugt hele sin ungdom til at uddanne sig, og han havde brugt hele sit voksne liv på at sørge for at følge med i den medicinske udvikling. Han var trods alt læge i virkeligheden, selvom han havde teatret. Han var aldrig helt gået fra det, og der var meget at holde sig opdateret på. Det tog rigeligt af hans tid, uden han også skulle tænke på at være social. "Ikke den slags chancer, nej." Kedelig var han måske I hvert fald i forhold til, hvad hun fandt morsomt, men han havde andre ting i stedet. Han var også for introvertet til at komme ud i byen. Så ville han hellere ordne sine ting på teatret. Raoul vendte siden til hende for at beskytte Belle, da hun kylede en pude efter ham. "Jeg har sagt det. Jeg gør mig ikke i den slags. Hvis du vil have nogen med i byen så tag Lupa med i stedet."

"Hvis du nu lod være med at opføre dig som et barn, kan det være, du ikke blev behandlet som et," påpegede han, hvorefter han lod den ene hånd falde fra Belle. Han slap hende ikke helt, men Aisling kunne i det mindste få lov til ligeledes at røre ved hende. Han stolede ikke helt på, at hun havde ordentligt balance til at kunne håndtere katten lige nu.
Han sukkede tung, da hun bragte deres bryllup op igen. Han kunne danse, og han nød det også, men ikke blandt kæmpe forsamlinger, hvor han ikke kendte en eneste person. "Det er noget andet." Og det var det! Det var til gengæld underholdende, og det var det helt generelt, når de mødtes i deres familie. Men en flok fremmede i byen, hvor man bare kunne rende rundt og skabe sig og skrige med på musik, selvom man ikke havde en tone i livet? Ellers tak.

Som Aislings humør skiftede, og stemningen lettede sig en smule, mærkede Raoul også sin vrede fortage sig lidt. Han bøjede sig ned for at lade Belle springe ned på gulvet, da hun bad ham slippe hende. Katten luntede direkte hen til sengen for at hoppe op og lægge sig i denne. Raoul rettede sig efterfølgende op for derefter at mærke hun hustrus hænder om hans hals. Hans skuldre faldt lidt tilbage ved denne berøring, og hans blik blev mildere. "Tror du ikke hellere, du skulle komme i seng?" Spurgte han og sørgede for at gribe blidt fat om hendes arme, efter hun havde snurret rundt, for hun ikke skulle falde. Han trådte et skridt hen mod hende, så han stod helt tæt op af hende, hvilket betød han måtte bøje nakken en del for at se hende i øjnene. "Inden du kommer til skade."

Da Aisling gik tættere ind til ham, lukkede Raoul sine arme om hende og lagde hovedet ovenpå hendes. Højdeforskellen var stor nok til, han nemt kunne gøre det. "Jeg elsker også dig," sagde han og strøg sine hænder over hendes ryg, inden han slap hende, da hun trak sig tilbage for at lave sin fejlende piruette. Han lo lidt af hende, inden han selv satte sig hen på sengen ved siden af hende. "Det ville jeg sætte stor pris på," sagde han og placerede sin hånd på hendes lår. "Det er heller ikke fordi, jeg ikke vil have, du kan vælge selv... Men hvis Richard først bliver sur over det, falder der brænde ned." Han gav sig til at ae hendes lår. Han kunne tilpasse sig. Hvis han ville. Men han var bange for, hvor tilpasset Richard var, og selvom han ikke kunne finde på at lægge en finger på Madeleine, var det aldrig til at vide, hvad han ellers kunne finde på.

Raoul lo over hendes reaktion. "Jeg har ikke noget imod dem. Men jeg ville klart foretrække, hvis du nøjedes med at have dem på herhjemme," påpegede han og gav hendes lår et klem, inden han slap hende. "Men hvis Richard begynder at blive utilfreds med noget, så nøjes han ikke bare med at skælde dig ud for det." Richard var nok den mest utilregnelige person, Raoul nogensinde havde mødt. Det ene øjeblik kunne han være venlig og fuld af tålmodighed og omsorg. Og det næste øjeblik kunne han fare op i et vredesudbrud som intet andet og uddele den ledeste omgang slag.
"Det var nu mig, der stod for den del," sagde Raoul med et smil og lod sig lægge ned i sengen, da hun trykkede mod hans bryst. Han løftede den ene arm og lagde den om hende.