Was it worth it?

Han prøvede at ignorere hendes tilråb og forklarede de bekymrede omkringgående, at hun var hans datter, der var i meget dårligt humør. Hvis politiet kom var de begge i ret stor en knibe - for han kunne selvfølgelig ikke bevise, at hun var hans, men hun kunne heller ikke bevise hvem hun tilhørte og hendes barnekrop gjorde at politiet aldrig ville lade hende gå alene.
"Vær stille," sagde han roligt til hende og tog et fast greb om hendes overarm, dog uden at det gjorde ondt, "Du vil ikke have at politiet kommer og beder dig fortælle om dine forældre," hviskede han som det næste.

"Jeg er ikke bange for din far," sagde han, stadig med den mest naturlige, rolige stemme og i et hviskende toneleje, så menneskene omkring dem ikke hørte det, "Og vær så stille!"
Da hun begyndte at løbe igen, sagde hans krop næsten nej. Han skulle bare have hende ind i bilen, der holdt parkeret i en gyde lidt derfra, så kunne han låse hende inde og kalde på forstærkning eller køre hende direkte til hovedkvarteret, men hun lod ikke til at ville gøre det nemt for ham.
"Kom nu her," bad han og satte i rask trav efter hende. Han fik fantastisk nok løbet hende op og fik hårdt fast i hendes arm. Denne gang lagde han ikke fingrene imellem. De var løbet i den modsatte retning af bilen, så han begyndte at hive hende mod stedet, hvor han holdt parkeret.

Augustin havde fået trukket hende næsten hen til gydens start, væk fra alle de stirrende blikke, da hun bed ham. Han blev mere overrasket end smertepåvirket i første omgang. Så kom smerten og blodet fra hans venstre hånd, hvor hun havde fået godt og grundigt fat i langefingeren og pegefingeren. Han stivnede og fortalte sig selv i 2 sekunder, at det hele var det værd, for ellers ville han have sluppet hende og ladet hende løbe ad helvede til. Han hadede blod på hænderne. Det klistrede og mindede ham om hvor fandens ubrugeligt hans eget blod var. Han viftede vildt med hånden, så hun var nødt til at slippe og holdt den så hævet over hende, så hun umuligt kunne nå igen. Blodet regnede ned over hendes fine lokker og gjorde dem gennemblødte af hans røde blod. Han kæmpede sig igennem de sædvanlige tanker og fik åbnet døren til bilen.
"Ind med dig," kommanderede han og undlod så vidt muligt at kigge på hånden.