Dollhouse

Hun var græskkatolsk hvad angik kjolernes pris, faktisk havde hun knapt betænkt prisen af hendes egen levestandart. Hun var vant til at få alt som hun vil have det, og hun nægtede at akklimatisere sig til noget mindre end perfekt og pompøst. Præcis som Matthew havde lært hende. ''Er svaret ikke tydeligt?'', spurgte hun blot samtidig som hun gik til angreb på den franske fletning. Hvem som havde gjort den, anede hun ikke. De små blomster irriterede hende, og med øjnene brændte hun dem op, selvom at hun med fingrene vred dem ud med en styrte som havde fået menneskeligt hår til at falde til gulvet. ''Det var min idé at giftemålet mellem Aurelia og Papa vil være god for Mørkets Råd'', hun gled fingrene gennem sit lange hår for at løsne det til en gylden løvemanke som kransede hendes ansigt. Hun fugtede læberne og fandt sig selv mere lig et vildmandsbarn end en vampyrprinsesse. Hun vendte sig mod sengen og gik nu hen for at kravle op ved hendes brors side. ''Det vil svare til at du blev gift med en kvinde du ikke kender og desuden blive maltrakteret til ukendelighed både fysisk og psykisk, fordi jeg sagde det vil fremme et politisk mål?''. 

''Er de ikke lidt alle sammen psykopater? Altså... De ældste?'', spurgte hun som hun gav sig til at pille ved kjolens silkekant. Hendes blik gled undersøgende over sin bror, idet hun lænede sig frem og gled sine fingre over hans skjortekant for at undersøge materialet. ''Jeg orker ikke mere ballade, Gabriel. Desuden så vil jeg helst ikke have noget med Memon eller Cleopatra at gøre nogensinde igen'', fortalte hun imens hun nu skuttede sig tættere på den anden, hendes hånd hævede sig nu til hans krave for at undersøge knappehullerne. ''Jeg var desuden heller ikke deres mål, de snakkede om nogle andre 'planer'. Gabriel?'', hun stoppede nu sit pilleri og satte begge hænder i sengen så at de regne lagner gav lyd. ''Lad os bare ligge det på hylden, det har ikke noget med os at gøre, og jeg vil ikke blande mig i Mørkets råd'', sandheden var, at hun var skræmt fra liv og sans. 

Et dybt suk forlod Angelique ved hans ord. ''Men forstår du det ikke?'', spurgte hun, samtidig med at hun dumpede ned i den bløde seng. Det lyserøde sengetøj svøb sig om hende som var hun på en lyserød sky. ''Jeg er ikke en Darklighter, jeg er ifølge loven en >rotte<, hvis man fandt mig på gaden har man ret til at bortskaffe mig hvis ikke jeg er i følge'', hun kiggede nu også op i loftet. Trods overmalingen, kunne hendes overnaturlige blik stadig se kanterne på de skyer, månen og stjernerne som i hendes barndom havde været malet over sengen. ''Du er styret af dine følelser, men jeg er taknemmelig for at du føler at jeg er mere, men loven er ikke på min side'', hun foldede armene over sit bryst. Normalt havde hun været rasende, styrtet ud efter hævn eller sladret med glæde. Men hun vidste at sladderen vil være enden på sin egen udgang. ''Jeg vil ikke snakke mere om det'', med dette ord satte hun sig op på ny. ''Er Vladimir i biblioteket?''.

Angelique hævede et øjenbryn ved benævnelsen af hendes dåbspapirer. ''... Har jeg en fødselsdag?'', spurgte hun overrasket, selvfølgelig havde tanken strejfet hende og ligeledes vidste hun også at hun nok var døbt, men at der overhovedet fandtes papirer på det eller noget havde hun aldrig troet, derfor kiggede hun nu mistroende på Gabriel. Hun lyttede til hans ord men de var for hende uforstående og det var som at hendes hjerne slukkede som hun tænkte på Memnons ord om hendes nærstående død hvis hun sladrede. Hun gled derfor ned fra sengen og undgik spørgsmålet om at skulle sige noget til nogen. ''Kan vi... Kan vi ikke snige os ind på hans gemakker? Så jeg kan tage en af hans skjorter'', spurgte hun istedet  som hun nu, som den lille prinsesse hun var, gik gennem den store sal som var hendes værelse.