Tinglings

Den anonyme seddel efterladt i brevsprækken hos inkvisitørernes hovedkvarter havde båret hans navn. At Ingrid ikke brød sig om den var ikke overraskende. Hun brød sig generelt ikke meget om nogen af de ting Callahan foretog sig men det havde han efterhånden vænnet sig til. Måske også derfor var det hans trodsighed der slog igennem og han valgte at tage imod tilbuddet i den forholdsvist uskyldigt udseende seddel. Der var en adresse, en mængdeangivelse på en speciel blodtype, som han gennem research havde fundet ud af var sjælden, samt et beløb. Hvad det hele betød ville han finde ud af, så han var troppet op i sin lange sorte frakke for at beskytte sig mod vind og vejr i den parisiske vinter, og havde fundet frem til en lille lejlighed, nogle blokke fra inkvisitørernes hovedkvarter.
Døren var lukket tæt til den slidt dørkarm og han bankede på et par gange inden en stemme indenfor bød ham at træde ind. Han rustede sig med en dyb indånding gennem næseborene, hærdede sig mod koldsveden som var begyndt at plage ham en smule efter hver injektion af vampyrblodet, men det var en vigtighed i denne sag at være skjult.
Indenfor sad en mand i en stol ved vinduet, lyset på hans hud og de klare øjne var tydelige tegn på at han stod foran en vampyr af en vis alder og status. Han lukkede døren bag sig tæt og vendte sig ganske langsomt for at se på ham med øjne som smalle sprækker.
"Monsieur," hilste han blot inden han med en afslappet hånd lod sedlen dale til gulvet mellem dem for at vise hvad han var kommet for.

Pis, tænkte Callahan. Han måtte vel præsentere sig. "Callahan," svarede han blot og tog et kort skridt nærmere. Støvet hvirvlede op om hans støvler og dansede som glitter i den dæmpede belysning. "Hvad får dig til at tro jeg vil tage imod blod?" spurgte han med et lille, uforstående smil, som for at understrege situationens absurditet. Han vidste hans moralske anløbenhed ville gøre det svært for ham at sige nej til gaven, men hvad havde manden tænkt sig? Bare give sit blod til ham og kræve et eller andet absurd til gengæld?
"Jeg er ikke en lejemorder," bemærkede han men samtidig mærkede han også den lille kriblen under huden der gjorde ham rastløs når han var i selskab med en vampyr, specielt én der bød sit blod til ham. Det var en anden ting ud over den milde koldsved, der gjorde hans hud perlende og blegere end normalt. Sult som ingen mad kunne tilfredsstille.

Callahans øjne sprang til glasset dog uden at han gjorde antydning af resten af sit væsen til at gribe ind. Han var veltrænet i tålmodighed og han vidste manden ikke ville hælde sin præmie ud ad vinduet når han nu var kommet.
"Hvad er dit ønske?" spurgte Callahan uden at smilet forstummede helt, men det blegnede nok til at understrege hans bitterhed med situationen. Han havde placeret sig selv i suppedasen og for hver dag der gik fortrød han, bid for bid, efterhånden at have kastet sig ud i at lege med vampyrblod og injektioner. Han var ikke interesseret i at snakke så meget. Han vidste at flere ord ville give manden ammunition.

Callahan fnøs. Det grænsede til afpresning men han var nysgerrig. Manden havde magt og han var interesseret i hvad han kunne få ud af en aftale med så gammel en vampyr. Måske finde Judas' morder? Han gik over til bordet og fulgte hans anvisninger. Tequila var træls men ikke det værste han kunne indtage. Han vendte sig mod ham med en hånd i siden og et mørkt blik på ham samt et slank, blond øjenbryn hævet.
"Og hvad så?" spurgte han denne gang mere skarpt. Han kendte til julelege og han vidste at man af og til måtte lege med, for at få det bedste ud af det.

"Og hvis jeg nægter?" spurgte Callahan uden at røre sig. Hans fingerspidser hvilede mod bordpladen nær tandbørsten og glasset med appelsinjuicen. Hans øjne var smalle sprækker og han kendte sit værd. Han ville ikke ydmyge sig for blod eller penge, der trak han grænsen, og manden skulle vide at han ikke var en hvilken som helst spiller på skakbrættet. Hvis han var gammel var der chance for at ild kunne æde ham hurtigere, eller det diametralt modsatte, nemlig at det ville kræve meget at skade ham. Han foldede hænderne på ryggen og rankede sig foran ham for at vise at han ikke agtede at spille med for at han kunne ydmyge ham for sin egen syge lyst.

Der var mange ting Callahan havde fundet ud af om vampyrblod mens han havde studeret dets brug og effekt, og bland andet at man ikke skulle drikke det direkte. Noget i det gjorde én mere forbundet med vampyren man drak fra, og han agtede ikke at have mere at gøre med denne mand end højst nødvendigt. Alligevel var der grænser. Han havde rigelige mængder af vampyrblod via sin forbindelse til damen i de mærkelige, teaterkjoler som han besøgte fra tid til anden i hendes palæ. Og selvom vampyren her var væsentligt ældre og mere magtfuld, var han ikke en gemen hore, som udsatte sig selv for mærkværdigheder, bare for at manden kunne blive seksuelt ophidset eller sådan noget shit.
“Fint,” sagde han og drejede rundt på hælen med mine til at forlade lejligheden. Vampyren havde givet ham våbenhvile så han satsede ikke på at han ville følge ham eller overfalde ham for at tvinge ham til at efterkomme hans absurde fetish.

Callahan standsede op og stod et kort sekund inden han drejede rundt og så på manden med et udtryksløst ansigtsudtryk. Alligevel var en vis portion skepsis synlig i de klare øjne. Hvordan kunne han vide noget om Judas? Det var ikke ham der havde forvandlet ham, vel? Nej, herremanden med sin vampyrfamilie var brændt op da Judas havde sat ild til gården i sydfrankrig og flygtet til Paris. Men det var også her alle spor endte i alle de fortællinger han kunne finde om ham, og det var ikke særlig mange.
"Hans navn var Judas," svarede han afmålt mens han betragtede manden invitere ham til at sidde ned. Han blev stående, vagtsom og irriteret over at være kommet. Der var ikke noget at hente her, selvom hans blik atter flakkede til glasset med blodet og han sank en klump for at mønstre al sin viljestyrke.