Elouise

Der var gået en måned. Sandheden var at Isobel ikke rigtig havde turdet håbe på at høre fra manden igen. Augustin. Det var endnu et navn iblandt alle de andre, men hans havde alligevel stået ud, ligesom nogle af de andre fra fortiden, som en klar kold stjerne på en vinteraften. Hun havde måttet tage til takke med hendes bror og nogle måske lidt skødesløse flæng for at patche hendes sorg lidt. Matthew havde været i et bedre humør længe, så det havde hun da nydt, men hun havde alligevel været trist. Det var længe siden hun havde kunnet fange et menneske med et enkelt blik.
Så da opkaldet kom havde hun taget den tøvende uden at kende nummeret. Stemmen var den samme, måske lidt raspende og opbrudt af en menneskelig hoste. Hun slog det hen. Ville hun stadig gerne se havet? Ja, ja gerne. Hendes fingre havde ubevidst snoet sig om en af hendes krøller. Søndag aften? Jo, det lod til at blive godt nok vejr. Hun havde fået pladsnummeret ved kajen og tidspunktet. Hun havde fået lov til at tage Shade, der parkerede bilen lidt fra kajen og slukkede lyset.
"Ring når du har brug for et lift hjem," sagde han. Hun smilede taknemmeligt inden hun steg ud af bilen og gik langs kajen hen imod båden. Hendes kjole svang sig om hendes ben og nedskæringen var meget bevidst lavere end normalt. Hun havde ikke taget sine dyreste smykker på. Hun ville ikke risikere at de røg i vandet, men det var stadig funklende ædelsten og sølv der fangede lyset fra månen der var stået op over det mørke vand. Hun trak den røde rævepels omkring skuldrene mens hun nærmede sig og gik ud på den lange landgangsbro. Træet knirkede under hendes ikke alt for høje men stadig betragteligt eleverede. Hun trådte nærmere og slog en kno mod skibets side som en fattig undskyldning for et bank på en dør.
"Hallo?" spurgte hun forsigtigt.

Hun tog graciøst imod hans hånd og lod sig føre ned i båden. Hun var ikke vant til at være på gyngende grund, men hun var næsten unaturligt elegant og stabil på bådens bund. En vind trak hendes hår omkring hende men denne gang havde hun været klog og få sat det lidt mere om bag nakken så det ikke hele tiden satte sig læbestiften.
"Hun er smuk," sagde hun mens hun så sig omkring. Om han prøvede at imponere hende vidste hun ikke helt. Både var ikke det hun færdedes mest i, men hun var naturligt nysgerrig, og tog det hele til sig med en hånd knugende om rævepelsens ender; hendes smykker skinnede imellem pelsstråene som små gnister i natten.
"Jeg må sige," hun satte sig til rette med benene over kors så kjolen gled lidt op og afslørede hendes glatte hud, "jeg er ikke vant til at færdes på vandet. Hvad er det ved havet der er så... tiltrækkende?" Hun kastede håret bag nakken så hendes hals og smykker kom til syne i månelyset.

Hun satte hænderne i sædet bag sig og lænede sig lidt tilbage mens hun vippede med foden og tog ham mere i øjensyn. Han var et kønt mandfolk, ingen tvivl om det. Velsoigneret og hans kæbe var til at skære sig på. Ganske som hun kunne lide det. Med den ene hånd trak hun rævepelsen væk fra kravebenet og blottede sig yderligere men stadig med nok ynde til at det ikke virkede banalt. Hun ville se hvor langt hun kunne trække ham rundt i manegen og indtil videre holdt han godt trit.
"Det giver meget godt mening," svarede hun mens hun lod en finger glide op og ned ad halsen mens hun betragtede ham. "Men... bliver det ikke... ensomt?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå.

De gled langsomt fra kajen og natten omfavnede dem som de gled afsted. Båden skar det mørke vand op som en kniv gennem sort budding. Måneskinnet reflekteredes i vandets overflade i frosne toner der ikke klædte den blide sommernat.
"Så... fortælt mig om dig selv?" sagde hun efter hun vurderede at ensomhed var for kedeligt et emne. De var kommet lidt ud på vandet og byens lys var som gylden konfetti i horisonten. "Du har en båd som du tydeligvis har haft længe, opkaldt efter din mor som ikke er her længere. Hvordan er du endt her?" Hun så rundt som for at indikere omgivelserne som kontekst til hendes ord.

"Jeg har arbejdet på Louvre i nogle år som kurator," sagde hun. "Jeg vurderer sjældne genstandes oprindelse og værdi for museet så vi kan finde ud af hvad vi skal udstille og hvad vi ikke skal," hun trak henkastet på skuldrene mens hun så ud over vandet. Der var rart og stille. I Paris var der altid støj, som et gardin der hang lige bag ved én og irriterede ens skulder eller nakke. Hun så på ham med et roligt blik. "Hvis du kan lide stilhed og ro, så er Louvre et sted du måske ville kunne sætte pris på," hun rettede sig lidt op i sædet. "De stille sale, ihvertfald, hvor der ikke er ligeså kendte ting. Mona Lisa?" hun fnøs. "Det er kedeligt i længden, og man er der mere for at se alle de folk der tager billeder af hende, end at se hende selv."

Hun rykkede sig ikke for at give ham plads. Det var mest med vilje. Hun ville sidde tæt på ham, mærke menneskevarmen fra hans krop og den ro det gav hende at vide han var der udelukkende for hende. I nuet. Hun lagde en hånd på hans knæ og så smilende tilbage på ham.
"Well, så må vi jo hellere sørge for at jeg viser dig rundt nu hvor din," hun værfede en tot af hans hår bort fra hans pande og lod fingerspidsen glide ned ad hans pande til kinden og hagespidsen, "måned ikke er så booked længere, hm?" hun hævede et slankt øjenbryn, en næsten tro kopi af Matthews mimik.

Hun lod ham lægge en arm om sig og rykkede sig en smul tættere på. Hendes hånd gled mod hans højre skulder som hun sad lænet lidt mere op ad ham. Hun kunne mærke varmen slå mod sig som om hun krammede en radiator. Det var rart ude på havet, specielt blandet med duften af salt og den mærkelige søluft som åbenbart var kendetegnet ved Le Havre om sommeren. Hendes fingre legede med kanten af hans blazer ved hans krave. Hendes blik sænkede sig til hendes hånd og fokuserede på stoffet mellem hendes røde negle.
"Så hvad bliver det, en kunst tur eller..." hendes øjenvipper sitrede da hun så tilbage op på ham, "bare en rundtur?" spurgte hun med et slet skjult smil over hans forsøg på at være sjov.