Was it worth it?

Augustin havde brug for at føle sig til nytte. Han havde sine svage dage, på grund af blodkræften og i går havde været en af dem, hvilket havde set ham nødsaget til at aflyse flere møder og aftaler med inkvisitører. Han havde ellers set frem til med en lille klump i maven, at høre om Felix og hans eskapader i fortiden. Han var stadig ikke sikker på om boghandleren var, hvad han gav sig ud for at være.
Men det med at være til nytte - Han var taget alene afsted på en overvågningsmission. Der havde været meget aktivitet omkring Møllen i mange år, men det var svært at finde frem til bagmændene, som bevægede sig i skyggerne. Der havde dog ikke været noget usædvanligt i aften før han så den lille pige. Først afskrev han hende som en dværg, fordi han ikke rigtig kunne se andet end hendes skikkelse, men da en forbipasserende turistbus oplyste hende kunne han se, at hun var en nydelig, lille pige. Mærkværdigt, tænkte han og gik nærmere. Det var muligvis ikke hans opgave for i aften at hjælpe små børn, men han kunne jo ikke bare lade hende gå alene.
"Hej du," sagde han lidt akavet til hende, da han stod overfor hende. Han var ikke så glad for børn, selvom han engang havde drømt om at få dem selv.

Augustin bandede for sig selv, da hun begyndte at løbe. Men han havde jo sagt til sig selv, at han ville hjælpe og han havde velsagtens skræmt barnet. Men alene herude, skulle hun i hvert fald ikke være. Så han løb efter hende. Han var hurtig og i god form for sin alder og sygdom taget i betragtning, men han var træt. Så dælens træt at det sad helt inde i knoglerne - bogstaveligt talt.
"Vent, mademoiselle," råbte han stakåndet efter hende, i håb om, at hun ville stoppe. Som han kom i gang med sit løb gik det nemmere end i starten og han satte farten op. De rundede et hjørne og han fulgte hende ind i en blindgyde. Nu kunne hun da i det mindste ikke slippe væk fra ham.

Der var flere ting, der gjorde Augustin mistænksom i situationen. Den fart Angelique havde løbet med. Hendes udseende. Og nu hendes milde stemme, der slet ikke passede til, at hun lige havde løbet i vildskab fra ham.
"Er dine forældre her?" spurgte han høfligt og betragtede hende. Han forsøgte sig med et lettere stramt smil, stadig forpustet efter den hurtige løbetur. Hun var en smuk pige, det måtte man sige. Og lige alderen til at hun kunne have været hans egen, havde han fået børn, da han drømte om det under det sidste større udbrud af kræften. Det rørte ham lidt, men han var på vagt. Han vidste der fandtes rottekampe rundt omkring i byen - det havde de slet ikke under kontrol, selvom det var et forfærdeligt, grusomt foretagende. Men brændte man én ned, skød en anden op. Måske hun var en af de ulykkelige nyforvandlede børnevampyrer, der skulle ende deres dage i ringen, som var sluppet derfra.

"Mine forældr-" gentog han og lod en humørløs latter klinge, mens hånden så trænet og velvant bevægede sig mod hoften, hvor pistolen sad. Han var ikke bange, men adrenalinen pumpede gennem ham og fik hans blod til at koge. Hans far boede stadig i barndomshjemmet, hvor hans mor havde måtte lade livet til en vampyr. Han var ikke længere i tvivl om pigen. Hun var alt for rolig, alt for hurtig, alt for elegant og veltalende til at være menneske. Så derfor måtte hun dø. For verdens bedste.
"Hvor gammel er du så?" spurgte han tørt. Smilet der før havde prydet hans læber var udskiftet med afsky. "Hvor mange har du ædt i dit liv? Hvis man da kan kalde det et liv?" Han trak ikke pistolen endnu. Info var vigtigere end én sølle vampyrs død. Måske hun var med i en cirkel af vampyrer, en rede.

Det var svært at abstrahere fra hendes udseende, men han havde før haft med vampyrer at gøre, der så meget yngre ud end de var. Dog aldrig nogen, der direkte lignede børn på denne her måde. Det gjorde det svært at forestille sig at dræbe.
"Du kan kalde mig AG, i hvert fald her i dine sidste minutter," svarede han. Dette var navnet han var kendt under for de fleste af de vampyrreder, der kendte ham, for han gav sjældent sit fulde navn af frygt for, at de ville spore hans familie.
Endelig slap han grebet om pistolen. Det var en mørklagt gyde, der var ingen der ville opdage hendes død her. Det gjorde faktisk det hele lettere. I stedet trak han fra sin anden lomme en flaske ud. Nej det var hverken hans lommelærke eller vievand - den slags virkede kun i eventyr. Nej, det var helt almindeligt benzin, som kunne sprøjtes på offeret før han satte ild til hende.

"Kan du ikke selv se det forkerte i, at mennesker skal dø for at I kan leve?" spurgte Augustin, mens han prøvede at ryste af sig, at hun kendte hans navn. Han trådte et skridt tilbage og vippede toppen af flasken, så han kunne sprøjte hende med den højst brandbare væske så snart hun gik til angreb. Han havde prøvet dette før, men aldrig overfor en barnekrop.
"Husker du ikke frygten for monstre, fra da du var barn?" fortsatte han, "Skal mennesker virkelig leve i den frygt?" Det havde faktisk af og til lykkes ham, at overbevise nogle vampyrer om at døden var det rigtige.

"Hvem har forvandlet dig?" spurgte han, "Er du ikke rasende på ham? Eller er det sidste af din menneskelighed allerede borte?"
Barnet havde jo tydeligvis ingen idé om hvordan vampyrer ødelagde menneskefamilier med deres morderiske tendenser. Han havde selv mistet sin mor for mange år tilbage til en vanvittig vampyr - endda under hans første sygdomsforløb, hvilket havde sat meget pres på hans far, som skulle agere sygeplejerske og sorgmakker på samme tid. Augustin hadede vampyrer af hele sit hjerte og det had havde sat ham i den stilling han var i nu.