Tinglings

Hans korstog var efterhånden forstummet, så buddet om at få mere information om hændelsen var ikke noget der vakte synderlig interesse hos ham. Et lille smil bredte sig kækt i hans mundvig og han lagde armene demonstrativt over kors.
“Det er uden tvivl en ensom vampyrjæger han er faldet i hænderne på og har endt sine dage hos, sagde han og trak på skuldrene for at understrege sin ligegyldighed. “Ikke noget jeg kan ændre da det nok er en udenfor min organisation. Desuden,” han kastede et blik på bordet med diverse madvarer inden han istedet gik hen og greb en fersken mellem de slanke fingre, bed i den og lod den søde saft glide gennem svælget og ned i halsen hvor smagen bredte sig, sødmefuld og berigende. Han vendte sig rundt og smilede til ham, “det er synd at børste tænder når man har sådan et festmåltid foran sig.” Hans fuldendte læber glinsede af saften og han strøg en tungespids over dem for at få det hele med mens han iagttog Howard i stolen.

Callahan spyttede stenen ud i hånden og lagde den på bordet inden han tørrede hånden i en bomuldsserviet og lagde hovedet lidt på skrå mens han så på Howard. Han forstod manden hensigt nu. Til at starte med havde han regnet med at det var noget sygeligt i ydmygelse eller sådan en eller anden fetish, men sanser. Sanser var en anden ting. Han så dog på glasset der nu indeholdt mandens spyt og blod. Det var ikke en handelsvare længere.
“Han havde ingen familie her i Paris, så vidt jeg kunne finde frem til,” svarede han mens han gik langs bordet og så på alting der var at kunne indtage. Chilipeber, lime, hvad end der var i hver sin ende af smagsrækken.

Callahans ører spidsede til ved tanken om at manden her havde kendt ham. Heldigvis havde han fået nummeret på manden fra Møllen, så han kunne altid tjekke hvis det viste sig at det ikke passede. Han indprentede sig hver en detalje ved manden. Slank, ungdommelig af udseende men tydelligvis umådelig gammel. Øjne, hår, holdning, attitude, så han kunne gengive det præcist og eventuelt granske nogle af de gamle malerier og se om han dukkede op på nogen af dem når han gik hjem til sin google søgning.
“Det vilde liv eksisterer stadig idag, det er bare ikke bjørne vi jagter,” svarede han køligt og afmålt inden han hævede et slankt øjenbryn ved synet af hans forslag til næste smagsprøve. Istedet tog han en teske og dyppede i en skål med grønlig wasabi, slikkede den af og lod den krigerisk stærke fornemmelse lamme hans næsebor og frembringe tårer i hans øjne. Han måtte sætte begge hænder i bordpladen inden han tørrede en hånd over sine øjne og rettede sig op.
“Hvor færdedes han?” Spurgte han skarpt. “Hvem andre kendte til ham??”

Det var svært for Callahan at vide hvad han skulle fokusere på, at manden kom nærmere, at han lod til at kende manden han havde brugt de sidste fem år på at lede efter, eller om han skulle svare ham angående vampyrer og deres civilisation.
“Det smager som chili og peberrod, på én gang,” brummede han anstrengt gennem tårerne inden han fik mønstret sig en smule og rettet sig op igen i sin fulde højde og holdt øje med Howard.
“Intervaller?” Spurgte han med en lille panderynke. Det havde endnu ikke slået Callahan hvad hans forfader havde bedrevet tiden med på Møllen, og hans tanker kredsede om en romantisk forestilling om at han ville have ønsket at opsøge sin familie hvis han havde vidst nogen var overlevet siden han var blevet kidnappet fra sit barndomshjem.

Callahan vrængede instinktivt på læberne og krængede dem afskysvækket tilbage ved synet af blodet. Han brød sig ikke om det når det var så... organisk? Så direkte i kontakt med indehaveren. Det næsten vendte sig i ham, en kort krampe i mellemgulvet der truede med at sende fersken og wasabi og tequila retur, men han knyttede hænderne og trak vejret dybt.
Det gik langsomt op for ham hvad manden mente. Intervaller. Møllen. Jovist han havde mere set det som en danseklub, men det kunne selvfølgelig være at hans allerede konservative sind havde svært ved at se igennem alle de euforismerne der dækkede over det lidet ansete erhverv, der fulgte med en stilling på Møllen. Han sukkede lidt for sig selv.
“Det er stærkt,” svarede han bare med et skuldertræk men lidelsen fortog sig og efterlod ham i en kortvarig rus af endorfiner efter overvældelsen af det stærke madtilbehør. Han skævede til manden håndled men kommenterede det ikke. “Jeg er ikke vred, men vagtsom,” forsvarede han sig inden han bevægede sig lidt væk fra ham, på trods af kampen i ham der drog ham imod blodet. Han kunne næsten dufte det, noget han havde oplevet på det seneste, og duften dæmpede al madens indflydelse på ham, næsten som om han ikke længere havde smagen af den stærke tequila eller søde fersken i munden. De var næsten som aske sammenlignet med duften af blodet. Det skræmte ham, men han lod det ikke vise.