Elouise

Hun lod sig villigt trække ind i kysset og lagde armene om hans hals mens hun gav sig hen, men noget triggerede et eller andet i hende. Det var først nu hun indså at den underlige søluft ikke var havet og omgivelserne. Det var ham. Han... stank? Af sygdom og død, som et lig. Noget brast inde i hende, en hjertesorg inden hun havde nået at hengive sig til forelskelsens sødme. Hvor var det tragisk.
Hun mønstrede al mulig evne til at abstrahere fra det men hun kunne ikke lade være med at spekulere over hvad der lå til grund. Hun kendte få andre der havde udstrålet denne lugt, en af dem en tidligere kollega der havde haft brystkræft. Var det dét kemo-terapi og stråleterapi gjorde ved mennesker??
Hendes fingre flettede sig ømt i hans nakke hånd idet han trak sig bort og sad pande mod pande. Noget i hende havde lyst til at flygte over vandet og aldrig se ham igen. Hvor var han en kujon ikke at sige noget! Og så samtidig var der noget andet varmt og omsorgsfuldt der ville ønske hun kunne give ham den bedste tid han havde tilbage på jorden. Hun kendte lugten og vidste at sygdommen var terminal, det var kun et spørgsmål om tid. Hun trak hovedet lidt tilbage og så på ham.
"Penny for your thoughts?" sagde hun med et skævt smil. Hans blanke blik indikerede at han var et andet sted end på båden, og hun ville være med ham hvis hun kunne hvorend hans tanker førte hen.

"Hmmm," hun lod sin hånd hvile mod hans revers og fingrene gled tankefuldt langs stoffet, observeret af hendes øjne inden hun så tilbage op på ham. Hendes smil var vemodigt men ærligt, måske fordi hun var så bekendt med døden var det ikke noget hun ville lade gå ud over ham. Han kunne vel ikke gøre for at han var syg, og statistisk set var det ret hurtigt at han åbnede op om det. Dette var trods alt kun deres andet møde. Klart, hvis det var kommet et par uger inde i et egentligt forhold ville hun have været en del mere knotten. Men han var ærlig, det kunne hun lide.
"Hvad er diagnosen, hvis jeg må spørge?" spurgte hun i et mildt tonefald. Hun ville ikke være skræmt, men nærmere støttende og rolig. Døden var ikke nødvendigvis afslutningen.

"Nej," sagde hun ganske kort og kontant med et varmt smil. Hun hvilede sin håndflade mod hans kind for at holde hans ansigt i hendes retning. Hun søgte hans øjne med sit blik, inderlig og ærlig. "Det var den bedste idé, min ven. Man skal ikke dø før det er tid, hellere leve mens man kan, uanset omstændighederne," hun kastede et blik til siden hen over båden. "Nyd de mens du kan," hun trak på skuldrene. "Der er ingen der siger din glæde skal ende bare fordi udsigterne til et længere liv gør." Hun så tilbage på ham og strøg sin hånd over hans hår og om til hans nakke igen. "Hvorfor straffe sig selv med ensomhed og kulde de sidste timer hvis man kan være omgivet af kærlighed og varme?" hun smilede stadig. Hvor længe havde han holdt sig selv fra at elske og være elsket bare fordi han troede at det ikke var det værd på grund af hans diagnose.

"Hvem siger jeg leder efter meget, hm?" hun lagde hovedet lidt på skrå og måtte igen kæmpe en lille kamp med de vilde lokker. Hendes hår havde løsnet sig en smule i vinden og havde nu trukket krøllerne hen over hendes ansigt igen. "Det kan være jeg leder efter lige præcis nok til at verden er et bedre sted, for mig, men også for dig," hun prikkede ham lidt drillende i brystkassen og blinkede til ham.

Hun lod sin hånd hvile i hans mens hun så på ham med et ømt blik og et varmt smil.
"Havde du givet op på kærligheden?" spurgte hun sødt og lagde hovedet på skrå mens hun betragtede ham undersøgende. Han virkede ellers eom en mand der ikke ville give op hvis man satte ham en stol for døren. Hendes blik sled sig bort fra hans noble ansigt og hen imod havnen der var begyndt at nærme sig som en faretruende bekendtgørelse af slutningen på deres lille eventyr. Hun sukkede stille og lagde sit hoved mod hans skulder mens de sejlede i havn.