The Modern Life

Bedst som Aisling var nået toppen af trappen, tog hun det sidste skridt der krævede at hun missede mindst tre trappetrin. Med et godt tag i gældeneret hev hun sig i et hurtigt ryk op på førstesalens platform. Synet der mødte hende, fik hende næsten til at tage et skridt baglæns, men istedet meget hurtigt fik hun lusket hånden der ikke holdt i gældeneret tæt om sin store trenchcoat for at tøjet ikke skulle synes. Hun sænkede blikket mod jorden som det bløde smil med den luskede undertone bredte sig over hendes læber. Fordi... Hvis hun ikke så på ham, så kunne han vel ikke se hende. Meget hurtigt, drog hun hætten halvt nedover hovedet og bukkede sig som en gemen butikstyv som hun gav sig til at liste forbi ham.

Raouls stemme skar gennem nattens stilhed, og hun standsede brat. Hans stemmes toneleje fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, for hun var pinlig bevidst om at hun havde brudt reglerne – igen. Derfor stod hun stille som en marmorstatue i den mørke hal, for i rusens ekstase gav det mening for hende at han ej heller kunne se hende hvis hun nu bare stod stille. Men snart begyndte verden at spinde, som drugblodet pulserede i hendes åre og med et blødt bump lod hun sig falde på gulvet hvor hun lagde sig med armene tæt ind til siden som en planke, og ansigtet mod gulvet. Ifølge Aisling, kunne den tørre kiks nu hverken se eller høre hende, for hun var blevet ét med gulvet.

Det var som at hans ord skar ind i hendes underbevidsthed og hun blev med ét trukket tilbage ind i virkeligheden. Hun indså da hurtigt at hun faktisk ikke var et gulv, for hun havde ikke lyst til at blive trådt på. I stedet, rejste hun sig en anelse klodset, og greb ud efter væggen som støtte inden hun stak hænderne højt i vejret og lukkede øjnene. Hun var en pæl nu, bestemte hun sig for. Som hænderne stod marmoreret lige op og ned og hun forsøgte koncentreret at holde sin allerede hældende balance, imens hendes trenchcoat åbnede sig for Raoul at skue. Den glimtende guldtop strøg sit pallietformede mønster ud på det mørke plankegulv og de korte hvide bootyshorts lyste næsten op i den mørke korridor, som hun nu stod i lys kontrast til de mørke mahogni møbler.

Da Raoul begyndte at klage over hende, åbnede hun perplekst øjnene. Hun forstod ’Aisling’, eller nærmere hans franske udgave af hendes navn men resten var som et sort hul for hende. ’’Tal fucking Engelsk, din tørre kiks’’, udbrød hun på hastigt engelsk med sin svære irske accent. Fransk var stadig et mysterium for hende og uanset hvor hårdt hun forsøgte. Hun havde lært et par sange fra Raoul, et par kærlige ord som ’cherié’, og ’ami’ men når hun var høj som sådan her så forstod hun ingenting. Hun lod armene falde ned langs siderne og stavrede ind i soveværelset hvor hun med en noget klodset bevægelse smed frakken på sin stol og vendte sig mod Raoul med hænderne i siderne og et triumferende smil som havde hun præcis glemt at hun have forsøgt at gøre sig usynelig. Hun vidste godt, et eller andet sted, at det var hendes tøj han klagede over. Noget hun fandt uendelig morsomt. Heldigt for hende var hendes arme malet med en flouroserende farve og lod hende lyse op i det mørke rum med måle neon pinke streger og gule prikker på kroppen.

Når han var sur, lignede han lidt en chihuahua, ifølge Aislings optik. Hun betragtede ham som han jappede videre af hende på ursproget der kun blev talt af frøer. Hun forstod virkelig hat og briller, men da ordet ’vêtements’ blev gentaget tilpas mange gange med hans misbilligende udtryk forstod hun endelig at det var hendes udseende som der måtte være noget galt med. Uforstående, og med et forvirret blik kiggede hun på ham som hun trak guldtoppen og shortsne af uden større problemer for at afsløre hendes nøgne krop. Toppen var pænere uden bh og trusser kunne ses gennem shortsne, så hvorfor overhovedet bruge tid på undertøj? Aisling sendte ham et halvlusket smil, hvis han ikke kunne lide hendes tøj så behøvede hun vel ikke at have det på i hans nærvær. I stedet vendte hun nu ryggen til ham som hun begav sig mod sin kommode, kun for at vise den nye lille fine natsværmer der var tatoveret over hendes læn.

Hans næste udbrud, fik hende til at vende sig om og kigge på ham med et perplekst blik. ’’Mon dieu! Je suis une baguette!’’, svarede hun spist tilbage som hun rullede med øjnene for at irritere ham. Hvorfor forstod han ikke, at hun ikke forstod hvad han sagde? Det blev kun mere frustrerende som han stod og kiggede på hende med kuglerunde øjne og gøede som en gal køter. Med en trodsig bevægelse vendte hun ny ryggen til ham endnu engang for at rive skuffen åben i deres fine mahogni mantel. Hun drog frem en yndig lyserød silkenatkjole med flæser, en sådan som hun havde fået af Raoul i bryllupsgave. Den var rædselsfuld, sådan noget som hendes mormor vil have haft på. Hun så nu på ham igen med sit blå blik imens hun forsøgte at komme i kjolen med en anelse besvær. Hendes pupiler var stadig opspilede fra drugblodet Gabriel og hende havde delt. ’’Jeg forstår ikke hvad du siger når du taler fransk, det ved du også godt, Raoul’’, hun gik nu mod ham med et par usikre skridt for at lægge sine arme om hans hals. ’’Kan du ikke lide den?’’.